Enuresis, ufrivillig vandladning, som kan forekomme om natten (enuresis nocturna) eller om dagen (enuresis diurna). Sædvanligvis bruges betegnelsen enuresis dog om natlig sengevæden under søvn hos personer uden dagsymptomer. Enuresis og behandlingen heraf er beskrevet gennem de sidste 3500 år. Forslag til årsager og de deraf følgende såvel rituelle som ofte drastiske medicinske behandlinger har været mangfoldige. Ligeledes har psykologisk behandling været udbredt.

Faktaboks

Etymologi
Ordet enuresis er nylatin af forstavelsen en- og græsk ouron 'urin'.

Enuresis opfattes som en tilstand med forsinket udvikling af signalgivning til hjernen om en fyldt blære. Tilstanden er overordentlig hyppig, idet ca. 7 % af børn på syv år lider af enuresis; flere drenge end piger rammes. Til gengæld er den spontane helbredelse stor. 15 % af børn med enuresis vil af sig selv blive tørre i løbet af et år. Den store udbredelse og den store andel af spontan helbredelse understreger, at der ikke er tale om en egentlig sygdom, men snarere om en tilstand forårsaget af udviklingsforsinkelse. Dog er der blivende enuresis hos ca. 1 % af alle voksne.

Årsag

Årsagen til enuresis er ikke fuldt belyst. Imidlertid er der et tydeligt arveligt moment med udtalt familiær ophobning, og i visse enuresisfamilier synes en gendefekt at være til stede. Børn med enuresis har normal blærefunktion. Det har ved søvnundersøgelser vist sig, at søvnen er normal og dermed ikke specielt dyb som tidligere antaget. Store undersøgelser har desuden vist, at børn med enuresis ikke er psykisk afvigende, og at hyppigheden af psykiske sygdomme senere i livet er den samme som i resten af befolkningen. En del børn og voksne med enuresis har derimod en abnormt stor urinproduktion om natten, således at blærens rummeevne overskrides indtil flere gange i løbet af en nat.

Behandlingstilbud

Behandlingstilbuddene varierer meget fra land til land. I de vestlige lande indledes behandling af barnet, når det bliver socialt generet af tilstanden, dvs. i 6-8-årsalderen. Et alarmsystem, der aktiveres ved fugtpåvirkning af en føler, er som regel det første behandlingstilbud. Det foretrækkes, at behandlingen understøttes af en terapeut, fx hjemmesygeplejersken, og at den udstrækkes til mindst ti uger. Virkningen indtræder gradvis og er i de fleste tilfælde blivende. Ved manglende effekt kan den natlige urinproduktion mindskes med et lægemiddel, der ligner vasopressin. Denne behandling kan ofte fjerne symptomerne, men er sjældent helbredende. Lægemidler, der ændrer søvn eller blærefunktion, eller psykologisk behandling er ikke påkrævet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig