L.L. Thurstone, Louis Leon Thurstone, 29.5.1887-30.9.1955, amerikansk psykolog, fra 1927 professor i psykologi ved University of Chicago. Thurstone er bl.a. kendt for sin teknik til undersøgelse af intelligens og fastlæggelse af intelligensfaktorer. Han fastlagde otte primære intelligensfaktorer, der har dannet grundlag for udformning af test; se intelligens (psykologi). Han udviklede desuden en sociologisk skala til måling af holdninger, jf. hovedværket Measurement of Values (1959).