leukæmi

Leukæmi er en relativt sjælden kræfttype, som opstår hos ca. 600 patienter pr. år i Danmark. Akut lymfatisk leukæmi er den typiske børneleukæmi, mens kronisk lymfatisk leukæmi især ses hos ældre. Akut og kronisk myeloid leukæmi ses i alle aldersklasser, men hyppigheden stiger med alderen.

Leukæmi kan skyldes ioniserende stråling, således som det er set efter atombombesprængningerne i Japan under 2. Verdenskrig og efter medicinsk strålebehandling. Leukæmi kan desuden opstå efter udsættelse for benzen og visse former for kemoterapi (cytostatika), ligesom leukæmi hyppigt ses hos patienter med Downs syndrom. I de fleste tilfælde kendes årsagen dog ikke.

Det er karakteristisk for leukæmi, at celleudviklingen fra de umodne blodstamceller til modne blodlegemer er bremset, således at der ses en ophobning af umodne og mangel på modne celler i blodet. Denne mangel på modne blodceller forklarer de hyppigste symptomer på leukæmi, som er blodmangel (anæmi) med træthed og kortåndethed pga. mangel på røde blodlegemer (erythrocytter), infektioner pga. mangel på modne hvide blodlegemer (leukocytter) og blødning pga. mangel på blodplader (trombocytter). Andre sygdomstegn kan være hævede lymfeknuder og forstørret milt. Navnlig hos børn optræder desuden ofte smerter, især i benene, og forstørret lever. Sent i forløbet kan leukæmien brede sig til hjernen og nervesystemet og give anledning til kramper og lammelser.

Diagnosen fastslås ved knoglemarvspunktur (se knoglemarv); ved lymfatisk leukæmi påvises mange kræftomdannede lymfocytstamceller, ved myeloid leukæmi mange kræftomdannede granulocytstamceller.

Ubehandlet er den gennemsnitlige levetid fra diagnosetidspunktet få måneder for de akutte leukæmiers vedkommende og 3-4 år ved de kroniske.

Behandlingsstrategien afhænger af, hvilke mål man sigter på. Hvis der er mulighed for helbredelse, gives intensiv behandling. Hvis behandlingsmålet er bedring af patienten, uden at helbredelse er realistisk, anvendes ofte en mildere behandling. Intensiv kemoterapi med anvendelse af flere forskellige cytostatika, evt. kombineret med strålebehandling, gives til patienter med akut lymfatisk leukæmi og til patienter med akut og kronisk myeloid leukæmi. Der gives flere behandlingsserier, ofte gennem flere måneder. Knoglemarvstransplantation er den mest intensive behandlingsform og anvendes i udvalgte tilfælde ved de fleste leukæmityper hos yngre patienter. Mindre intensiv behandling gives ofte i form af mildere tabletbehandling med kemoterapi. Patienterne behandles desuden ofte med blodtransfusion og antibiotika. Behandlingsresultaterne er bedst hos børn, hvor ca. 70 % kan helbredes. Hos voksne under 60-65 år helbredes ca. 30 % af patienter med akut leukæmi.

Kronisk myeloid leukæmi kan helbredes ved knoglemarvstransplantation eller med lægemidlet imatinib (Glivec®). Imatinib er betegnet som det første lægemiddel udviklet på basis af et nøje kendskab til de genetiske forandringer, der kan fremkalde sygdom, og indvarsler herved formentlig en ny frugtbar æra i udviklingen af nye lægemidler. Ved kronisk myeloid leukæmi er der sket en udveksling af genetisk materiale mellem to kromosomer (kromosom nr. 9 og 22), hvorved der er dannet et nyt, abnormt kromosom (Philadelphia-kromosom). Dette medfører, at der dannes et abnormt protein af enzymkarakter (tyrosinkinase), der er ansvarligt for de ændringer i blodet, der er karakteristisk for kronisk myeloid leukæmi. Imatinib hæmmer funktionen af tyrosinkinase. Derved normaliseres de abnorme blodværdier, og hos over ²/₃ af patienterne forsvinder det abnorme Philadelphia-kromosom. Da erfaringsgrundlaget kun er få år, er langtidsresultaterne ikke kendt.

Hos mange patienter, der ikke kan opnå helbredelse, ses ofte en betydelig virkning af behandlingen, evt. således at alle tegn på sygdommen forsvinder, men tilbagefald indtræder på et senere tidspunkt, måske efter flere år. Patienter med kronisk lymfatisk leukæmi kan leve i mange år med deres sygdom uden væsentlige symptomer. Generelt er behandlingsresultaterne bedre, jo yngre patienten er. Se også kræft.

Hos kvæg forekommer en smitsom form for leukæmi, enzootisk leukose, forårsaget af et retrovirus samt to ikke-smitsomme former, hvis årsag er ukendt: ungdyrleukose og hudleukose. Ved alle tre leukoser ses kraftig stigning i blodets indhold af lymfocytter. I et senere stadium opstår kraftig hævelse af lymfeknuder og lymfoidt væv i organerne. Den enzootiske leukose er udryddet i Danmark, mens ungdyrleukose og hudleukose optræder med lav hyppighed.