lægelatin

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

lægelatin, lægers faglige sprog. Medicinske tekster findes på græsk fra 400-t. f.Kr. og på latin fra 1. årh. e.Kr. De oprindelige græske udtryk blev oversat til latin eller latiniseret. Det lægelige fagsprog hentede sine begreber fra datidens hverdagsudtryk for fx dele af kroppen, som caput for hoved, eller fx kroppens funktioner, som når den store kindmuskel, der bevæger underkæben under tygning, blev kaldt tyggemusklen (musculus masseter). Desuden anvendtes billedlige sammenligninger, fx fletværk for de sammenbundne fodrodsknogler (tarsus), brynje for brystkassen (thorax), eddikeskål for hofteskålen (acetabulum) og spænde for lægbenet (fibula). Mange betegnelser blev hentet fra dyre- og planteriget, fx hestehale for nerverødderne neden for rygmarven (cauda equina), bark for hjerne- eller nyrebarken (cortex) og den fladtrykte, cirkulære linsefrugt for øjets linse (lens).

Når lægelatin anvendes i fordansket form, ændres de græsk-latinske endelser og bøjningsformer, så de kan følge danske normer, fx glaukom for glaucoma (grøn stær) og apopleksi for apoplexia (slagtilfælde).

De latinsk-græske udtryk indgår næsten uændret i engelsk, der siden midten af 1900-t. er det internationale medicinske sprog.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
25/09/2011
Oprindelig forfatter
PRiis
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki