Faktaboks

Halfdan Mahler

Halfdan Theodor Mahler

Født
21. april 1923, Vivild
Død
14. december 2016, Genève, Schweiz
Halfdan Mahler

Halfdan Mahler på sit kontor i WHO's hovedkvarter i Genève, Schweiz. Foto fra 1980.

Halfdan Mahler
Af /@WHO.

Halfdan Mahler var en dansk læge, der arbejdede internationalt, bl.a. som generaldirektør for WHO, verdenssundhedsorganisationen under FN, i 15 år fra 1973-1988. Han stod bag WHO’s plan om ”Sundhed for alle år 2000” fra 1977, og han fik betydning for folkesundheden verden over. Det skete via programmer til at styrke den primære sundhedstjeneste, nedbringe ulighed i sundhed, bekæmpe infektionssygdomme og styrke familieplanlægning og amning.

Halfdan Mahlers karriere

Halfdan Mahler blev født i landsbyen Vivild ved den østjyske stationsby Hadsten. Hans far var præst og hans mor lærer. Han blev student fra Randers Statsskole i 1941. I 1948 blev han cand.med. fra Københavns Universitet og arbejdede som læge i to år.

Mahlers internationale karriere startede i 1950, da han blev leder af Røde Kors’ tuberkuloseprogram i Ecuador. I perioden 1951-1955 og igen 1956-1961 var han lægechef for Indiens nationale tuberkuloseprogrammer, og i mellemperioden i 1956 tog han dansk embedslægeeksamen.

I 1961 blev Mahler kaldt til WHO’s internationale hovedkvarter i Genève, hvor han blev cheflæge for tuberkuloseafdelingen. Efter et par år som direktør for systemanalyseafdelingen blev han i 1970 assisterende generaldirektør for WHO, og tre år efter blev han på WHO’s generalforsamlingen valgt til generaldirektør. Generaldirektøren vælges for fem år ad gangen, og Mahler formåede at blive genvalgt til posten to gange i kraft at sin visionære tankegang og personlige gennemslagskraft.

Fra 1988 til 1995 var Mahler generalsekretær for verdens største organisation for familieplanlægning, International Planned Parenthood Federation.

Tuberkulose

Halfdan Mahler arbejdede både praktisk i Ecuador og Indien og dernæst i WHO med bekæmpelse af tuberkulose. Samtidig publicerede han en lang række videnskabelige tidsskriftartikler om tuberkulose, systemanalyse og matematiske modeller inden for sundhedsvæsenet. Hans mantra, ved bekæmpelse af tuberkulose, var, at programmerne i de lande, man dengang benævnte u-lande, i dag tredjeverdenslande eller ”det globale syd”, skulle være landsdækkende, billige og simple.

Halfdan Mahler i Thailand
Halfdan Mahler mødes med børn i nordøstthailand i forbindelse med et WHO-møde om den primære sundhedstjeneste i landet. Foto fra ca. 1984.
Halfdan Mahler i Thailand
Af /@WHO.

WHO

Halfdan Mahler og Edward M. Kennedy
Halfdan Mahler taler i 1978 på WHO's og UNICEFS fælles konference i Alma-Ata i Kasakhstan, hvor Alma-Ata deklarationen blev vedtaget, der støttede ”Sundhed for alle i år 2000”. Mahler er flankeret af den amerikanske senator Edward M. Kennedy.
Halfdan Mahler og Edward M. Kennedy
Af /@WHO.

I WHO arbejdede Halfdan Mahler for folkesundheden globalt og med fokus på lighed i sundhed, styrket sygdomsforebyggelse og for den primære sundhedstjeneste tæt på den enkelte borger. Det involverede særlig opmærksomhed på konkrete tekniske programmer til forbedringer af sundhedstilstanden, inklusive børnevaccinationer, sikring af de mest basale lægemidler, bedre ernæring samt familieplanlægning og amning. WHO var desuden meget aktiv i bekæmpelse af infektionssygdomme, især tuberkulose, malaria, kopper.

I en stærk tale i WHO’s generalforsamlingen i 1976 lancerede Mahler den nye vision ”Sundhed for alle i år 2000”, og i 1978 var han hovedmanden bag den berømte fælles konference, der blev afholdt af de to FN-organisationer WHO og UNICEF i byen Alma-Ata, dengang hovedstad i Kasakhstan. Konferencen mundede ud i ”Alma-Ata deklarationen”, der støttede ”Sundhed for alle i år 2000”.

Halfdan Mahler og familieplanlægning

Halfdan Mahlers gravsted
"Health for all, All for health" står der på Halfdan Mahles gravsten på Cimetière Des Rois i Genève, Schweiz.

I årene efter WHO var Halfdan Mahler generalsekretær for International Planned Parenthood Federation med hovedkvarter i Genève. Her arbejdede han for retten til at bruge prævention, for uddannelse og undervisning, og han fremhævede kvinders essentielle betydning for at opnå konkrete fremskridt i sundhedstilstanden globalt. Mahler kæmpede også for at styrke amning, og han havde en svær kamp mod leverandørerne af modermælkserstatning, der gerne ville tjene penge på at levere mælkepulver til både rige og fattige lande og familier.

Sammen med sin hustru Ebba Mahler, der var læge og psykiater, blev han boende i Genève også efter sin pensioneringen.

Priser og hædersbevisninger.

Halfdan Mahler var æresdoktor ved universiteterne i Lagos, Karolinska Institutet i Stockholm, Toulouse i Frankrig, Seoul i Sydkorea, og Warszawa i Polen og i Danmark ved både Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Han modtog Ernst Carlsens hæderslegat i 1980, Lægeforeningens Barfred-Pedersen pris i 1982, Hagedorn Prisen i 1986 og United Nations Population Award i 1995. Han blev æresalumne ved Københavns Universitet i 2008.

Halfdan Mahler var Storkorsridder af Dannebrogordenen og Storkorsridder af den islandske falkeorden. Han modtog Fire Friheders Pris – Frihed for afsavn i 1988. Halfdan Mahlers våbenskjold som dansk Storkorsridder havde mottoet ”Sundhed for alle”, og det hænger i Frederiksborg Slotskirke sammen med alle de andre våbenskjold fra modtagere af danske storkors og elefantordner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig