Øresmerte, otalgi, ofte et symptom på øresygdom, men kan også skyldes sygdomme andre steder. Øresmerte optræder ved øregangssygdomme, infektioner i trommehinden, mellemøresygdomme og halssygdomme, fx halsbetændelse, men kan også skyldes tandsygdomme, især i undermundens kindtænder og visdomstænder. I sjældne tilfælde skyldes øresmerter kræft i svælg eller strube. Vedvarende øresmerter bør derfor medføre en omhyggelig lægelig undersøgelse.