Mineraler, i ernæringsmæssig sammenhæng de grundstoffer bortset fra kulstof, brint, ilt og kvælstof, der indgår i levende organismer. Mange af de naturligt forekommende grundstoffer findes i levende væsener, men en biologisk funktion er ikke kendt for dem alle. Behovet for de enkelte varierer betydeligt, idet mennesker med føden daglig skal have tilført 100-3000 mg af fx natrium, kalium, calcium og magnesium. Disse stoffer betegnes makromineraler. Mikromineraler (sporstoffer) skal normalt tilføres i mængder under 50 mg. Sporstofferne inkluderer mineralerne jern, zink, kobber, selen og jod.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet mineral kommer af middellatin minerale, neutrum af mineralis, af minera 'grube, mineral', beslægtet med dansk mine.
Størstedelen af de nævnte mineraler er livsvigtige, og en tilstrækkelig tilførsel med føden er betingelsen for et optimalt helbred. Mineralerne regulerer cellernes biokemiske funktioner og stabiliserer cellemembraner og skelet. Mange mineraler har desuden en generel betydning for sundhed i kraft af deres virkning på vækst og immunforsvar og i balancen mellem frie radikaler og antioxidanter.
Calcium er fx nødvendigt for knoglernes mineralisering og for musklernes funktion; mangel kan føre til knogleskørhed og muskelsvaghed. Mangel på jern fører til blodmangel (anæmi), mens jodmangel kan fremkalde skjoldbruskkirtelsygdomme.
Der eksisterer en fin vekselvirkning mellem mineralerne i kroppen, og indtagelse af for små eller store mængder af et enkelt mineral kan forstyrre andre mineralers optagelse. Således kan større mængder calcium i maden eller som kosttilskud nedsætte optagelsen af jern, ligesom for stor indtagelse af zink kan nedsætte optagelsen af kobber. Se også ernæring.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.