briller

Briller, hjælpemiddel med slebne glas eller slebet plastmateriale, der anvendes til korrektion af synsfejl, som beskyttelse eller som forstørrende hjælpemiddel. Glassenes lysbrydende (dioptriske) virkning bestemmes dels af formen, dels af materialet.

Samlelinser (plusglas) er tykkest på midten, forstørrende og anvendes til korrektion af langsynethed og alderssyn. Spredelinser (minusglas) er tyndest på midten, formindskende og anvendes til korrektion af nærsynethed. Sfæriske brilleglas har samme brydning i forskellige planer. Cylinderglas eller toriske brilleglas har forskellig brydning i vinkelrette planer, fx lodret og vandret, og anvendes til korrektion af bygningsfejl. I en brillerecept angives styrken af glassene ofte som en kombination af en sfærisk værdi og en cylinderværdi, begge i enheden dioptri og med fortegn. De senest fremstillede plastglas har lige så kraftig lysbrydende virkning som glas og ridses lige så lidt som glas. Fordelen ved plastglas er først og fremmest den ringe vægt (letvægtsglas) samt brudsikkerhed.

Brilleglas har et optisk centrum. Når det optiske centrum sidder foran midten af pupillen, er glasset centreret, og den optiske virkning er optimal. Når øjet drejes, og man ser skråt igennem brilleglasset, optræder der billedforvrængning, som kan reduceres betydeligt ved at slibe glassene buede (meniskglas). Ved høje brillestyrker kan vægten reduceres ved kun at indslibe optisk styrke i et midterfelt (lentikularglas) eller ved at anvende glas med øget brydningsindeks (højtbrydende glas).

Bifokalglas er brilleglas med to styrker til hhv. nær- og afstandsbrug. Flerstyrkeglas, brilleglas med to eller flere styrker, kan enten være opbygget med synlige afsnit, segmenter, eller glidende overgang (progressive glas). Brilleglas forsynes ofte med en overfladebehandling (coating) til nedsættelse af lysreflekser eller til absorption af ultraviolet lys.

Briller med farvet glas (tonede glas) anvendes som værn mod ubehageligt eller skadeligt lys (solbriller, snebriller, svejsebriller). Virkningen består i, at en del af det ubehagelige eller skadelige lys absorberes i glasset. Farveskiftende (fototrope) glas fremstilles ved opløsning af bestemte metalsalte i glasset, der herved bliver i stand til at ændre sværtning ved ændringer i lysintensiteten. Andre former for beskyttelsesbriller hindrer øjenskader forårsaget af støv og større partikler. Arbejdsbriller, fx skærmbriller til arbejde foran computerskærme, anvendes ved særlig synskrævende opgaver, ofte med faste arbejdsafstande. Lupbriller og kikkertbriller er forstørrende linsesystemer indsat i brillestel, som først og fremmest anvendes af stærkt synshandicappede som optiske hjælpemidler til hhv. nær- og afstandsbrug.

Udmåling af brillestyrke, brillebestemmelse og synsprøve (refraktionering) foretages af øjenlæger og optikere (optometrister). Ved subjektiv refraktionering bestemmes den brillestyrke, der giver det optimale afstandssyn. Først udmåles hvert øje for sig; derefter testes begge øjnes syn samtidig efterfulgt af en udmåling af øjnenes nærindstilling (akkommodation). Synsfejl kan også måles objektivt, fx med et fuldautomatisk instrument (autorefraktometer). Fra en lyskilde kastes lys ind i øjet. Lysstrålernes tilbagekastning fra øjets baggrund måles automatisk, og et elektronisk beregnet resultat udskrives i dioptrier. Andre metoder til måling af synsfejl er baseret på opmåling af øjets dimensioner med ultralyd. Den objektive brillebestemmelse bør som hovedregel kontrolleres med en subjektiv.

Brillestel fremstilles overvejende af kunststof, fx acetat og optyl, eller i metal, fx titan.

Brillernes historie kan spores tilbage til Italien i slutningen af 1200-t. De tidligst kendte briller var samlelinser anvendt som læsebriller. Først i 1500-t. omtales spredelinser til nærsynethed, og cylinderglas blev første gang fremstillet i 1827.

Fastgørelsen af brillerne foran øjnene var i flere hundrede år et uløst problem. De første brilleglas blev formentlig holdt foran øjnene. Senere blev briller forsynet med håndtag, der havde forbindelse til begge brilleglas eller var fastgjort til den ene side, stanglorgnet. Da det blev teknisk muligt at gøre næsebøjlen fjedrende, kunne brillerne anbringes direkte på næsen, pincenez. Først i 1746 fandt man på at fæstne brillerne på siden af hovedet med brillestænger. Et brilleglas, der fastklemmes i hudfolderne omkring det ene øje, kaldes en monokel.

Brugen af briller blev udbredt, længe før øjets optiske opbygning var kendt. Omvandrende brillekræmmere falbød deres varer ved dørene, og man valgte briller ved at prøve dem.