Følelser. Følelsesforløbet hos denne seksårige dreng, der spiller kalaha, afspejles tydeligt i både ansigtsudtryk og kropsholdning.

.

Følelser, sindstilstande, der vedrører en situations eller en forestillings personlige betydning for et menneske.

Følelser er vitale for vort sociale samliv og mentale sundhed. De påvirker og former til dels den måde, hvorpå vi forstår og omgås hinanden og virkeligheden i øvrigt. Billedlig talt udgør de det strømførende lag i menneskets psyke, jf. udtryk som passioner og lidenskaber. De er kilder eller ledsagetilstande til såvel rige og inderlige erfaringer som til tunge problemer og forstyrrelser.

Følelserne undersøges ikke kun af psykologien, men også af filosofien og neurofysiologien. Dertil kommer, at fremstillingen af følelseslivet er central for litteraturen, dramatikken og mange andre kunstarter.

Således rummer fx den vestlige kulturs første skriftlige epos, Homers Iliaden, levende beskrivelser af følelsernes rolle i begivenhedernes gang. De kendetegner de optrædendes karakter og udløser følelser hos læseren eller tilhøreren, der medfører identifikation med og derigennem forståelse af personerne og deres handlingsårsager.

Følelsesmæssig identifikation og forståelse er eksempler på erkendelse, men en anden slags end såkaldt rationel erkendelse. Forholdet mellem følelsernes og rationalitetens enten samvirken eller interferens for menneskets erkendelse og handleliv har da også været et klassisk tema i filosofien siden antikken. Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt enten følelserne eller rationaliteten i almindelighed dominerer menneskets sjæleliv.

Dette er fortsat genstand for psykologiske undersøgelser, som viser, at begge dele er tilfældet, afhængigt af situationen, følelsernes styrke og den individuelle personlighed. Følelserne kan således både udgøre en organiserende og en desorganiserende faktor i handle- og tankelivet.

Følelserne viser sig som bestemte slags oplevelseskvaliteter, skønt de formentlig også kan være ubevidste, som handletilskyndelser og i nogle tilfælde som ansigtsudtryk og kropsholdninger samt i varierende grad som målelige neurofysiologiske processer.

Disse manifestationer beskrives ofte langs tre dimensioner, nemlig dels graden af behag eller ubehag, dels graden af tilnærmelse til eller tilbagetrækning fra genstanden og dels graden af intensitet.

Følelser er imidlertid mangeartede, følelseslivets manifestationer udgør ikke en enhed. Der findes ingen almen anerkendt klassifikation af følelserne i psykologien, men følgende kan foreslås:

Affekter

Følelser som panik, raseri og begejstring indtræder pludseligt, har et stormfuldt forløb og afstedkommer en eller anden grad af kontroltab. Til gengæld klinger de hurtigt ud, fordi de ledsagende heftige legemsprocesser ikke kan opretholdes ret længe (se affekt).

Primære emotioner eller grundemotioner

I sit arbejde fra 1872 om følelsesudtryk (The Expression of Emotions in Man and Animals) antog Charles Darwin, at højerestående sociale pattedyrs og herunder menneskers livsduelighed ikke kun afhænger af deres medfødte evner til kamp, flugt og parring.

Lige så vigtige er de medfødte evner til med kropsholdning, ansigtsudtryk og lyde at signalere til og derigennem kommunikere med artsfæller om følelsestilstande.

Det skyldes, at følelsesudtrykkene er magtfulde faktorer i bindingerne mellem individerne og dermed i organiseringen af den sociale adfærd, uden hvilken det enkelte individ ikke kan overleve.

Det er derfor en nærliggende betragtning, at evolutionen hos sådanne dyr har udviklet evnen til både at udsende den slags signaler relativt automatisk og til hurtig og nøjagtig registrering af dem.

Mange psykologer deler den opfattelse. Ud over affekterne mener man, at vrede, frygt, glæde, bedrøvelse, interesse, overraskelse, afsky og foragt samt muligvis forlegenhed og skam udgør medfødte og altså universelle følelser hos mennesker.

Derfor kan de kaldes grundemotioner eller primære emotioner, som adskiller sig fra de ligeledes medfødte og universelle affekter ved ikke nødvendigvis at indtræde abrupt, være heftige eller kølne hastigt af.

Foruden evolutionsbegrundelsen for følelsernes vigtige rolle i pattedyrenes udvikling er der andre årsager til den antagelse, at disse og muligvis flere grundemotioner er genetisk kodede hos mennesket og derfor artskarakteristiske.

Fx er de vigtigste træk i ansigtsudtrykket de samme livet igennem, og trækkene kan ved omhyggelig observation iagttages hos spædbørn meget tidligt, også hos blind- og døvfødte børn, som ingen mulighed har for at efterligne voksne.

Små børn reagerer også ret præcist på den voksnes følelsesudtryk. Endvidere viser tværkulturelle undersøgelser, at grundemotionernes ansigtsudtryk er ens og genkendelige over hele Jorden.

Dertil kommer, at ikke kun legemets muskler er virksomme under nogle af grundemotionernes forløb. Det er indre neurofysiologiske processer også, hvoraf nogle mobiliserer os til aktivitet.

Nogle af grundemotionerne kan i bogstavelig forstand mærkes, deres neurologiske sæde kan lokaliseres til hjernestammens aktiveringsområde og mellemhjernens limbiske system (hippocampus), visse af deres neurotransmittere (signalstoffer) er kendte, og der foregår hormonproduktion og aktivitet i det autonome nervesystem, som medfører ændringer i blodtryk, åndedræt, svedafsondring, temperatursvingninger, muskelspændinger, skælven og meget mere.

Sproget har rammende betegnelser herfor, fx "klump i halsen" eller "sommerfugle i maven". Det tyder på, at grundemotionerne udgør et specialiseret psykofysisk system, som dels støtter handlelivets aktivitetsudfoldelse, dels som nævnt er egnet til hurtig og ret nøjagtig sprogløs eller nonverbal kommunikation.

Der er dog ikke enighed i psykologien om, at de nævnte følelser er medfødte og derfor kan udnævnes til grundemotioner. Det er en lige så udbredt antagelse, at alle følelser opstår som følge af en situationstolkning, der er meget afhængig af den kulturelle normdannelse og af individets indlærte livsbiografiske erfaringsmasse, holdningsstruktur og personlighed, således at disse faktorer i forening bestemmer følelsesoplevelsen.

Sekundære emotioner

De nuancerede følelser som stolthed, misundelse, jalousi, skadefryd, lykke, kærlighed, overmod, angst, der ikke er helt det samme som frygt, selvagtelse m.m. er blevet benævnt sekundære emotioner, fordi nogle psykologer antager, at de består i komplekse blandinger af grundemotionerne.

Det er der dog delte meninger om. Der er sikkert hundreder af dem og måske tusindvis af sammensætninger og overgangsformer mellem dem. De sekundære emotioner er formentlig i betydelig grad prægede af såvel kulturens normer og sproglige etiketter som af individuelle faktorer.

Vitalitetsfølelser

Udtrykket vitalitetsfølelser er skabt af psykologen Daniel Stern med afsæt i Susanne Langers kunstfilosofi. Det betegner nogle oplevelseskvaliteter, der ledsager andre mentale foreteelser, bl.a. andre følelser.

Vitalitetsfølelserne kan beskrives som fornemmelser af at være brusende, sprød, sprudlende, lys, svævende, irritabel, vemodig, dunkel, let, munter, tungsindig, heftig, sindig etc. De er selv følelser, samtidig med at de karakteriserer andre følelser såvel som tanker og forestillinger. En vredestilstand kan fx være gnaven eller dyster, kraftfuld eller tøvende osv.

Stemninger

Mere varige grundemotioner eller vitalitetsfølelser kan kaldes stemninger. Man kan være glad eller mørk dage i træk, ofte uden at vide hvorfor, fordi stemninger er mindre bundet til bestemte genstande og begivenheder end de øvrige følelser.

Derfor opleves de hyppigt som kommende mere indefra end udefra, skønt det sidste også kan være tilfældet, som når vi fx kalder en solnedgang for stemningsfuld og føler os stemte på denne eller hin måde.

Temperament

Hvis en stemning er fremherskende hos og karakteriserer et menneske i årevis eller livet igennem, kan den kaldes et temperament. Temperamentet antages i betydelig udstrækning at være medfødt og udgør personlighedens dominerende stemningsleje.

Fordi følelserne har den tidligere nævnte kommunikationsfunktion og udgør stærke styringer af menneskers indbyrdes forhold, er en vis grad af åbenhed for og indsigt i eget følelsesliv en vigtig betingelse for mental sundhed i moderne menneskers komplicerede sociale samliv.

Det gælder især de negative følelser, som man må gøre til ærlige erfaringer. Det er forudsætningen for både at kunne kontrollere dem til en vis grad, når det er muligt og på sin plads, og for at forstå sig selv og sine relationer til andre.

Det kan børn ikke uden videre, og socialiseringen, opvækstvilkårene, forbilleder til efterligning, de sociale omgivelser og kulturelle normer er derfor vigtige for, om og i hvilken udstrækning disse evner udvikles.

Følelsesmæssige problemer indgår i en lang række psykiske og psykosomatiske forstyrrelser og sygdomme. I nogle tilfælde som fx de såkaldte fobier udgør den forstyrrede følelse selve sygdomssymptomet.

Derfor er følelserne også centrale faktorer i psykoterapi både i sig selv og i deres forhold til tænkningen og handlelivet. Dele af psykoterapi består i en løsnen af klientens forsvarsmekanismer, hvorigennem der åbnes en adgang til følelserne med henblik på at få ny indsigt i dem og kunne forvalte dem på en anden måde end før.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig