erfaring

Erfaring, kundskab og viden, der er erhvervet gennem egen oplevelse; anvendes også om selve den psykologiske proces at erhverve kundskab gennem oplevelser. Erfaring rækker ud over den blotte oplevelse ved at være et produkt af en tankemæssig (kognitiv) bearbejdning, som den oplevende person har foretaget — en uddragning af viden eller indsigt fra oplevelserne.

Erfaringsbaseret viden stilles ofte i modsætning til teoretisk eller boglig viden, dvs. viden erhvervet fra andre, fx formidlet i undervisning eller gennem kulturelle medier som bøger og fjernsyn. Således bruges udtrykket at "erfare fra en kilde" eller at "bringe i erfaring" nu sjældent. Erfaring må tillige adskilles fra den overførelse af adfærds- og tænkemåder, der sker ad genetisk vej.

De britiske empiristiske filosoffer i 1600-1700-t. (fx John Locke) hævdede, at al sand erkendelse stammer fra erfaring, hvilket blev forstået som direkte, ubearbejdet sansning. Denne opfattelse blev i begyndelsen af 1900-t. kernen i den logiske positivismes erkendelsesteori (fx R. Carnap, B. Russell). I filosofien har man siden indset, at videnskabelig erkendelse også kræver begreber og udsagn uden noget sansemæssigt grundlag (teorier, hypotetiske konstruktioner).

Den tidligste videnskabelige psykologi i slutningen af 1800-t. var i tråd med empirismens opfattelse af erfaring som ren sansning. Der blev lagt afgørende vægt på at undersøge simple sanseoplevelser (perception); opbygningen af mere komplicerede oplevelser og erfaringer blev, ligesom hos empiristerne, betragtet som en simpel og automatisk association af sansninger (se også Hermann Ebbinghaus).

Den nyere psykologi har imidlertid påvist, at oplevelse gennem sanserne ikke giver "ren" eller direkte erfaring. Selv elementære sansninger forudsætter tidligere erfaring. Ganske vist er mennesket fra fødslen genetisk udstyret til at opfatte en lang række forhold, som er vigtige for dets overlevelse, fx det tredimensionale rum, menneskelige ansigter og sproglyde. Men udfoldelse og anvendelse af disse genetiske dispositioner kræver, at individet selv gør erfaringer, fx med at bevæge sig i rummet, med at iagttage ansigter, med at høre modersmålet. En stærk begrænsning af erfaringer, såkaldt stimulus-deprivation, kan føre til permanente udviklingsskader, både psykologisk og neurologisk.

Den kognitive psykologi, som er blevet udviklet fra 1960'erne, bl.a. med inspiration fra de digitale computere, betoner endnu stærkere erfaringens betydning. Alle bevidste oplevelser antages at være "konstruktioner", der er skabt af det kognitive system, fordi sansernes information om omverdenen er utilstrækkelig. De konstruktive processer, der overvejende er ikke-bevidste, anvender informationer fra tidligere erfaring til at berige og sammenføje sanseinformationen. Vor opfattelse af både nutid (perception) og fortid (erindring) vil derfor være præget af vore individuelt forskellige erfaringer, og dens pålidelighed eller sandhed vil altid være ufuldstændig. Den såkaldte postmodernisme antager en så ekstrem konstruktivisme, at sociale gruppers forskellige opfattelser, udtrykt i fortællinger, myter og teorier, alle anses for lige gyldige.

Det har i studiet af menneskets hukommelse vist sig nyttigt at inddele et individs samlede erfaringsmasse i tre typer: episodisk viden (viden om selvoplevede enkeltsituationer, erindringer), semantisk viden (viden om almene forhold, begreber og abstraktioner) og procedural viden (færdigheder og vaner, undertiden betegnet implicit eller "tavs" viden). Egne erfaringer, fx med at spille musik, bidrager fortrinsvis til den procedurale viden (færdighed på sit instrument, sammenspil osv.) og til episodisk viden (erindringer om bestemte musiktimer eller opførelser). Teoretiske fremstillinger og undervisning bidrager derimod fortrinsvis til semantisk viden (musikalske principper, stilarter, historie osv.). Fortællinger om andres erfaringer, fx i litterær form, kan i nogle tilfælde give episodisk viden, der nærmer sig den selvoplevede erfaring og samtidig er forbundet med en dybere almen (semantisk) forståelse.