Svimmelhed. Diagram af det indre øre med ligevægtsorganet (labyrinten) med buegange og øresneglen. Ørestenskrystallerne (otolitterne), der er faldet ud i den bageste buegang, flytter sig i buegangen, når hovedet bevæges i buegangens plan. Ved at lægge hovedet endnu mere bagover og dreje hovedet til den modsatte side kan man flytte krystalklumpen tilbage i ørestenssækken (utriculus), hvor den kom fra, og helbrede patienten (Epleys manøvre).

.

Svimmelhed, vertigo, forstyrrelse i ligevægtssansen med en illusorisk bevægelsesoplevelse, enten i form af en fornemmelse af, at omgivelserne bevæger sig, eller at man selv bevæger sig. Svimmelhed er som regel ubehagelig, i nogle tilfælde ledsaget af kvalme, opkastning og angst.

Karakteristisk svimmelhed omfatter svimmelhed forbundet med rotationsfornemmelse (rotatorisk svimmelhed) og svimmelhed i form af fornemmelse af en gyngende bevægelse som på et skib i søgang (nautisk svimmelhed). Hos alle kan der ved kraftig påvirkning, fx hurtig rotation og dans, fremkaldes rotatorisk svimmelhed, men den kan også skyldes sygdomme i det indre øres labyrint og undertiden sygdomme i hørenerven og hjernen. Den hyppigst forekommende form for rotatorisk svimmelhed er godartet positionssvimmelhed, som fremkommer i forbindelse med bestemte bevægelser, som regel når man lægger sig på den ene side. Herved udløses en kraftig rotationsfornemmelse af 20-30 sekunders varighed. De fleste patienter kan helbredes ved en manøvre, hvorunder lægen fører patientens hoved gennem en bevægelse, der medfører, at løse kalkkrystaller (otolitter) omlejres fra det indre øres buegang til otolitsækkene (se øre).

Virus på balancenerven (neuritis vestibularis) er formentlig en virusinfektion i balancenerven. Infektionen medfører flere ugers svimmelhed, som i begyndelsen ofte er meget voldsom og efterhånden klinger af for normalt helt at være forsvundet efter nogle uger. Man kender ikke nogen egentlig behandling af sygdommen, men de fleste patienter får det bedre, hvis de i sygdommens begyndelsesfase behandles med lægemidler mod transportsyge.

Meget voldsomme svimmelhedsanfald forekommer ved Ménières sygdom og ved andre sygdomme, der rammer det indre øre, fx komplikationer til mellemørebetændelse (se mellemøresygdomme).

Ukarakteristisk svimmelhed omfatter mere uspecifikke oplevelser, fx balanceusikkerhed, ørhed, uvirkelighedsfornemmelse, uklart syn og besvimelsesfornemmelse. Ukarakteristisk svimmelhed kan forekomme ved sygdomme i hjernen, fx blodprop og infektion i lillehjernen (epidemisk svimmelhed). Ved blodtryksfald med nedsat blodgennemstrømning i hjernen (ortostatisk hypotension) opleves afmægtighedsfølelse, sortnen for øjnene og i værste fald besvimelse. Ukarakteristisk svimmelhed kan også opleves ved almen svækkelse eller synsforstyrrelser og kan desuden skyldes psykologiske faktorer, fx angst. Ukarakteristisk svimmelhed med balanceforstyrrelser er meget hyppigt forekommende hos ældre, hvorved den daglige livsførelse kan påvirkes, ligesom der er en øget risiko for faldulykker.

Hvis årsagen til svimmelhed ikke er afklaret ved en almindelig lægeundersøgelse, udføres der balanceprøver. Behandlingen består af elimination af evt. udløsende faktorer, mens brug af lægemidler som regel skal undgås, især ved ukarakteristisk svimmelhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig