alternativ medicin

Alternativ medicin, en lang række meget forskellige former for sygdomsbehandlinger og diagnostiske metoder. Begrebet står i modsætning til (er alternativ til) den autoriserede medicin ("skolemedicinen"). En række betegnelser bruges mere eller mindre synonymt med begrebet: folkemedicin, healing, holistisk medicin, integreret medicin, kvaksalveri (juridisk eller nedsættende), naturmedicin, naturhelbredelse, new age medicin.

Alternativ medicin omfatter naturlægemidler (fx urtemediciner, homøopatiske præparater og kosttilskud), berørings- og manipulationsbehandlinger (fx håndspålæggelse, zoneterapi og kinesiologi), apparater og fysiske principper (fx behandlinger med lyd og magnetisme) og anvendelse af ord, billeder, musik m.m. (fx farveterapi, logoterapi, danseterapi). Netop fordi begrebet danner et så broget billede, er det vanskeligt at afgrænse det. Det spænder helt fra okkultisme (fx syvstjernebehandling) til behandlingsformer, der bruges inden for den autoriserede medicin (fx visse lægemidler, akupunktur og manipulationsbehandlinger). Hvilke behandlingsmetoder der betragtes som alternative, varierer meget fra land til land. Homøopati er fx anerkendt på lige fod med skolemedicinen i Indien.

Når alternativ og autoriseret medicin er i et modsætningsforhold, skyldes det ikke i første række — som det er almindeligt antaget — at de konkurrerer med hinanden. Modsætningen beror især på, at de to retninger har hver sin filosofi. Den alternative medicin hviler i det væsentlige på en folkelig sygdoms- og sundhedsopfattelse. Den autoriserede medicin (skolemedicinen), som der undervises i ved universiteterne og lægeskolerne, bygger på en naturvidenskabelig tankegang. Alternativ og autoriseret medicin er udtryk for to tænkemåder, der i sagens natur bliver uforenelige. På samme måde som tro og viden. Troen forsvinder, hvis den forlanger vidnesbyrd. Videnskaben forsvinder, hvis den blot skal tros uden dokumentation. Tro kan derfor ikke føre til påstande om sagsforhold, og videnskab kan ikke udsige noget afgørende om trosforhold.

Fortalere for alternativ medicin mener, at da den naturvidenskabelige begrebsverden er for snæver til at rumme alle tilværelsens sider, må den også i det væsentlige forkastes, når det gælder forståelsen af sundhed og sygdom. Læger er ikke fremmede for, at udøvelse af lægekunst kræver, at lægen bevæger sig uden for lægevidenskabens rammer og også anerkender de dele af virkeligheden, som ikke kan måles og vejes. Lægekunsten er imidlertid forankret i lægevidenskaben.

Dette afføder den væsentlige forskel mellem autoriseret og alternativ medicin, at sygdomsopfattelser og behandlingsprincipper bliver vurderet kritisk og revideret i den autoriserede medicin, men ikke eller sjældent inden for den alternative. Det ligger i den videnskabelige indgang til tingene, at hypoteser skal efterprøves og eventuelt forkastes. Det har kendetegnet og skabt udviklingen af medicinen fra den lægekunst, som fx Hippokrates, Galen og siden hen Paracelsus øvede, at man har stillet sig kritisk over for diagnostiske metoder og behandlingsprincipper og været indstillet på at måtte revidere sygdomsopfattelser. Medicinens historie er fyldt af forkastede og længst glemte teorier, der er blevet luget ud, langsomt eller hurtigt. Man taler om, at den autoriserede medicin er dynamisk.

I modsætning hertil er alternativ medicin uvidenskabelig, fordi den er ukritisk. Den bygger i almindelighed på tanker og idéer, som ikke kritiseres og derfor heller ikke revideres. Som illustration kan nævnes zoneterapi. En af de forklaringer, der gives på virkningen af zoneterapi, er, at sygdom skyldes aflejringer af affaldsstoffer i krystalform i organerne, og at man ved at trykke på de rigtige steder under foden kan sende positive energier op til det syge organ og derved vaske affaldsstofferne væk. Hvis zoneterapi hjælper, og patienten får det bedre eller måske bliver helt rask, synes det, som om teorien er bevist. Men hvis den ikke hjælper, forklares det med, at mængden af affaldsstoffer var for stor, at de har siddet der for længe osv. Metodens idégrundlag kritiseres ikke, hvordan det end går. Alternativ medicin bliver på denne måde selvbekræftende og statisk.

Alternativ medicin er desuden karakteristisk derved, at metoderne inden for diagnostik og behandling ikke hviler på et videnskabeligt grundlag. Det gælder imidlertid også for nogle af den autoriserede medicins behandlingsmetoder. I øvrigt kan det være, at vor viden blot er for mangelfuld — fx viste det sig at være rigtigt, når de kloge koner fortalte, at malkepiger ikke fik kopper (de blev "vaccineret" ved kontakten med kokopper). Det kan imidlertid konstateres, at flertallet af de alternative behandlingsformer ikke lader sig forklare inden for en naturvidenskabelig begrebsverden. Som eksempel kan nævnes homøopati. Homøopatisk medicin tilvirkes af fx planteudtræk, der gennemgår så ekstreme fortyndinger, at der ikke kan være blot et enkelt aktivt molekyle af stoffet tilbage (det svarer til at opløse et gram af medicinen i et rumfang vand større end verdenshavene). Den fornuftsstridige påstand er, at jo mere medicinen fortyndes, des kraftigere virker den. Viser det sig, at en alternativ behandlingsform kan forklares efter naturvidenskabelige principper, har den mulighed for at blive accepteret og efterprøvet af skolemedicinen. Således synes akupunkturbehandling af smertetilstande at kunne forstås ved hjælp af nutidig viden om neurofysiologi. Det betyder dog ikke, at hele den tilknyttede filosofi om yin og yang etc. anerkendes, eller at det accepteres, at akupunktur kan bruges til alle lidelser.

Det er iøjnefaldende, at der i alternativ medicin anvendes upræcise, men suggestive diagnoser og sygdomsbeskrivelser. Det kan måske umiddelbart lyde meningsfuldt at tale om indkapslet sygdom, ubalance, fejlsvingninger, blokerede energibaner, subluksationer (forskydninger) af ryghvirvler, ophobning af affaldsstoffer, rensning af blodet osv., men det er på ingen måde klart, hvad der tales om. Ordet "natur", der indgår i naturmedicin og naturlæge, klinger også for de fleste positivt; det naturlige står i modsætning til det unaturlige, fx autoriserede lægemidler, som ofte er syntetiske og fører til "ophobning af kunstige stoffer". Det er også suggestivt at lede tanken hen på noget, der ligner. Eksempler er behandling af hjernesygdomme med valnødder (en valnød kan ligne hjernens overflade), gulsot med safran og impotens med pulveriseret horn fra næsehornet. Denne måde at tænke på (analogitænkning) er grundlaget for såkaldt irisdiagnostik og øreakupunktur, hvor man tænker sig kroppens organer projiceret til hhv. øjets regnbuehinde og det ydre øre. Sidstnævnte kan godt ligne et menneske, liggende i fosterstilling med hovedet nedad, hvorefter man kan ramme de forskellige organfunktioner med akupunkturnåle. Patienter opfatter det desuden positivt, at mange former for alternativ behandling, fx homøopati, akupunktur og zoneterapi, lanceres som universalmiddel, en panacé. Meget forskelligartede lidelser, både alvorlige og lette, hævdes at være tilgængelige for samme slags behandling.

Historien rummer adskillige maleriske eksempler på svindel inden for sygdomsbehandling, og der har i tidens løb været mange charlataner. Den såkaldte psykiske kirurgi er en af de mere åbenbare former. Ved psykisk kirurgi udtager healeren gennem huden, fx maveskindet, tilsyneladende med de bare hænder en eller flere "svulster", "galdesten" osv. Bagefter tørres huden af, og "indgrebet" har ingen spor efterladt; intet ar. Det er taskenspillerkunst. Mange naturhelbredere anvender "videnskabelige" forklaringer og tekniske apparater i diagnostik og behandling. Der henvises til relativitetsteori, atomfysikkens kvantemekanik og videnskabens paradigmeskift, når virkningsmekanismerne skal begrundes.

Alternativ medicin stammer fra folkemedicinen (kloge koner), fra fjernere kulturers medicinske traditioner, magiske forestillinger (fx signaturlæren) og religiøse bevægelser. Men også læger har i tidens løb bidraget. Lægen Samuel Hahnemann (1755-1843) grundlagde homøopatien i begyndelsen af 1800-t. Andre læger har skabt eller udviklet Bachs blomstermedicin, mesmerismen (Franz Mesmer 1734-1815) og psionisk medicin. Især fra 1970'erne har der i Danmark og den øvrige vestlige verden udviklet sig en blomstrende og broget virksomhed af naturhelbredere, der i mange tilfælde er organiserede i brancheforeninger, varetager undervisning og "autoriserer" udøverne. Behandlingsmetoder og naturmedicin annonceres og anprises i ugepresse og annonceblade, og præparater fabriksproduceres i stort omfang og sælges som kosttilskud og efter lægemiddelloven af 1992 også som naturlægemidler, homøopatiske lægemidler og vitamin- og mineralpræparater. Kravet om deklaration af indholdsstoffer er blevet skærpet, men der stilles fortsat kun beskedne krav om dokumentation af virkning.

Juridisk omfattes alternativ medicin af Lægemiddelloven og af Autorisationsloven. Ifølge Autorisationslovens § 78 er det forbudt, uden at have autorisation som læge, at betegne sig som læge eller handle på anden måde, der giver indtryk af, at man har en sådan autorisation. Det er således ikke lovligt for en læg person at kalde sig fx "naturlæge". Med undtagelse af de områder, som iht. Autorisationsloven er forbeholdt bestemte sundhedspersoner, er det tilladt enhver at tage syge i behandling, men udsætter man den syge for fare, kan man straffes.

Det nærliggende spørgsmål, om alternative behandlingsmetoder er virksomme, kan naturligvis ikke besvares generelt. Ofte ser de ud til at have en virkning, men der kan for en stor del være tale om en placebo-effekt, eller at positive ændringer i sygdommens eget forløb tolkes som en følge af behandlingen, mens negative forklares med, at den endnu ikke har hjulpet. Flertallet af de alternative behandlinger har aldrig været underkastet en kontrolleret klinisk undersøgelse, som netop tager højde for placeboeffekten og forudindtagne opfattelser. De få undersøgelser, der er foretaget af udvalgte alternative behandlingsmetoder, har med enkelte undtagelser ikke dokumenteret nogen reel virkning.

Alternativ medicin bruges især over for kroniske og ikke præcist definerede lidelser. Det gælder fx rygproblemer, hovedpine, ledsygdomme, knogle- og muskelsmerter, søvnløshed, depression og angst. Det har vist sig, at brugere kommer fra alle samfundslag. Patienter, som har en sygdom, for hvilken der ikke kendes en effektiv behandling, og patienter, som føler sig syge, men hos hvem lægerne ikke kan påvise en sygelig tilstand, må — hver på sin måde — føle, at det autoriserede system har givet op. De vil forståeligt vende sig mod alternativ medicin. Men også mange patienter med kendte og ikke håbløse sygdomstilstande vælger alternative behandlingstilbud, oftest som supplement til den lægelige behandling.

Den alternative medicins betydelige gennemslagskraft beror formentlig på, at den appellerer til en folkelig opfattelse af sygdom og sundhed, og at den netop er alternativ til den autoriserede medicin. Hertil kommer, at den ikke har konkurrence på områder, der er uden for den etablerede lægevidenskabs rækkevidde. Når de alternative behandlingstilbud blomstrer frem samtidig med, at lægevidenskaben med held har kunnet afhjælpe mange store sygdomme, er det måske også, fordi forventningerne til den autoriserede medicin skuffes, når alligevel ikke ethvert sygdomsproblem kan løses.