Scintigrafi er en medicinsk undersøgelsesmetode, der anvendes inden for fagområderne nuklearmedicin og klinisk fysiologi. Ved scintigrafi udføres billeddannelse af radioaktive sporstoffers (traceres) fordeling i kroppen. Scintigrafi blev tidligere også kaldet isotopscanning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet scintigrafi kommer af latin scintilla 'gnist' og en afledning af græsk grafein ‘skrive’, se -graf.
Også kendt som

skintigrafi, isotopscanning

Til scintigrafi benyttes radioaktive isotoper (radionuklider) med kort halveringstid. Dermed falder radioaktiviteten hurtigt, og stråledosis til patienten bliver lav. En hyppigt anvendt radionuklid er technetium-99m (99mTc), som har en halveringstid på 6 timer.

Teknik

Ved scintigrafi indgives et radioaktivt lægemiddel som sporstof, oftest ved en indsprøjtning i en blodåre, fx en vene i armen. Derefter foretages billedoptagelse med et gammakamera.

Betegnelsen scintigrafi kommer af, at gammastråler fra det radioaktive stof fremkalder lysglimt (scintillationer) i en stor fladeformet krystal i gammakameraet. Lysglimtene forstærkes elektronisk, og da de samtidig stedbestemmes, opnås der et billede af, hvor i kroppen det radioaktive sporstof befinder sig. Der afgives naturligvis flest gammastråler fra de områder af kroppen, hvor sporstoffet er mest koncentreret.

Sporstoffet kan være en radioaktiv isotop i sig selv, eller den radioaktive isotop kan indgå i en kemisk forbindelse. Sporstoffets fordeling i kroppen afhænger af stoffets kemi i kombination med kroppens fysiologi.

Anvendelse

Indgives fx en fosfatforbindelse mærket med technetium-isotopen 99m Tc, vil stoffet optages i knoglevæv. Optagelsen er størst de steder, hvor omsætningen i knoglevævet er størst, fx ved knoglebrud, knoglekræft eller betændelse (inflammation). Undersøgelsen kaldes knoglescintigrafi.

Isotopforbindelser, der optages i hjertets muskulatur (myokardium), anvendes til myokardiescintigrafi, som er en hjerteundersøgelse. Andre forbindelser bruges til lungescintigrafi mhp. konstatering af blodprop i lungen, nyrescintigrafi, hjernescintigrafi, leverscintigrafi osv. En scintigrafi kan således få navn efter det organ eller organsystem, der undersøges.

Ved indsprøjtning af isotopmærkede hvide blodlegemer (leukocytter) kan en scintigrafi afsløre eventuelle betændelsesprocesser, hvor leukocytterne koncentreres. Ved helkropsscanning udføres en scintigrafi af hele legemet. Dette anvendes i reglen i forbindelse med knoglescintigrafi.

SPECT-scanning er en særlige form for scintigrafi, hvor gammakameraet bevæger sig rundt omkring patienten.

Billeder fra scintigrafi

De billeder (scintigrafier, tidligere kaldet scintigrammer), der fremkommer ved scintigrafi, er ikke skarpe eller detaljerede sammenlignet med fx røntgenundersøgelse, CT-scanning eller MR-undersøgelse. Metoden er derfor ikke særlig egnet til undersøgelse af strukturforandringer (anatomiske forandringer). Til gengæld giver scintigrafi vigtige fysiologiske oplysninger, fx om organernes funktionstilstand, stofskifte og blodforsyning.

Stråledosis og risici

Scintigrafi hører til de skånsomme (noninvasive) undersøgelsesmetoder og kan derfor i næsten alle tilfælde foretages uden indlæggelse (ambulant). Der kræves i almindelighed kun et stik i en blodåre, og da den kemiske stofmængde er uhyre ringe ses praktisk talt aldrig overfølsomhedsreaktioner eller andre bivirkninger. Den stråledosis, personen modtager fra det radioaktive sporstof i forbindelse med en scintigrafi, er i reglen ikke højere end ved en røntgenundersøgelse.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig