mobning

Undersøgelser af forekomsten af mobning blandt skolebørn i 11-15-års-alderen viser, at en del elever ikke er med i mobningen, hverken som ofre eller som mobbere. De er alene involveret som såkaldt passive tilskuere og bliver naturligvis også i denne rolle påvirket af det, der sker i klassen.

i en dansk undersøgelse fra 1998 af de 11-15-årige omfattede mobbeofrene omkring halvdelen af eleverne, fordelt således: 25 % af eleverne oplyste, at de var blevet mobbet 1-2 gange inden for et skoleår, 17 % nogle gange og 8 % ugentlig. Blandt 11-årige var det omkring ¹/₃ af eleverne, der var blevet mobbet nogle gange eller ugentlig (dvs. hyppigt). Blandt de 15-årige var det kun halvt så mange (15 %). En større andel af eleverne var tilsyneladende involveret som mobbere: 32 % havde deltaget i mobning 1-2 gange i et skoleår, 23 % nogle gange og 8 % ugentlig. Dobbelt så mange drenge som piger havde deltaget i mobning. Her skal det imidlertid erindres, at pigers mobning kan antage andre og mere subtile former end drenges og derfor være vanskelig at belyse forskningsmæssigt.

Der var en betydelig forskel på skolerne mht. forekomst af mobning. På nogle skoler var det mere end halvdelen af eleverne, der blev mobbet hyppigt; på andre skoler var det under 10 %.

En undersøgelse fra 2010 viser et tydeligt fald i forekomsten af mobning. Det hænger sammen med, at de fleste skoler har fokus på at reducere mobning. Her oplyser 8 % af de 11-årige og 4 % af de 15-årige at være udsat for mobning 2-3 gange om måneden eller mere.

Mobberne er ofte personer, der er relativt populære i gruppen. De har en magtposition og er omgivet af en mindre, men stærk gruppe af "supportere", der følger op på deres handlinger. De er i deres væremåde udadreagerende og uden større indlevelse i andre. Ofte kommer mobberne fra et hjemmemiljø, der ikke har sat grænser for deres adfærd.

Mobbeofrene står svagere i gruppen, de kan være uden større social kompetence, er ofte selvusikre og savner opbakning fra andre i gruppen. Den hjemlige opdragelse har ikke styrket deres selvopfattelse, der kan have været tale om fx overbeskyttelse i kontakten med moderen og oplevelsen af afstand til faderen, som det er påvist af den svensk-norske mobbeforsker og psykologiprofessor Dan Olweus (f. 1931).

Mobning finder hyppigst sted i klasseværelset eller lige udenfor på gangen. Altså steder, hvor læreren formodes at være til stede, men også ude af stand til at overvåge alle de mange muligheder, der er for at demonstrere en forfølgelse. Frikvartererne og tiden i skolens pasningsordning efter timerne er udsatte tidspunkter for mobning, ikke mindst hvis der er tale om begrænset tilsyn fra voksne.

Temaerne i mobning kan være uendelige og varierer fra madpakken til navn, udseende, at man er for dygtig eller måske netop ikke dygtig nok. Mobbetemaet er mere eller mindre tilfældigt. Det afgørende er, at mobning finder sted i et gruppeklima præget af gruppepres, hierarki, dominans af stærke enkeltpersoner og deres behov for aggressiv tilfredsstillelse — og manglende indgriben fra voksne. Den relativt lukkede gruppe udvikler roller, der fordeler magt som belønninger og sanktioner, og hvor reaktionerne kan gå over gevind i forfølgelse af enkeltpersoner.

Ofrene for ugentlig mobning bliver ramt på så at sige alle områder af deres tilværelse. De har en dårligere sundhed, de trives dårligere med skolen og læreren, de har færre venner også uden for skolen, og de har dårligere kontakt med deres forældre. Der er tale om en nedbrydning af livsmod og selvopfattelse.

Hos ofre, der mindre hyppigt er udsat for mobning, finder man i mindre udstrækning de samme symptomer. Konsekvenserne af mobning er ofte mærkbare for ofrene adskillige år efter begivenhederne, i nogle tilfælde langt op i voksenalderen, fx i form af angst, sårbarhed og lavt selvværd.

Mobberne bliver ramt på andre områder end mobbeofrene. De er mere udadreagerende og har symptomer på dårlig trivsel som skulkeri fra skolen, socialt dårlig tilpasning, hyppigere tilfælde af kriminalitet og dårligere uddannelsesforløb.

De fleste elever er tilskuere til mobningen, men de påvirkes i denne rolle afhængigt af, om der gribes ind over for mobningen, og hvilken indsats de selv er med i. Undersøgelser tyder på, at hovedparten af tilskuerne er bidragydere til mobningen, flest som passive deltagere, der ser på uden at gøre noget. Omkring hver fjerde blandt tilskuerne går aktivt ind og støtter ofrene, og det er denne hjælp, der er den mest effektive. Tilskuerrollen er imidlertid meget afhængig af den indsats, der bliver gjort for at standse mobningen fra voksenside.

Inden for skoleområdet blev der i slutningen af 1990'erne iværksat mange udviklingsprojekter, der skal forsøge at komme mobningen til livs. Initiativtagere har her både været Børnerådet, Landsorganisationen Børns Vilkår, forældreorganisationen Skole og Hjem og Undervisningsministeriet.

Fremgangsmåderne i disse projekter har været meget forskellige. Ofte er initiativerne begyndt med undersøgelser på den enkelte skole efterfulgt af forældrearrangementer og kampagner blandt eleverne. Fælles for mange af de succesfulde projekter har været deres inddragelse af eleverne i den fælles indsats, fx gennem vedtagelse af klasseregler, udvikling af demokratiske miljøer og generelle trivselsfremmende initiativer på skolen, fx venskabsklasser.

Mobning er måske ikke mere udbredt i dag end for 50 år siden. Men moderne børn er i deres hverdag langt mere afhængige af et godt socialt gruppeliv i skolen og i fritidslivet, end børn var tidligere. Det hænger sammen med ændrede familieforhold, børns institutionalisering fra de tidligste år, dybtgående ændringer af det fysiske miljø og ikke mindst udviklingen af en individualiseret kultur, hvor den enkelte selv skal kunne håndtere sit liv.

Her bliver udstødning og marginalisering — og mobning er udtryk for begge dele — katastrofal for den person, der rammes, både når det er børn og voksne. I et sådant åbent samfund er udvikling og trivsel betinget af tilhørsforhold til et socialt fællesskab (se integration). Mobningen nedbryder dette tilhørsforhold og rammer dermed individet i selve dets dannelsesproces som menneske.