Morfin og andre opiater
Kemisk struktur af morfin, kodein og thebaine som findes i opium, samt heroin der er et "prodrug" af morfin.
Morfin og andre opiater
Licens: CC BY SA 3.0

Morfin er et naturligt forekommende stof (alkaloid) og et smertestillende lægemiddel. Morfin findes i opium, som er den udtørrede saft fra opiumvalmuen. Morfin er vanedannende og har en sløvende virkning. Der er udviklet en række andre stoffer af morfin, fx heroin.

Faktaboks

Etymologi
Ordet morfin kommer af fransk morphine, af Morfeus 'søvnens og drømmenes gud' og -in.

Morfin – indholdsstof i opium

Størknet saft klar til indsamling.

.

Opiumsaft har været anvendt i mere end 4000 år som smertestillende medicin og som euforiserende stof, men stoffet morfin blev først isoleret i 1805, som den mest aktive komponent i opium. Morfin har lige siden været anvendt som en af de mest effektive smertestillende lægemidler, men også som rusmiddel og misbrugsstof. Morfin har en række bivirkninger, og især er langvarig brug af morfin problematisk, da morfin er stærkt vanedannende og afhængighedsskabende.

Udover morfin, indeholder opium også opiaterne kodein og thebaine, hvis kemiske strukturer er nært beslægtede med morfin. Kodein og thebaine er mindre aktive end morfin. Kodein er indholdsstof i håndkøbsmedicinen Kodimagnyl® sammen med acetylsalicylsyre.

Opoide receptorer

Morfin virker på de opioide receptorer, som findes i hjernen, rygmarven og tarmen. De opioide receptorer er såkaldte G-protein-koblede receptorer, som sidder i cellemembranen af f.eks. hjerneceller. Morfin er en såkaldt agonist til opoide receptorer, hvilket vil sige, at den aktiverer receptoren. Når receptoren er aktiveret, vil den aktivere signalsystemer inde i cellen ("2nd"-messenger systemer), som påvirker cellens opførsel. Receptorerne blev opdaget i starten af 1970'erne. Der findes tre slags receptorer:

  • my-opiode receptorer, forkortet MOR
  • delta-opiode receptorer, forkortet DOR
  • kappa-opiode receptorer, forkortet KOR

Det menes, at MOR primært står for den smertestillende og afhængighedsskabende effekter af morfin, mens DOR er forbundet med angstdæmpende og antidepressive effekter.

De opoide receptorer genkender normalt en gruppe af peptider, som kroppen kan frigive, og som også er kendt som endorfiner, som bl.a. inkluderer signalstofferne β-endorphin, enkephaliner og dynorphiner. Det opoide system af receptorer og endorfiner kan reducere kroppens opfattelse af smerte, angst og stress. Systemet er også involveret i regulering af humør og hjernens belønningssystem.

Opioider og opiat derivater

Opiatderivater
Forskellige opiatderivater, hvis kemiske struktur er beslægtet med morfin og andre indholdsstoffer i opium (vist i rød), men som er kemisk modificerede for at ændre virkningen af stofferne i kroppen.
Opiatderivater
Licens: CC BY SA 3.0

Morfin tilhører lægemiddelgruppen opioider, der alle binder sig til de opoide receptorer. Der findes desuden en række stoffer, der udviklet fra morfin selv (opiat derivater). Et eksempel er heroin som blev opfundet i 1874 ved en kemisk proces kaldet "eddikesylering" (acetylering) af morfin, hvilket gav et meget potent stof. Heroin er et såkaldt prodrug, som i sig selv en ringe effekt på de opoide receptorer. Virkningen skyldes, at det er mere fedtopløseligt og optages hurtigere i hjernen, hvor eddikesyregrupperne fraspaltes, og der dannes morfin lokalt, hvilket giver en meget hurtigere og kraftigere virkning end morfin.

Opiat derivater

Andre opiat derivater, som har samme grundstruktur som morfin, er nalorphine, som tidligere blev anvendt som et modstof (antidot) ved heroin- eller morfinforgiftning, men som i dag er afløst af naloxone og naltrexone. Buprenorphine bliver, som morfin, anvendt smertestillende, men også til behandling af afhængighed. Diprenorphine bliver anvendt i dyr til at ophæve bedøvelse.

Fulde og partielle agonister

Agonist/antagonist
Illustration af hvordan forskellige opioider kan påvirke receptoren forskelligt. Der er således forskel på hvor meget stofferne kan aktivere (fuld/partiel agonist), blokere (antagonist) eller deaktivere (invers agonist) i høje stofkoncentrationer.
Agonist/antagonist
Licens: CC BY SA 3.0

Selvom opiaterne er beslægtede i deres kemiske struktur, har de forskellige virkninger på de opiode receptorer. Morfin og oxycodon kaldes "fulde agonister", som er stoffer, der aktiverer receptoren maksimalt i høje koncentrationer. "Partielle agonister" kan derimod kun aktivere receptoren delvist, selv i meget høje koncentrationer, et eksempel er buprenorphin. At receptoren kun aktiveres delvist gør buprenorphin mere sikkert at anvende end morfin, da det er mindre toksisk. Buprenorphin bliver anvendt i nedtrapning fra opioidafhængighed, men stoffet er dog stadig afhængighedsskabende i sig selv.

Antagonister

Stofferne naltrexone og naloxone blokerer receptoren (antagonister) fremfor at aktivere. Faktisk har receptoren en baggrundsaktivitet, som også bliver blokeret af stofferne, og de kaldes derfor inverse agonister. Naltrindol er et eksempel på et stof, der er en neutral antagonist, der blokerer aktivering af receptoren uden at sænke baggrundsaktiviteten.

Syntetiske opioider

opioider
Syntetiske opioider, som ikke er fremstillet fra morfin eller andre opiater.

Udover opiaterne findes en række syntetiske opioider, som aktiverer de opioide receptorer, men som ikke har en kemisk struktur, der minder om morfin. De meste kendte er fentanyl, meperidin og tramadol, som er fulde agonister ligesom morfin, og som er meget potent og effektivt smertestillende. De er dog også meget afhængighedsskabende og har medført den såkaldte opioidkrise i USA og andre lande, hvor både illegal fremstilling og udskrivning på recept har ført til en dramatisk stigning i dødsfald fra overdoser med disse stoffer, som langt overgår overdoser fra misbrug af morfin og heroin.

Andre kendte opioider er methadon, der anvendes i misbrugsbehandling, og loperamid, som kan købes i håndkøbsmedicin, og som virker målrettet på de opioide receptorer i tarmen og dermed stopper diarré. Loperamid virker ikke i hjernen, da hjernen kan transportere stoffet ud, før det har en effekt.

Fremstilling af morfin

Morfin har en kompleks kemisk struktur, der gør det vanskeligt at fremstille stoffet syntestisk, og morfin fås derfor primært ved udtræk fra opiumsvalmuer. De korteste kemiske synteser indeholder ni trin, hvilket giver et meget lavt udbytte ift. processen. Bedre synteseprocesser indeholder typisk flere trin, og metoderne er derfor ikke rentable til industriel produktion.

Anvendelse af morfin

Morfin anvendes ved behandlingen af stærke smerter, særlig indvoldssmerter. Stoffet har ingen lokalbedøvende egenskaber. Morfin kan gives som tabletter, stikpiller eller injektion, både i underhuden, i musklerne eller, ved meget stærke smerter, direkte i blodårerne (intravenøst). Ved kræftsygdomme i slutstadiet kan morfin gives i drop eller som epidural smertebehandling. Morfin kan også optages gennem huden fra et plaster.

Morfindoser

Almindelig dosis til personer, som ikke har været behandlet med morfin tidligere, er 10-20 mg, og denne dosis kan gentages 3-4 gange dagligt. Ved fortsat anvendelse ses, ligesom for alle andre opioider, udtalt fysisk tilvænning, idet der skal anvendes større og større doser for at fremkalde samme smertestillende virkning. Den dødelige dosis er 200-400 mg for personer, der ikke er tilvænnet stoffet, mens personer, der er i langvarig morfinbehandling, og stofmisbrugere, ofte tåle over 2000 mg dagligt.

Påvirkninger i kroppen af morfinindtag

Mindre morfindoser, som anvendes som almindelig smertebehandling, påvirker kun i ringe grad psyken, mens større doser nedsætter koncentrationsevnen. Foruden den smertestillende virkning påvirker morfin mange andre organsystemer. Åndedrættet svækkes, hvilket hos personer med lungesygdomme er en alvorlig bivirkning. Hosterefleksen ophæves, og morfin er derfor et effektivt hostedæmpende middel. Morfin fremkalder ofte kvalme og opkastninger, og der forekommer næsten altid udtalt forstoppelse, hvorfor morfinbehandling oftest må suppleres med afføringsmidler. Morfin fremkalder endvidere udtalt pupilforsnævring, og ofte ses også let hudrødme og kløe.

Afhængighed af morfin

Ved et pludseligt ophør med tilførsel af morfin optræder der abstinenssymptomer, som straks svinder ved fornyet morfinindgivelse. Morfin og andre opioider fremkalder ofte en udtalt psykisk afhængighed, dvs. et uimodståeligt krav om fortsat tilførsel. I modsætning hertil ses psykisk afhængighed meget sjældent hos smertepatienter, der har et reelt behov for morfin, og morfin anvendes derfor ikke alene til stærke smerter ved kræftsygdom, men også i behandlingen af kroniske smerter. På grund af risikoen for misbrug er morfin underlagt strenge receptbestemmelser.

Morfinforgiftning

Symptomerne ved morfinforgiftning er tiltagende svækkelse af bevidstheden, muskelslaphed, meget små pupiller og udsættende vejrtrækning. Behandlingen er hurtig indgivelse af modgiften naloxon, der fortrænger morfin fra dens binding i hjernen og derved ophæver dens virkninger.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig