geriatri

Geriatri, læren om alderdommens sygdomme. Selvom faget først fik sit navn af den amerikanske læge I. Nascher (1863-1944) i 1909, kan geriatriens fødsel tidsfæstes til 1839, da den tyske læge C. Canstatt (1807-50) udgav den første lærebog, som kædede gamle menneskers særlige sygdomsbillede sammen med iagttagelsen af skrumpede organer ved obduktion.

Statistiske oplysninger om alderens relation til dødelighed, aftagende legemsvægt, lungefunktion osv. gjorde, at man i 1800-t. antog, at der var et videnskabeligt grundlag for at sætte lighedstegn mellem alderdom og alderdomssvækkelse. Læger fik derigennem en negativ holdning til mulighederne for behandling af gamle menneskers sygdomme. Denne holdning blev først ændret omkring 2. Verdenskrig samtidig med, at antallet af gamle mennesker blev øget og behandlingsmulighederne forbedret, bl.a. ved at man kunne bedøve og operere også meget gamle mennesker. En række kontrollerede kliniske undersøgelser af effekten af geriatrisk indsats verden over har medvirket til, at det nu er generelt accepteret, at overlevelse og funktionsevne hos visse syge gamle mennesker forbedres, når der ydes en geriatrisk indsats.

I Danmark blev Dansk Selskab for Alderdomsforskning oprettet i 1946 af Torben Geill. Resultaterne af hans og hans elevers behandling af gamle patienter i De Gamles By i København var medvirkende til, at Sundhedsstyrelsen i 1972 godkendte geriatri som et lægeligt speciale inden for intern medicin. I 1991 oprettedes det første professorat i geriatri ved Københavns Universitet. Der er geriatriske afdelinger på de fleste af landets hospitaler.

Gamle menneskers sygdomme har samme årsager som unges, men modstandskraften er nedsat pga. aldersforandringer i organerne og i de reguleringsmekanismer, som opretholder fx væske-salt-balance og temperaturregulering. Sygdom i ét organ belaster andre svækkede organer, så det samlede sygdomsbillede præges af flere organsvigt. Symptomer og tegn er sjældent så karakteristiske som hos unge og medfører en atypisk sygdomspræsentation. I stedet frembyder patienterne træthed, madlede, forvirring og generelt nedsat evne til at tage vare på egne fornødenheder uanset sygdomsårsag.

De fleste syge gamle har et sygdomsforløb, som ikke adskiller sig fra yngre patienters. Ved en indlæggelse drejer det sig om snarest at klarlægge, om patienten befinder sig i den undergruppe af geriatriske patienter, der har en risiko for komplicerende lidelser, dvs. ca. 20 % af alle patienter over 65 år. En geriatrisk udredning kan påvise sygdomme og vurdere sygdomskonsekvenser i form af funktionsbegrænsninger og færdighedstab og sætte dem i relation til omgivelsernes krav som basis for rehabilitering. Dette involverer flere faggruppers tværfaglighed.

Ved rehabilitering er det formålet at optimere uafhængighed i egne omgivelser ved at forbedre funktionsevnen og mindske kravene fra omgivelserne samt at hjælpe den enkelte patient til den bedst mulige tilpasning til en eventuel forskel mellem tidligere og fremtidig funktion. Redskaberne hertil er tilstrækkelig tid, præcis diagnostik, justering af behandling med lægemidler, træning, samordning med primærsektoren under udskrivelse og opfølgning bagefter. Det gøres bedst af et specialuddannet team af læge, sygeplejerske, ergo- og fysioterapeut samt socialrådgiver.

Det samlede geriatriske tilbud må kunne dække differentierede behov: forebyggende helbredsbesøg, hurtig samordnet indsats i hjemmet ved akut sygdom og geriatrisk vurdering ved særlige team fra sygehuset, som sammen med patientens egen læge og hjemmeplejen kan løse et akut opstået problem i hjemmet, på skadestuen eller i andre sygehusafdelinger. For hver patient skønnes, hvor lang tid der er nødvendig, og en plan skræddersys, hvad enten det gælder vedligeholdende behandling i geriatrisk ambulatorium eller daghospital, indlæggelse i korttidsafsnit eller til længerevarende rehabilitering eller visitation til egnet bolig.

Se også aldring.