Rektoskopi, kikkertundersøgelse af endetarmen og nederste del af tyktarmen udført med et rektoskop, der er et 2 cm tykt og 25-30 cm langt, stift rør med en lyskilde og en ballon til luftindblæsning.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet rektoskopi kommer af latin rectum 'endetarm' og -skopi.
Undersøgelsen, der ofte kan udføres uden udrensning af tarmen og uden bedøvelse, anvendes til diagnose og behandlingskontrol af kræft- og betændelsessygdomme. Der kan udtages vævsprøver (biopsi), fjernes polypper og fremmedlegemer, og blødning i tarmen kan standses. Operationsrektoskoper med en diameter på 5 cm kan anvendes til mindre operationer. Endetarmskanalen undersøges med et kortere instrument (anoskop). Rektoskopi bør ledsages af undersøgelse med en finger i tarmen (rektaleksploration, se eksploration).
Se også kikkertundersøgelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.