lægelatin

lægelatin, lægers faglige sprog. Medicinske tekster findes på græsk fra 400-t. f.Kr. og på latin fra 1. årh. e.Kr. De oprindelige græske udtryk blev oversat til latin eller latiniseret. Det lægelige fagsprog hentede sine begreber fra datidens hverdagsudtryk for fx dele af kroppen, som caput for hoved, eller fx kroppens funktioner, som når den store kindmuskel, der bevæger underkæben under tygning, blev kaldt tyggemusklen (musculus masseter). Desuden anvendtes billedlige sammenligninger, fx fletværk for de sammenbundne fodrodsknogler (tarsus), brynje for brystkassen (thorax), eddikeskål for hofteskålen (acetabulum) og spænde for lægbenet (fibula). Mange betegnelser blev hentet fra dyre- og planteriget, fx hestehale for nerverødderne neden for rygmarven (cauda equina), bark for hjerne- eller nyrebarken (cortex) og den fladtrykte, cirkulære linsefrugt for øjets linse (lens).

Når lægelatin anvendes i fordansket form, ændres de græsk-latinske endelser og bøjningsformer, så de kan følge danske normer, fx glaukom for glaucoma (grøn stær) og apopleksi for apoplexia (slagtilfælde).

De latinsk-græske udtryk indgår næsten uændret i engelsk, der siden midten af 1900-t. er det internationale medicinske sprog.