Leland H. Hartwell er en amerikansk genetiker, der fra 1968 har været professor i genetik ved University of Washington, Seattle, og fra 1997 leder af Fred Hutchinson Cancer Research Center i Seattle. Hartwell har siden 1960'erne udforsket vækst og celledeling hos bagerigær (Saccharomyces cerevisiae) og derved påvist mange gener, der kontrollerer cellernes deling, bl.a. et gen ("start"), der kontrollerer første fase af celledelingen. Ligeledes har han påvist betydningen af kontrolprocesser ("checkpoints"), som tilbageholder celledelingen i tilfælde af DNA-skade, indtil skaden er udbedret. Sammen med Paul Nurse og Timothy Hunt, der har påvist lignende mekanismer hos dyr og mennesker, fik han tildelt nobelprisen i fysiologi/medicin i 2001.