objektrelationsteori

Objektrelationsteori, den del af den psykoanalytiske teori, der omhandler objektverdenen med udgangspunkt i subjektets bevidste og ubevidste oplevelser og relateringsformer; mere snævert desuden en skoledannelse inden for psykoanalysen, udviklet i Storbritannien i perioden 1930-70 med Melanie Klein, Michaël Balint (1896-1970), Ronald Fairbairn (1889-1964), Donald Winnicott og Wilfred Bion som hovedeksponenter.

I objektrelationsteorien ses spædbarnets samspil med moderen som prototype på alle senere objektrelationer. Moderens såvel som barnets egen krop opleves oprindelig som et konglomerat af selvstændige objekter.

Den primitive psyke antages at bestå af indre objekter, der er farvet af barnets affekttilstande, således at det samme ydre objekt for barnet er spaltet i flere versioner, der ved en form for animisme tillægges selvstændige kræfter i psykens dynamik, fx et tilfredsstillende bryst, et trøstende bryst, et grådigt bryst og et hævngerrigt bryst.

Spædbarnet anvender de indre objekter som basisenheder i fantasi og tænkning, hvilket indebærer, at objekternes indbyrdes relationer, fx deres formodede evne til at omslutte, spalte og tilintetgøre hinanden, er fremherskende træk i alle primitive psykiske processer.

Senere overlejres dette udviklingsniveau af tænkning i begreber baseret på sproget. Den præverbale objekttænkning eksisterer imidlertid videre i psyken og antages permanent at være kendetegnende for det ubevidste.

Som skoledannelse skilte objektrelationsteorien sig ud fra den klassiske psykoanalyse ved at nedtone drifterne og med dem lystprincippet som forklaringsgrundlag. Mennesket er ikke primært styret af sin stræben efter lyst, men af sin søgen efter objekter, som det hedder hos Fairbairn.

Den skilte sig desuden ud fra egopsykologien ved at gøre op med idéen om jegets autonomi i forhold til objektverdenen. Der er ikke skarpe grænser mellem jeget og objektverdenen, men derimod et bestandigt samspil og en gensidig prægning.

Gennem de seneste årtier har objektrelationsteorien vundet bred tilslutning og inspireret de fleste andre skoler inden for psykoanalysen, ikke mindst den amerikanske selvpsykologi repræsenteret af Heinz Kohut, Otto Kernberg og deres elever.