reflekser

Reflekser, uvilkårlige fysiologiske reaktioner på en sansepåvirkning. Reaktionerne kan være bevægelser eller kirtelproduktion af sekreter og hormoner. Således kan pupillens kontraktion (pupilrefleksen) fremkaldes af stærkt lys på nethinden, hosterefleksen af irritation af luftrørsslimhinden, og muskelkontraktionsreflekserne af en påvirkning af musklernes strækfølsomme sanseorganer, muskeltenene, som det fx ses ved knærefleksen (patellarrefleksen); her kontraheres musklen på lårets forside straks efter en strækning af muskeltenene, fremkaldt af et let slag på senen under knæskallen.

Mens betingede reflekser er indlærte (se betingning), er de ubetingede reflekser medfødte og ofte rede ved fødslen, fx sutte- og synkereflekserne. Andre ubetingede reflekser fremkommer først senere under individets udvikling, og nogle, herunder sutterefleksen, forsvinder. Alle ubetingede reflekser indgår uden bevidsthedens medvirken i en række automatiske funktioner af betydning for individets beskyttelse, bevægelser, ernæring og forplantning; i mange tilfælde kan de dog undertrykkes vilkårligt, det gælder bl.a. nyserefleksen samt endetarms- og blæretømningsreflekserne, ligesom fakirer kan undertrykke den reflektoriske reaktion på smerter.

Refleksernes anatomiske grundlag er refleksbuen, nerveforbindelsen mellem refleksstimulationen og refleksreaktionen. I sin enkleste form består refleksbuen blot af to nerver, den indadførende (afferente) og den udadførende (efferente) nerve, med kontakt (synapse) i rygmarven eller i hjernestammen; denne monosynaptiske refleksbue har ultrakort reflekstid (dvs. tiden fra stimulation til reaktion) og tjener især bevægelser, som lynhurtigt kan afværge en truende vævsødelæggelse (afværgereflekser), fx blinkrefleksen. Monosynaptiske reflekser er vidt udbredt i dyreriget, også hos primitive dyr, som fx i søanemonens tentakler.

I polysynaptiske reflekser indgår flere, ofte talrige nerveceller og dermed mange synapser indskudt mellem den afferente og den efferente nerve. Disse mere komplicerede refleksbuer sikrer information og evt. aktivering af andre områder af nervesystemet, fx med henblik på et koordineret samspil mellem musklerne, således at en afværgende bevægelse næsten samtidig understøttes af andre ekstremitets- og kropsmuskler, så balancen bevares.

Et koordineret bevægelsesmønster er tillige afhængigt af en overordnet styring og kontrol fra storhjernen og lillehjernen via informationer fra følesansen, synet og ligevægtsorganerne (labyrinterne i det indre øre). Hvis denne overordnede kontrol bortfalder, fx ved en beskadigelse af rygmarven, fortsætter den nedenfor liggende refleksaktivitet uhæmmet med spasticitet til følge.

Autonome reflekser varetager en række automatiske funktioner i det sympatiske og det parasympatiske nervesystem (se nervesystem). Fx reguleres åndedrættet af reflekser med et i hjernestammen beliggende respirationscentrum, der orienteres om blodets ilt- og kuldioxidindhold og øger vejrtrækningen, hvis ilttrykket falder eller kuldioxidtrykket stiger. Nedsat følsomhed i respirationscentret pga. medicinforgiftning eller forhøjet hjernetryk kan nedsætte respirationscentrets følsomhed og dermed svække åndedrættet. Se også refleksundersøgelse.