Syfilis. Antallet af registrerede syfilistilfælde i Danmark har været faldende siden 1919, men med store udsving. Epidemien 1940-51 opstod under den tyske besættelse, formentlig ved smitte fra udenlandske soldater og øget promiskuitet. De registrerede tilfælde omfattede kun danske patienter og ikke tyske soldater, hvorfor forholdet mellem antallet af mandlige og kvindelige syfilistilfælde i denne periode var større end angivet på kurven. Epidemien 1959-88 med et stigende antal mandlige tilfælde forklares ved den seksuelle frigørelse og mange tilfælde blandt homoseksuelle mænd; som det ses, registreredes ca. 7 gange flere mænd end kvinder med sygdommen i 1980. De faldende tal siden midten af 1980'erne forklares især ved mindsket risikoadfærd som led i forebyggelsen af aids.

.

Syfilis. Foto af bakterien Treponema pallidum frembragt ved scanning-elektronmikroskopi. Spirokæternes farve (her orange) er teknisk frembragt ved undersøgelsen og repræsenterer ikke deres virkelige farve. De grøntfarvede strukturer er dele af en celle fra en testikel; infektionen er sket ved samleje fire timer tidligere.

.

Syfilis, lues, infektion fremkaldt af bakterien Treponema pallidum, der især overføres ved samleje (se kønssygdomme). Ca. tre uger efter smitten fremkommer et rundt, hårdt, oftest uømt sår (chanker), hvor bakterien er trængt ind. Chankeren fremkommer på penis eller ved endetarmen hos mænd og hos kvinder især på kønslæberne (første stadium). Ca. otte uger efter smitten er infektionen generaliseret pga. spredning af bakterierne med blodet (andet stadium). I dette stadium kan der forbigående fremkomme et blegrødt, småplettet, ikke-kløende udslæt (roseola), senere kan der fremkomme brunrøde pletter (papuløst syfilid) på huden og svampede, vorteagtige dannelser (condylomata lata) i skridtet. Almen sløjhed, hævede lymfeknuder og let temperaturforhøjelse forekommer ofte. Symptomerne kan være så svage, at de ikke erkendes som sygdom. Selv uden behandling aftager forandringerne i løbet af uger til måneder, hvorefter infektionen er uden synlige tegn (latent syfilis). Ca. 1/3 af ubehandlede patienter vil 5-20 år efter smitten udvikle syfilis i tredje stadium, der bl.a. kan vise sig som kronisk betændelse med påfølgende udvidelse af hovedpulsåren nær hjertet (aortaaneurisme) og i centralnervesystemet (neurosyfilis).

Faktaboks

Etymologi
Ordet syfilis kommer af titlen på et ital. digt fra 1530 Syphilidis sive Morbi Gallici libri tres 'tre bøger om syfilis eller den franske syge', hvori hovedpersonen Syphilus lider af denne dengang nye sygdom.

Diagnosen baseres på sygdomstegnene og sikres ved påvisning af antistoffer i en blodprøve. Treponema pallidum, der er en spiralsnoet bakterie (spirokæte), kan desuden påvises ved mørkefeltmikroskopi af vævssekret fra fugtige hud- eller slimhindeforandringer i første og andet stadium, hvorunder patienten er smittefarlig. Antistoffer i blodet kan påvises fra tidligt i første stadium ved en række metoder. Wassermanns reaktion (WR) og bl.a. ART (automated reagin-test) kan anvendes ved screening for sygdommen, men må suppleres med mere specifikke (anti-treponemale) prøver for at fastslå diagnosen. Antistoffer mod spirokæten påvist ved WR kan svinde efter behandling, mens de anti-treponemale prøver kan forblive positive (serologisk ar).

Infektionen behandles med penicillin-injektioner i en serie, hvis varighed afhænger af sygdomsstadiet. Ved penicillinoverfølsomhed anvendes andre antibiotika. 6-12 timer efter påbegyndt behandling kan ses en forbigående temperaturstigning (Herxheimer-reaktion efter den tyske hudlæge Karl Herxheimer, 1861-1944). Opsporing af smittekilden og smittede partnere er væsentlig for at bryde smittekæden.

Gravide med syfilis vil kunne smitte fostret, hvilket kan medføre abort eller fødsel af et barn med alvorlige symptomer (kongenit syfilis); senere optrædende symptomer i barndommen kan forekomme. Smitte kan også ske ved blodtransfusion.

Antallet af registrerede syfilistilfælde i Danmark viste et markant fald fra midten af 1980'erne, formentlig pga. en formindsket risikoadfærd som led i forebyggelsen af aids. Siden 2004 er der årligt konstateret over 100 tilfælde.

Treponema pallidums DNA-struktur (genom) blev kortlagt i 1998, hvilket vil forbedre mulighederne for udvikling af en vaccine mod sygdommen.

Historie

Syfilis. Træsnit, udført af Albrecht Dürer i 1496 med en af de tidligste fremstillinger af det plettede udslæt i sygdommens andet stadium. Båndet med Dyrekredsens tolv stjernetegn og årstallet 1484 refererer til samtidens opfattelse af himmellegemernes indflydelse på sygdommens opståen, som blev tilskrevet en skæbnesvanger konjunktion mellem Jupiter og Saturn i det år.

.

Syfilis spredte sig som en epidemi i Europa i 1400-t.s sidste årti. Sygdommen blev formentlig hjembragt i 1493 af Christoffer Columbus' søfolk fra Amerika, hvor den var udbredt blandt indianerne. En anden hypotese forklarer epidemien ved en ændring af allerede udbredte spirokæter til mere virksomme (virulente) bakterier. Sygdommen var dengang ofte dødelig i andet stadium. Den italienske læge Girolamo Fracastoro (1483-1552) skildrede i 1530 i et digt symptomerne hos hyrden Syphilus, der dermed lagde navn til sygdommen. Pestilentia Scorti (skøgepest), også benævnt den galliske syge og pokker, bredte sig hurtigt pga. store befolkningsbevægelser og udbredt promiskuitet i alle samfundslag, bl.a. i renæssancens badstuer (se bad).

Behandling med udtræk af den indianske træsort guajak (pockenholz) og især kviksølv indsmurt på huden anvendtes i århundreder, formentlig uden at påvirke sygdomsforløbet, men med alvorlige bivirkninger. Den tyske zoolog Fritz Schaudinn (1871-1906) og den tyske hudlæge Erich Hoffmann (1868-1959) påviste i 1905 den sygdomsfremkaldende bakterie, som da blev benævnt Spirochaeta pallida.

Forbedret behandling med arsenforbindelsen Salvarsan indførtes ca. 1910 af Paul Ehrlich. I 1918 indførte nobelprismodtageren J. Wagner-Jauregg feberbehandling af syfilis i nervesystemet ved kunstigt at påføre en infektion med en mindre farlig malariaform. Med penicillinets opdagelse i 1940'erne fremkom et effektivt behandlingsmiddel. Sygdommens karakter og smittemåde har givet stof til mange romaner og skuespil, bl.a. Henrik Ibsens skæbnedrama Gengangere (1881), og den kom til at præge flere kunstnerpersonligheder, bl.a. P.S. Krøyer og Karen Blixen.

Læs også om syfilis i nervesystemet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig