Apoptose, programmeret celledød. Levende celler er udstyret med et selvmordsprogram, som kan aktiveres enten direkte, ved at cellen påvirkes af bestemte signalmolekyler, eller indirekte, ved at cellen ikke modtager signaler, som undertrykker aktiveringen af programmet. Udfald af sådanne signaler er udtryk for, at cellen ikke længere behøves, hvorefter den eliminerer sig selv.

Direkte aktivering kan fx udløses af Tc-lymfocytter (særlige hvide blodlegemer kaldet dræberlymfocytter, se blod), som på deres overflade bærer et membranprotein, der binder sig til receptorer på målcellen, hvorved selvmordsprogrammet udløses. Målcellen kan udpege sig selv til elimination, ved at den på sin overflade bærer et fremmed protein bundet til MHC-1-komplekset, fx som følge af, at cellen er virusinficeret (se immunologi (immunsystemet)). Direkte aktivering kan også opstå i cellen selv, hvis den er beskadiget, således at cytochrom c (se cytochromer) lækker ud fra cellens mitokondrier.

Celler producerer og vedligeholder en pulje af forstadier til en gruppe af apoptoseenzymer, caspaser, som aktiveres ved proteolytisk spaltning af enzymforstadierne og herefter nedbryder cellen indefra. Denne spaltning fremmes af caspaserne selv således, at når aktiveringen af caspaser har overskredet en vis (lav) tærskelværdi, fortsætter den som en selvforstærkende kaskadereaktion, der ikke kan standses. Caspaserne nedbryder en lang række af cellens proteiner; tidligt bl.a. det indre, stabiliserende netværk kaldet cytoskelettet samt nogle proteiner, som blokerer visse DNAser, der derved aktiveres og nedbryder cellens arvemateriale, DNA.

Cellen skrumper stærkt ind, og samtidig ændres dens overflade, således at makrofager, særlige hvide blodlegemer, stimuleres til at optage (fagocytere) cellen, der herved nedbrydes fuldstændig. Den apoptotiske nedbrydning forløber, uden at der går hul på cellen, i modsætning til nekrose, hvor cellebestanddele udtømmes i omgivelserne og udløser en betændelsesreaktion.

Indirekte aktivering af apoptose spiller en central rolle i afstemningen af antallet af celler i indbyrdes afhængige, men forskellige cellepopulationer, bl.a. under fosterudviklingen. Den ene population udskiller apoptosehæmmende signalmolekyler, som den anden population konkurrerer om; de, der binder for få signalmolekyler, bliver elimineret ved apoptose.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig