bjergsyge

bjergsyge, højdesyge, akut tilstand, der ofte ses få timer efter hurtig opstigning til højder over ca. 3000 m. Forekomsten øges med højden. Bjergsyge viser sig ved træthed, hovedpine, appetitløshed, kvalme, søvnforstyrrelser, åndenød og hjertebanken. Bjergsyge kan i sjældne tilfælde udvikle sig livstruende med vand i lungerne (lungeødem) og/eller væskeophobning i hjernen (hjerneødem). Bjergsyge skyldes først og fremmest luftens nedsatte iltindhold, men mekanismen ved tilstanden er ikke fuldt opklaret. Akut bjergsyge svinder gerne efter få dages tilvænning i forbindelse med hvile og tilstrækkelig væskeindtagelse. De alvorlige former skal behandles hurtigt med iltindånding og nedstigning.

Normalt kan man forbedre tilstanden ved at flytte patienten 1000 m længere ned. En tilsvarende effekt kan opnås ved at anbringe patienten i en lufttæt beholder, der med en fodpumpe og ventiler kan gennemluftes ved et beskedent overtryk. Ubehandlet kan alvorlig bjergsyge føre til døden på mindre end et døgn.

Bjergsyge forebygges ved langsom opstigning. Kan dette ikke gennemføres, når man fx rejser med fly, kan en vis beskyttelse opnås ved indtagelse af lægemidlet acetazolamid. Personer, der bor fast i stor højde, kan udvikle kronisk bjergsyge (Monges sygdom). Se også akklimatisering.