Familie. En undersøgelse viser, at familielivet, trods mere fritid og flere tekniske hjælpemidler, er langt mere forjaget end tidligere. Jeg får desværre ikke talt med dig i aften. Båndoptageren er gået i stykker. Bo Bojesens kommentar i Politiken 17.3.1989 til den moderne aftalefamilie.

.

Familie. Lucas Cranach d.æ. Den hellige familie; maleri. Akademie der Bildenden Künste, Wien. Motivet med den hellige Anna, hendes tre mænd, deres døtre, svigersønner og børnebørn var almindeligt i 1400-1500-t.s kunst. Anna, klædt i rødt og grønt, sidder i midten med Jesusbarnet på skødet og datteren Maria ved sin side. I 1500-t. blev familielivet mere lukket om sig selv og de nære, private relationer. Samtidig kom barnet i fokus som modtager af forældrenes omsorg og opdragelse. Ud af middelalderens mere omfattende sociale kollektivitet kommer kernefamilien til syne.

.

Familie, i Danmark en social gruppe, der består af to generationer, forældre og børn, der normalt lever i samme husstand. Børn regnes i denne sammenhæng som personer under 26 år.

Der kan være afvigelser fra en sådan grundmodel af en familie, fx eneforsørgerfamilien, den nydannede familie eller familien, hvor børnene ikke for øjeblikket lever i hjemmet.

Men husstanden med kun én person eller med andre former for slægtsrelationer (fx ældre søskende, der bor sammen) opfattes i Danmark ikke som en egentlig familie i modsætning til flere andre steder i den vestlige verden, fx USA.

Det centrale i familiebegrebet er, at der er tale om en social gruppe med livslange relationer og med intense og tætte gensidige følelser, bl.a. kærlighed, omsorg, afhængighed, tilknytning og indlevelse (identifikation) mellem børn og forældre og forældre indbyrdes, men også følelser som vrede, had, sorg og tab.

De intense familiefølelser har karakter af ubetingethed og hviler på en grundlæggende, ofte moralsk anskuet forpligtelse og loyalitet.

Roller og relationer i familien

Følelserne i familien er forankret i to former for basale sociale relationer, nemlig par-relationen mellem forældrene indbyrdes og voksen-barn-relationen mellem forældrene og barnet. Familien er dermed også en gruppe, hvor der på grundlag af de basale følelser og relationer udvikles særlige typer af sociale roller. De omtales som tilskrevne, fordi man opnår sin position i kraft af selve tilblivelseshistorien: mor, far, søn og datter. Disse roller er ikke valgt i almindelig forstand og står i modsætning til erhvervede roller, som man kvalificerer sig til i kraft af præstationer.

Roller defineres bl.a. på grundlag af sociale normer, og på tværs af langt de fleste kulturer er der til børne- og forældrerollerne knyttet særlige normer i form af sociale rettigheder, forpligtelser og begrænsninger. Børn, indtil en vis alder, nyder således en udstrakt beskyttelse. Forældrene har visse rettigheder mht. magt. De tillægges normalt et særligt ansvar, og de begrænses mht. deres seksuelle relationer i forhold til barnet. Restriktionerne på det seksuelle område omtales ofte som incestforbud.

Forældre-barn-relationerne i familien har været gjort til genstand for megen psykologisk forskning og teoridannelse. Resultaterne af denne forskning er en klar påvisning af den umådelige betydning af en positiv forældre-barn kontakt i særlig de første leveår. Her dannes en række grundlæggende holdninger og personlighedstræk hos barnet, der bliver bestemmende for det senere udviklingsforløb. De holdninger, der i et godt forældre-barn-forhold indlæres i de første år, drejer sig om tillid til verden omkring én, selvtillid og initiativ.

Forældre-barn-relationerne er således grundlaget for den dybe påvirkning, der finder sted i familien. Det er en påvirkning, der i faglitteraturen omtales som opdragelse eller socialisering. Her skal man imidlertid medinddrage, at der altid er tale om gensidig påvirkning: Børn påvirker også deres forældre, et forhold, der er omtalt som omvendt socialisering.

Betragtet i et kortere historisk forløb er det påvist, at børneopdragelsen er mindre streng (restriktiv) i det moderne samfund sammenlignet med for blot et par generationer siden. Børn mere i slutningen af 1900-t., hvor vægten i højere grad lægges på børnenes selvstændighed end på overholdelsen af moral og pligter. Disse ændringer i opdragelsesmønstre udspringer af generelle samfundsmæssige ændringer i retning af større individualisme på bekostning af tradition og konformitet.

Forældrenes store betydning for barnets tidligste udvikling understreges også i de tilfælde, hvor de ikke lever op til forældrerollens krav. Der kan her fx forekomme overgreb eller svigt i den følelsesmæssige kontakt til børnene. Et centralt begreb har i den forbindelse været omsorgssvigt — både fysisk og psykisk.

Kernefamilien

Familie. Mor, far og barn i 1995.

.

Den moderne familie betegnes som en kernefamilie, dvs. at husstanden alene omfatter en kerne bestående af forældre og børn og ikke andre slægtninge som fx bedsteforældre.

I modsætning til gængs opfattelse er kernefamilien historisk set imidlertid ikke en ny og moderne familietype. Undersøgelser i bl.a. England har påvist, at så langt tilbage som i 1500-t. var kernefamilien den mest udbredte familieform. Danske undersøgelser har bekræftet disse resultater. Antagelsen om, at der lige forud for vores tid var udbredt forekomst af udvidede familier, har således vist sig at være forkert. En sådan type af familier var også tidligere sjældne, ikke mindst pga. den korte levetid, der betød, at den ældre generation ofte kun fik få år på aftægt.

Familien som en relativt lukket og privat lille enhed er heller ikke af ny dato. Den franske historiker Philippe Ariés har i sine analyser af samtidige tekster og billeder vist, at der gennem 1500-t. skete en gradvis ændring af familien. Den blev mere indadvendt og fik en ny funktion som et sted for nære følelser og intimitet. I samme periode blev, ifølge Ariés, barndommen opdaget som en særlig betydningsfuld periode i menneskets udvikling. Opdagelsen af barndommen og udviklingen af den lukkede private familie hører sammen og er blevet kaldt en "langsom og dyb revolution" (Ariés) af middelalderens åbne og mere offentlige fællesskab.

Arbejdslivets indflydelse på familien og dens funktion

I den nyere historiske udvikling har familien gennemløbet to andre dramatiske "revolutioner", inden den får den form, vi kender i slutningen af 1900-t. Den første af disse familierevolutioner skete i forbindelse med industrialiseringen i 1800-t.

Lønarbejderfamilien blev udbredt som familieform og afløste den produktionsfamilie, der enten hvilede på et landbrug, et håndværk eller blot en mindre, hjemlig produktion til husbehov. Det betød en ændring af familiens funktioner, hvor især faderens produktive arbejde nu fandt sted uden for familien. Dette er beskrevet som et funktionstab: Familien skulle ikke mere selv skabe sit eget grundlag i elementær og direkte forstand. I stedet fik familien i højere grad den følelsesmæssige funktion at udvikle og stabilisere både voksne og børn, så de kunne indgå i produktive processer uden for familien. Det vil sige en ændring fra produktive til reproduktive funktioner.

En anden revolution i familien fandt sted et lille hundrede år senere. Den handler om kvindernes og her især mødrenes udbredte tilknytning til arbejdsmarkedet. I årene mellem 1. og 2. Verdenskrig var det et almindeligt familiemønster blandt især middelklassefamilier, at mødrene holdt op med at arbejde uden for hjemmet eller holdt en pause i deres erhvervsarbejde, når de fik det første eller det andet barn. Dette mønster har ændret sig, sådan at kvinder fortsat er tilknyttet arbejdsmarkedet, selvom de får børn, og omfanget af deres ugentlige arbejdstid uden for hjemmet er tæt på mændenes.

Denne moderne revolution i familien betyder en ændring af forældrenes indbyrdes afstemte roller. I den gamle familie var rollerne forskellige og gensidigt supplerende hinanden: udearbejdende far og hjemmegående mor. Dette forhold mellem rollerne betegnes som komplementært. Faderen er her den aktivitetsorienterede og strukturerende (det instrumentelle), mens moderen i højere grad står for det følelsesmæssige og fortrolige (det ekspressive). I den moderne familie er forholdet mellem forældrerollerne mere lige (ens), hvad angår uddannelse og erhvervsarbejde: De karakteriseres som symmetriske. Dette indebærer imidlertid ikke umiddelbart, at det hjemlige husarbejde så også deles ligeligt mellem ægtefællerne i den moderne familie. Danske undersøgelser peger i retning af, at parterne på hjemmefronten stadig i overvejende grad er orienteret i retning af en komplementaritet, hvor kvinden bærer langt den største del af husarbejdet. Men der kan spores ændringer, ikke mindst i unge familier, hvor ægtefællerne deles mere ligeligt om både børnepasning og det almindelige husarbejde.

Denne udvikling frem mod en moderne, symmetrisk familie foregår ikke med samme hastighed i alle sociale lag af befolkningen. Der er fx forskel på familieformerne afhængigt af social klasse. I arbejderfamilien er rollerne ofte mere traditionelt orienteret i retning af komplementaritet, med udtalt rollefordeling i det hjemlige husarbejde, mens de i middelklassefamilien er mere symmetriske og indstillet på nært fællesskab.

Familiers grad af lukkethed-åbenhed over for verden udenom varierer også med social baggrund. I arbejderfamilien er der tale om relativ åbenhed udadtil, for mandens vedkommende over for arbejdskammeraterne, for kvindens vedkommende i forhold til hendes egen familie. I middelklassefamilien er der derimod ikke tale om en udstrakt åbenhed over for det sociale netværk, hverken kolleger eller slægt. Dette er udtrykt sådan, at de to familietyper udvikler forskellig solidaritet, afhængig af den sociale nødvendighed, de befinder sig i. Arbejderfamilien udvikler en ydre solidaritet for at styrke sine chancer for at overleve på et arbejdsmarked i forhold til en arbejdsgiver, middelklassefamilien derimod udvikler en indre solidaritet, der lægger op til at styrke konkurrencen med andre familier om goder og fordele.

Den moderne familie

Den moderne familie, som i Danmark især har vundet indpas efter 1960'erne, er en lille familie med hyppigst ét eller to børn. Det har betydet et kraftigt fald i børnetallet. I 1983 var det årlige fødselstal i Danmark på omkring 50.000. I årene herefter har tallet været stigende frem mod ca. 70.000 i midten af 1990'erne, men efterfølgende faldende igen; i midten af 2010'erne fødtes ca. 60.000 børn om året, hvilket svarer til omkring 1,71 barn pr. kvinde, altså noget under det niveau, hvor landet kan reproducere sit befolkningstal.

En mere præcis måde at opgøre fertiliteten på er imidlertid at se på antallet af levendefødte børn pr. tusinde kvinder i den såkaldte fødedygtige alder (15-49 år). Dette nettoreproduktionstal var i 1983 på 662 og i 1995 på 867. Efter en årrække med svagt faldende og stigende tal, var nettoproduktionstallet i 2016 på 858.

Det vil sige, at den stigning i fertilitet, Danmark gennem adskillige år har fremvist, synes at være under opbremsning. Ser man på fertiliteten i forhold til kvindens alder, er der siden 1981 især sket et fald i fertiliteten for 20-24 årige kvinder, mens derimod kvinder i 30'erne har haft en stigende fertilitet. Sagt på en anden måde: Kvinder bliver ældre og ældre, før de får deres børn.

En vigtig side ved den moderne symmetriske relation mellem forældrene er, at forholdet ofte er et såkaldt papirløst samliv, hvor parterne lever sammen uden at være gift. Indtil omkring 1960'erne måtte et samliv af moralske og anstændighedsmæssige grunde være baseret på en vielse og dermed være formaliseret. Samliv var ensbetydende med ægteskab. I dag er de ydre moralske rammer for samliv borte eller beskedne. Det er ofte ensbetydende med et uformelt bofællesskab (i hvert fald i begyndelsen af et forhold) og en relation, der betegnes som et parforhold. Bindemidlet i parforholdet er i højere grad end nogensinde før følelser som kærlighed, intimitet og gensidighed. Det moderne parforhold er på denne måde udtryk for en betydelig intensivering af den udvikling i retning af det private og lukkede i familiegruppen, der indledtes i 1500-t.

I den moderne familie er begge forældre som regel tilknyttet arbejdsmarkedet, og børnene passes uden for hjemmet, i de fleste tilfælde i en offentlig dagpasning. Denne familie er ikke bundet af tidligere faste forskrifter mht. hverdagsliv, forankret i en hjemmegående mor. Derfor må den moderne familie organisere og aftale sit fællesskab (aftalefamilien) og på denne måde sikre, at man ved, hvor man har hinanden, får arbejdsopgaverne udført og fastholdt den nødvendige omsorg og gensidige støtte.

Den opløste familie

Denne udvikling af familien og parforholdet har imidlertid også gjort familien sårbar. Hvis det følelsesmæssige grundlag ikke mere eksisterer, står parforholdet uden egentlig begrundelse. Og i modsætning til, hvad der gjaldt for et ægteskab i fx 1960'erne, eksisterer der heller ikke længere den sociale kontrol mht. værdier og normer, der tidligere holdt et ægteskab på plads.

Derfor er der i dag langt større tilbøjelighed til skilsmisse eller opløsning af parforholdet. Omkring hvert fjerde barn mellem 0 og 18 år oplevede i 1995 oplevet, at forældrene gik fra hinanden, men andelen af skilsmisser/paropløsninger er stigende, og et skøn peger i retning af, at i det første tiår af 2000-t. er det snarere hen mod en tredjedel af børnene, der har oplevet en skilsmisse eller opløsning af deres forældres parforhold.

Børns reaktioner på skilsmisse er belyst i mange undersøgelser, herunder i Danmark, Sverige, Norge og USA. Resultaterne peger på, at børn varierer meget i deres reaktionsmønster, afhængigt af deres alder på tidspunktet for skilsmissen, familielivet, der gik forud for skilsmissen, og måden, forældrene går fra hinanden på.

Det sidste drejer sig bl.a. om intensiteten og varigheden af konflikterne imellem forældrene efter skilsmissen. For en del børn, måske knap en tredjedel, er der tale om, at skilsmissen kan indebære en forbedring af deres livssituation; de får et mere harmonisk forhold til forældrene, og de kommer ud af en række konfliktfyldte forhold i familien.

For en anden gruppe børn, også måske en lille tredjedel, er skilsmissen noget, de kommer igennem efter en vis tids bearbejdning. Ikke uden svære problemer og oplevelser af tab, men de kommer så meget igennem problemerne, at de får tingene på afstand og kan forholde sig positivt til tilværelsen igen.

For den sidste, måske store, tredjedel er der formentlig tale om at skulle leve med tab og sorg i årevis, måske livslangt. Det er børn, der ikke får bearbejdet problemerne, og evt. mister kontakten med deres far. Skal børn undgå at blive tabere i en skilsmisse, må forældrene bevare forældreskabet, selvom de opgiver ægteskabet.

Den socialt belastede familie

Familien i det moderne samfund er ikke kun sårbar mht. eventuel familieopløsning. Den udsættes også for en række såkaldte sociale belastninger, der kan føre til krise eller sammenbrud i familien. Blandt de mulige belastninger hører arbejdsløshed, dårlige social-økonomiske vilkår samt langvarig sygdom og dødsfald. Som følgevirkninger ses misbrug af fx alkohol, overgreb og vold.

Familiernes beredskab mht. at møde belastninger er forskellige, men typiske forløb vil være, at den socialt belastede familie i første række forskanser sig bag sine egne grænser udadtil i et forsøg på at klare krisen gennem en mobilisering af resurserne. Hvis dette ikke lykkes, kan næste fase være et begyndende sammenbrud af parrelationen, måske ledsaget af synlige sociale og psykologiske følgevirkninger (fx depression, misbrug). Ofte vil professionel hjælp eller støtte tage sin begyndelse i denne periode. Afhængigt af virkningen af denne indsats kan næste fase være en opløsning af familien som sammenhængende enhed og krisehjælp til et eller flere medlemmer af familien.

Vanskelighederne med indsatsen over for den socialt belastede familie er bl.a., at der hyppigt er tale om en tæt kobling mellem samfundsmæssige og psykologiske forhold i et forløb over tid. Det betyder, at familier med på forhånd få sociale og materielle resurser også er tilbøjelige til at udvikle begrænset modstandskraft hos deres medlemmer. Derfor ser man en (negativ) social arv, hvor sociale belastninger videreføres fra den ene generation til den næste. De synlige tegn på en sådan social arv er bl.a. begrænset uddannelse. På et psykologisk plan drejer social arv sig fx om manglende selvværd.

Internationalt perspektiv

Den skandinaviske familietype, hvor begge forældre er tilknyttet arbejdsmarkedet, hvor kvinderne satser på en personlig uddannelsesbaseret karriere, hvor der er høj skilsmisse- eller opløsningsfrekvens, og hvor børnene passes uden for hjemmet i en offentlig dagpasning, bliver gradvis dominerende i de fleste vesteuropæiske lande, især koncentreret omkring de mest urbaniserede områder.

Den generelle tendens på familieområdet går således i retning af symmetriske forældreroller med tætte følelsesmæssige relationer, en mindre restriktiv børneopdragelse — og en relativt høj opløsningsfrekvens.

Andre familieformer

Storfamilien består af flere kernefamilier, typisk et forældrepar med voksne sønner eller døtre og disses ægtefæller og børn. I samfund, hvor storfamilien er almindelig, er der ofte faste regler for, hvor det nygifte par skal slå sig ned. Er samfundsnormen patrilokalitet, flytter det nygifte par til brudgommens forældres hushold, er der derimod tale om matrilokalitet, slår parret sig ned hos brudens forældre (se også residensregler). Mange steder i Indien følges et patrilokalt mønster. Her overtager de tilflyttede svigerdøtre de fleste af de praktiske gøremål, som hidtil er blevet varetaget af deres svigermor, mens de gifte sønner tillige med faderen tager sig af husholdets erhvervsmæssige funktioner. Storfamilien udgør ofte en produktionsmæssig enhed og kendes især fra samfund, hvor adgangen til jord, kvæg eller andre resurser er betinget af familiemæssige bånd, og hvor arbejdet fortrinsvis udføres af husholdets egne medlemmer. Med årene opsplittes storfamilien ofte i nye storfamilier.

I den polygyne familie, som kendes fra mange dele af verden, har en mand to eller flere hustruer, ofte med selvstændige husholdninger, som manden skiftevis opholder sig i, som regel efter et fast mønster. I samfund, hvor polygyni er tilladt, er hovedparten af ægteskaberne dog oftest monogame, ikke mindst hvor manden eller hans slægt skal betale brudepris ved erhvervelsen af en hustru.

Polyandrine familier, hvor en kvinde har flere ægtefæller, der ofte er brødre, forekommer meget få steder. Den polygyne og polyandrine familietype kaldes med en fællesbetegnelse den polygame familie. Se også polygami.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig