Psykoanalyse. Fra 1908 og frem gennem århundredet har medlemmerne af den internationale psykoanalytiske forening afholdt kongresser, som hovedregel hvert andet år. Herved opbyggedes et både personligt og fagligt netværk med en betydelig sammenhængskraft. Især i de første årtier betragtede psykoanalytikerne sig som medlemmer af én stor familie med Freud som overhoved/patriark. Fotografi fra kongressen i Weimar 1911; Freud ses i midten.

.

Psykoanalyse. Freuds skrivebord og divan, i dag placeret på Freud-museet i London. Under psykoanalyse lå patienten udstrakt på en divan i en daglig analysetime, mens analytikeren sad skjult i sin stol bag hovedgærdet. Freud valgte denne ramme som det bedst egnede middel til at befordre den terapeutiske proces. I den liggende stilling kunne patienten lettere regrediere til situationer i barndommen, og analytikeren ville i patientens fantasi smelte sammen med de indre billeder af forældre og søskende. Divanen er blevet kaldt en moderne pendant til skriftestolen.

.

Sigmund Freud. Portræt. Foto fra 1921.

.

Psykoanalyse er en psykoterapeutisk disciplin skabt af wienerlægen Sigmund Freud i 1890'erne. Psykoanalysen har leveret væsentlige bidrag til psykologien og psykiatrien, og psykoanalytisk tænkning har haft vidtgående indflydelse på børneopdragelsen, seksualmoralen og menneskeopfattelsen gennem hele 1900-tallet.

Den psykoanalytiske disciplin

Psykoanalysen udgøres af:

  1. en terapeutisk teknik til behandling af neuroser og andre psykiske lidelser
  2. en metode til analyse af kulturfænomener
  3. en almen psykologisk teori.

Den psykoanalytiske teknik baserer sig på en terapeutisk samtale mellem psykoanalytikeren (den terapeut, der forestår behandlingen) og analysanden (den, der skal analyseres).

Analysens klassiske ramme er divanen, hvor analysanden ligger udstrakt i en daglig analysetime, og lænestolen, der placerer analytikeren uden for analysandens synsfelt som en fortrinsvis tavs tilhører. Analysanden pålægges at meddele enhver tanke og association, uanset hvor ubetydelig, pinlig eller irrelevant den kan forekomme.

Drømme leverer en væsentlig del af materialet ved siden af de dagligdags oplevelser, erindringer og refleksioner, der naturligt bliver tema for samtalerne. Analysandens følelsesmæssige overføring på analytikeren spiller en væsentlig rolle og muliggør de tolkninger, hvormed analytikeren fra tid til anden griber ind i analysandens talestrøm. Tolkningerne tjener til at åbne det ubevidste og bringe uløste eller fejlagtigt løste psykiske konflikter for dagen med henblik på en ny og bedre løsning. En egentlig psykoanalyse kan strække sig over flere år.

Den psykoanalytiske metode kan også anvendes uden et terapeutisk sigte til analyse af forskellige kulturfænomener, fx biografier, litterære værker og sociale relationer. Rækken af fagområder, hvor den psykoanalytiske metode og teori har været brugt, omfatter bl.a. antropologi, folkloristik, pædagogik, kunsthistorie og litteraturvidenskab. Ofte afdækkes seksuelle symbolske betydninger og følelsesmæssige konflikter bag dagligdags objekter og samspilsmønstre. Den psykoanalytiske tilgangsmåde kendes generelt på, at de i grundlaget tilstedeværende konflikter og selvmodsigelser søges blotlagt.

Den psykoanalytiske teori er en kompleks konstruktion baseret på analytiske erfaringer såvel som på modeller hentet fra fysik, biologi, neurofysiologi, psykologi, filosofi og litteratur. De overordnede teoretiske hypoteser er samlet under betegnelsen metapsykologi, og teorien kan inddeles i en driftsteori, en personlighedsteori og en udviklingsteori. De mest originale elementer er begrebet om det ubevidste og begrebet om den infantile seksualitet. I den klassiske psykoanalyse er den centrale infantile organisering af personligheden sammenfattet i begrebet Ødipuskompleks, der udgør grundstrukturen i det 3-5-årige barns erfaringsverden. I nyere psykoanalyse er Ødipuskomplekset blevet suppleret med den præødipale — først og fremmest narcissistiske — organisering (se narcissisme). Hvor den klassiske psykoanalyse var centreret omkring polariteten mellem jeget og det ubevidste, fokuserer moderne psykoanalytisk teori oftere på relationen mellem selvet og objektverdenen.

Psykoanalysens historie

Psykoanalysen har udviklet sig fra en beskeden diskussionsklub, stiftet af Freud i 1902, til en vidt forgrenet international organisation, The International Psychoanalytical Association (IPA), med mange tusinde medlemmer verden over.

Psykoanalysen i Mellemeuropa var dominerende frem til omkring 1920. Den tidlige østrigske psykoanalyse havde Freud som centrum, men huskes ellers især for tre personer, der brød med Freud, nemlig Alfred Adler, Wilhelm Stekel (1868-1940) og Otto Rank.

Blandt de senere medlemmer findes grundlæggerne af henholdsvis egopsykologien og vegetoterapien, nemlig Heinz Hartmann og Wilhelm Reich. Schweizisk psykoanalyse var oprindelig præget af C.G. Jung, der imidlertid brød med Freud i 1912-1914. Blandt Freuds støtter i Schweiz kan nævnes Oskar Pfister (1873-1956), Ludwig Binswanger og Hermann Rorschach.

Den væsentligste skikkelse i ungarsk psykoanalyse var Sándor Ferenczi, hvis terapeutiske engagement og teoretiske interesse for den tidlige moderbinding har været skoledannende. Blandt hans elever findes Géza Róheim (1891-1953), Melanie Klein og Michael Balint (1896-1953).

Psykoanalysen i Tyskland, der oprindelig blev anført af Freuds elev Karl Abraham, fik en dominerende stilling i 1920'erne. Man finder her rødderne til den feministiske og samfundskritiske psykoanalyse omkring Karen Horney, Erich Fromm, Otto Fenichel og Wilhelm Reich, der en tid opholdt sig i Tyskland. Efter den nazistiske magtovertagelse i 1933 blev kun nogle få ikke-jødiske analytikere tilbage, men den tyske psykoanalyse genvandt sin styrke efter 2. Verdenskrig, ikke mindst gennem udviklingen af psykoanalysens samfundskritiske potentialer. De to vigtigste skikkelser i nyere tysk psykoanalyse er Alexander Mitscherlich og Alfred Lorenzer.

Psykoanalysen i England stod i en menneskealder under Ernest Jones' ledelse, men toneangivende på det teoretiske felt var børneanalytikeren Melanie Klein, der bosatte sig i England i 1926, og som med baggrund i Sándor Ferenczi og Karl Abraham skabte den såkaldte objektrelationsteori. Kleins elever tæller Hanna Segal og Wilfred R. Bion. Modstanden mod kleinianerne øgedes gradvis, efterhånden som en række analytikere fra Wien slog sig ned i London. Anna Freud, der som Klein var børneanalytiker, førte an i kritikken. Imellem Melanie Klein og Anna Freud dannedes en neutral midtergruppe af analytikere, den såkaldt uafhængige gruppe. De vigtigste navne heri var Michael Balint (1896-1970), Ronald Fairbairn (1889-1964) og Donald W. Winnicott, der alle har bidraget til at videreudvikle objektrelationsteorien.

Psykoanalysen i USA har efter en svag og noget famlende begyndelse udviklet sig til at blive dominerende på verdensplan. Årsagen hertil var den betydelige emigrationsbølge, der satte ind i 1930'erne. Efter 2. Verdenskrig har omkring halvdelen af alle psykoanalytikere i IPA været hjemmehørende i USA. Den dominerende teoretiske retning var egopsykologien, der skabtes af Heinz Hartmann og David Rapaport (1911-60). På den kliniske front var amerikansk psykoanalyse præget af en række originale børneanalytikere som René Spitz, Margaret Mahler, Erik H. Erikson og Bruno Bettelheim, alle europæiske emigranter. I opposition til egopsykologien virkede en gruppe af sociologisk orienterede analytikere, de såkaldte kulturalister (Abram Kardiner (1891-1981), Harry S. Sullivan og Erich Fromm). Hen imod 1970 blev egopsykologien kritiseret for sin mekanicistiske teorikonstruktion af bl.a. Roy Schafer (1922-2018) og gradvis forladt, og fra 1970'erne udvikledes et nyt teoretisk paradigme, den såkaldte selvpsykologi, af navnlig Heinz Kohut og Otto Kernberg. Fælles for dem er en betydelig inspiration fra engelsk objektrelationsteori.

Psykoanalysen vandt først indpas i Frankrig i 1920'erne med Freuds trofaste elev Marie Bonaparte som toneangivende, men langt den vigtigste skikkelse blev Jacques Lacan, der med sin sprogvidenskabeligt inspirerede psykoanalyse, sine angreb på IPA, som han i 1953 mistede medlemskabet af, og sin excentriske personlighed opnåede en veritabel kultstatus i 1960'erne og 1970'erne. De vigtigste af hans elever er Serge Leclaire (1924-94) og børneanalytikerne Françoise Dolto (1908-88) og Maud Mannoni. Den mest massive modstand mod Lacan udgik fra skikkelser som Serge Lebovici (1915-2000), Béla Grunberger (1903-2005) og Janine Chasseguet-Smirgel. Sidstnævnte har også markeret sig internationalt med teorier om kvindelighed, kreativitet og perversioner. En tredje gruppering udgøres af tidligere Lacan-elever, bl.a. Jean Laplanche og Jean-Bertrand Pontalis.

På verdensplan er psykoanalysen stort set begrænset til Europa, Nordamerika og Sydamerika. Blandt de lande, der først sent udviklede en psykoanalyse af betydning, kan nævnes Italien, Spanien, Chile og Argentina.

Psykoanalysen i Danmark

I Danmark fik psykoanalysen allerede efter 1. Verdenskrig en vis udbredelse blandt pædagoger, forfattere og kunstnere, mens den til gengæld blev køligt modtaget af tidens førende universitetsprofessorer i filosofi, psykologi og psykiatri. Som den første dansker begyndte Sigurd Næsgaard at praktisere psykoanalyse i 1928. Wilhelm Reich kom sammen med andre politiske flygtninge til Danmark i 1933, og det blev anledning til fraktionsdannelser blandt de psykoanalytisk interesserede. Lægerne J.H. Leunbach og Tage Philipson (1907-1961) blev Reichs mest fremtrædende elever.

En anden indflydelse kom fra schweizeren Oskar Pfister, der var inspirator for det i 1950 stiftede Selskabet for Dynamisk Psykoanalyse omkring P.C. Petersen (1889-1976) og Anker Rattleff (1909-1989). Denne kreds oprettede i 1975 desuden Det Danske Sigmund Freud Selskab som en udadvendt foredragsforening. Modsat de hidtil nævnte grupperinger opnåede det i 1953 stiftede Dansk Psykoanalytisk Selskab medlemskab af IPA. Hovedparten af medlemmerne var psykiatere og havde Thorkil Vanggaard i spidsen. Vanggaards ståsted var den amerikanske egopsykologi, og i hans formandsperiode fik selskabet et elitært og tillukket præg. Psykologen Reimer Jensen (1918-2005), der ledede selskabet i 1970'erne, skabte en mere åben linje, og efter 1980 har der været en betydelig medlemstilgang, ikke mindst fra Sydsverige.

Blandt nyere danske foreninger uden for IPA kan nævnes Psykoanalytisk Kreds, der er inspireret af Jacques Lacan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig