Svineinfluenza, Shanghai 2009
Under svineinfluenza-pandemien i 2009, blev alle passagerer, der ankom til Pudong-lufthavnen i Shanghai, testet af et lægehold.

Svineinfluenza er en særlig form for influenza med typen A H1N1. Svineinfluenza er en kombination af almindelig influenza, fugleinfluenza, nordamerikansk svineinfluenza og en asiatisk/europæisk svineinfluenza påvist i april 2009 i Mexico.

Faktaboks

Også kendt som

influenza A

I løbet af 2009 udviklede svineinfluenzaen sig til en global pandemi, der kostede mange menneskeliv på verdensplan. Dødstallet estimeres til mindst 284.000, måske dobbelt så højt. I Danmark døde 32 mennesker.

De virushæmmende lægemidler, fx oseltamivir (Tamiflu ®), der har virkning på almindelig influenza, kan også benyttes til behandling af svineinfluenza. En effektiv vaccine mod svineinfluenza blev tilgængelig i efteråret 2009, og risikogrupper tilbydes vaccination. På verdensplan blev flere end 65 mio. mennesker vaccineret under pandemien.

World Health Organization (WHO), der har ansvaret for koordinering af global epidemikontrol og varsling af en global epidemi, opgraderede ultimo april 2009 pandemifasen fra 4 til 5 af 6 mulige og 11. juni igen til fase 6, dvs. en fuldt udviklet pandemi. I august 2010 erklærede WHO pandemien for overstået.

Alvorlige udbrud af Influenza H1N1 med mange dødsfald er siden set i bl.a. Indien.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig