Skoldkopper. Typiske skoldkopper hos en 14-årig pige.

.

Skoldkopper, variceller, smitsom børnesygdom forårsaget af varicella-zoster-virus (VZV), der er et herpesvirus. Infektionen rammer de fleste i småbørnsalderen. Efter en inkubationstid på ca. 14 dage fremkommer der et småplettet udslæt, især i ansigtet og på kroppen. Det udvikler sig hurtigt til små, væskefyldte blærer; samtidig kan der være feber og sygdomsfølelse. Især blæredannelse i munden kan være smertefuldt. Udslættet efterlader ikke ar, men kan blive sæde for bakteriel infektion, fx børnesår. I sjældne tilfælde kan sygdommen kompliceres med lunge- eller hjernebetændelse.

Faktaboks

Etymologi
Ordet skoldkopper kommer af verb. skolde, sigtende til den røde farve, og kopper.

Efter at sygdommen er helt forsvundet, forbliver virus hvilende (latent) i knudeformede ansamlinger af nerveceller (ganglier) tæt ved hjernen og rygmarven. Senere i livet kan virus atter aktiveres, hvilket medfører helvedesild. Smitte fra helvedesild kan i særlige tilfælde medføre skoldkopper, mens det omvendte ikke er tilfældet.

Sygdommen kan behandles med flere former for antivirale lægemidler, men en sådan behandling er i reglen kun nødvendig hos voksne, hvis sygdom kan forløbe voldsommere. Der er udviklet en vaccine, som anvendes i visse tilfælde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig