bækken

bækken, pelvis, cingulum membri inferioris, ringformet knogleramme, der gennem hofteleddet forbinder hvirvelsøjlen med benene. Bækkenet er sammensat af tre knogledele: bagtil korsbenet, os sacrum, der til hver side danner stramme ledforbindelser med de to symmetriske hofteben, os coxae, som fortil forbindes af en tredje, stram ledforbindelse, symfysen.

Korsbenet er hvirvelsøjlens nedre afsnit, dannet af sammenvoksede hvirvelanlæg; hos mennesket fem. De to hofteben er hver dannet ved sammenvoksning af tre knogleanlæg: tarmbenet, os ilium, sædebenet, os ischii, og skambenet, os pubis, der alle indgår i dannelsen af hofteledskålen, acetabulum. Tarmbenet danner hoftebenskammen, hvortil bugvægsmusklerne er hæftede; indersiden danner leje for tarmene og er udspring for en af hoftens bøjemuskler, mens sædemusklerne er tilhæftede dets yderside. Sædebenene danner siddeknuderne, der hos mennesket i stående stilling er rettet bagud og tjener som hæfte for hasemusklerne. Ved siddende stilling udrettes svajet i lænderyggen, og siddeknuderne drejes derved ind under kroppen og overfører dennes vægt til underlaget.

Den øvre del af bækkenet er bredt og udfladet og betegnes "det store bækken"; den nedre del, "det lille bækken", er snæver og indgår i begrænsningen af bækkenhulen. Der er tydelige kønsbestemte forskelle i bækkenets form, der hos kvinden er betinget af funktionen som fødselsvej. Overgangen mellem det store og det lille bækken, linea terminalis, repræsenterer normalt den snævreste passage i fødselsvejen. Denne åbning er større og mere regelmæssigt tværoval hos kvinden. Tydelig er også forskellen i vinklen mellem knoglebjælkerne under symfysen, der hos manden gennemsnitligt måler 50-60°, hos kvinden 70-90°.

Leddene mellem korsbenet og hoftebenene (sacro-iliaca-leddene) overfører kropsvægten fra hvirvelsøjlen og er hos mennesket særlig belastede pga. den oprette gang. Ledfladerne er orienteret nær lodret, og leddenes stabilitet er derfor helt afhængig af meget stærke og stramme ledbånd, hvis styrke imidlertid aftager hen mod slutningen af et svangerskab som et normalt led i organismens forberedelse til barsel. Under graviditetens sidste del og kort efter barsel er kvinder derfor særlig udsatte for ledskred, luksation, ligesom også symfysen kan give efter, bækkenløsning.

Hos firefodede dyr er bevægeligheden i sacro-iliaca-leddene væsentlig større end hos mennesket; hos havpattedyr er bækkenet under evolutionen blevet stærkt reduceret.