Peter Brian Medawar, 1915-1987, britisk immunolog og biolog. Ved dyreforsøg påviste han i 1953, at et voksent dyr, som i fosterlivet har fået transplanteret væv fra et fremmed dyr, tåler transplantation fra dette uden afstødningsreaktion (immunologisk tolerans). Medawar var professor i zoologi i Birmingham fra 1947, i London 1951-62 og ledede National Institute for Medical Research 1962-71. Sammen med immunologen Frank Macfarlane Burnet modtog han nobelprisen i fysiologi/medicin i 1960.