Alderssyn, presbyopi(a), aldersafhængig svækkelse af linsens evne til at øge sin krumning (akkommodation); denne evne er betingelsen for, at øjet kan skifte fra at se skarpt på lang afstand til at kunne se skarpt på kort. Tilstanden blev tidligere kaldt "gammelmandssyn".

Faktaboks

Etymologi
Ordet presbyopi kommer af græsk presbys 'gammel' og ôps 'øje'.

Øjets evne til at akkommodere aftager hos begge køn gennem det meste af livet. Årsagen er en tiltagende stivhed af øjets linse. Akkommodationsevnen måles i dioptrier, som fortæller, hvad øjet formår med hensyn til at skifte fra fjern til nær. Hvis øjet fx ikke er i stand til at se skarpt inden for en afstand af 0,25 m (nærpunktet), og øjet i akkommodationshvile ser skarpt på afstand (fjernpunktet), kan akkommodationsevnen beregnes til 4 dioptrier (1/0,25m). Evnen reduceres fra ca. 10 dioptrier i 20-årsalderen til næsten nul i 60-årsalderen. Hvis nærarbejdet foregår i 0,25 m afstand, og øjet ikke lider af brydningsfejl, vil de første symptomer på alderssyn melde sig i ca. 45-årsalderen, hvor akkommodationsevnen er 3-4 dioptrier.

Personer med alderssyn vil opleve tiltagende besvær med at se skarpt på nært hold. Det føles anstrengende at læse og kan evt. ledsages af hovedpine. En langsynet kan få symptomer på alderssyn tidligere end en normaltseende eller en nærsynet. Dette skyldes, at en del af akkommodationen ikke sjældent bruges til at afhjælpe øjets langsynethed, hvorved der vil være en mindre reserve til læsesynet. En nærsynet person vil ikke i samme grad have trukket veksler på akkommodationen og klarer sig ofte ved at tage brillerne af under læsning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig