Bindevæv, omfatter strukturelt og funktionelt så forskellige væv som ledbånd, sener, læderhud og underhud samt de såkaldte løse bindevæv, der forkommer vidt udbredt i organismen, bortset fra centralnervesystemet. De løse bindevæv findes bl.a. som bestanddele af alle de slimhinder, der beklæder organismens indre overflader, som hinder omkring musklerne samt i organerne, hvor de danner disses stroma, der tjener til at føre kar og nerver til og fra organernes celler og til styrkelse af deres mekaniske sammenhæng.

Nært beslægtet med bindevævene er støttevævene, knoglevæv og brusk, som også indeholder store mængder bindevævsfibre, men har en anden sammensætning.

Bindevæv er kendetegnet ved at indeholde celler af typen fibroblaster, som danner en ekstracellulær matrix, dvs. en sammenhængende struktur uden for cellerne, sammensat af stærkt vandbindende (hydrerede), makromolekylære stoffer, glukosaminoglukaner, fx hyaluronsyre og chondroitinsulfater. Disse danner en gel, den såkaldte amorfe grundsubstans, hvori er indlejret bindevævsfibre, som er opbygget af kollagen eller elastin og giver bindevævene mekaniske styrkeegenskaber. I denne matrix løber blod- og lymfekar samt nerver.

Navnlig de løse bindevæv indeholder derudover en række andre celletyper, bl.a. fedtceller, mastceller, makrofager og plasmaceller samt visse af de hvide blodlegemer, navnlig lymfocytter, der er på transit gennem bindevævet som led i organismens immunologiske overvågning.

Den ekstracellulære matrix udgør langt størstedelen af bindevævs volumen, og de forskellige typer af bindevæv kendetegnes primært ved mængdeforholdet mellem amorf grundsubstans og fibre samt ved fibrenes art og grad af ordnet, rumlig orientering. De tætte bindevæv har et stort indhold af fibre, der kan være ordnet i et regelmæssigt parallelt mønster, der giver stor trækstyrke i én retning, som fx i musklernes sener og i ledbånd, eller kan danne et netværk med trækstyrke i alle retninger, som det fx ses i læderhud. De løse bindevæv indeholder relativt mere amorf grundsubstans og er i reglen rige på andre celler og på små blodkar. I mange organer og væv sker stofudvekslingen mellem blodet og de specifikke celler via det løse bindevæv. Hvor fedtceller optræder talrigt og tætliggende, kaldes vævet fedtvæv; dette findes vidt udbredt i organismen, bl.a. i underhuden.

De løse bindevæv er det primære sæde for den vævsreaktion, der kaldes betændelse (inflammation), og som udløses af en række skadelige påvirkninger, fx bakterielle betændelser, forbrændinger, ætsninger og mekaniske beskadigelser samt ved allergi. Bindevævets makrofager spiller en stor rolle i organismens immunforsvar. Mastcellerne i bindevævet spiller en særlig rolle i forbindelse med betændelsesreaktionen ved at frigøre histamin, som øger blodgennemstrømningen i vævet og gør karvæggene gennemtrængelige for hvide blodlegemer, der invaderer bindevævet og deltager i bekæmpelsen af bakterier og nedbrydning af beskadigede celler og vævsmateriale. Plasmaceller producerer antistoffer og findes særlig talrigt i bindevæv, som hyppigt kommer i kontakt med antigener, fx i mave-tarm-kanalen.

Bindevæv spiller en central rolle i forbindelse med heling af sår og andre vævsbeskadigelser, hvor stimulation af fibroblasterne til syntese af især kollagen er afgørende for genvinding af vævets mekaniske styrke. Undertiden kan denne stimulation være uhensigtsmæssigt stærk og vedholdende, hvorved der opstår for meget kollagen i vævet, en såkaldt fibrose.

Bindevæv afgrænses skarpt fra epithelvæv (det ydre væv) af en basalmembran, og disse to vævstyper påvirker hinandens differentiering og funktion såvel under fosterudviklingen som senere. Ved udvikling af kræft kan ses forstyrrelser af dette samspil, bl.a. ved at epithelet vokser ind i bindevævet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig