astma

Mild astma er en type af astma, hvor der er få symptomer. Det kan være et enkelt symptom som forekommer få gange, eller forskellige milde symptomer, der kræver et beskedent behov for astmamedicin. Der er få eller ingen forværringer, og behandlingen er ofte korttidsvirkende medicin, der udvider luftvejene, og som kun tages ved behov. Behandlingen kan også kombineres med langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin kombineret med steroider, der inhaleres gennem samme inhalator.

Moderat astma er en type af astma, hvor symptomerne belaster personen mere end to gange pr. uge, og hvor der er behov for fast behandling med medicin for at kontrollere astmaen. Den største gruppe af astmapatienter lider af moderat astma. Behandlingen består af en kombination af inhalationssteroider, der har en langtidsvirkende effekt og som udvider luftvejene. Disse kan kombineres i samme inhalator, eller tages i to forskellige. Moderart astma kræver ofte daglig behandling efter et fast skema.

Svær astma findes hos otte procent af astmapatienter. Denne type af astma er defineret ved, at der på trods af højdosis astmamedicin, ikke er kontrol over sygdommen, og/eller at der kan opstå forværringer. Det er ofte nødvendigt at behandle med tre forskellige slags medicin. Ved forværringerne kan der være behov for behandling i form af tabletter eller sprøjter med binyrebarkhormon. I tilfælde af dårlig kontrol over sygdommen på trods af 3-stofs astmabehandling, kan der være behov for behandling med biologisk medicin. Det er et nyt behandlingsprincip, der er målrettet styringen af den astmatiske inflammation. Inflammationen kendetegnes ved en øget forekomst af eosinofile granulocytter, der er en undertype af hvide blodlegemer.

Status asthmaticus er et langvarigt, svært astmaanfald, hvor behandling sædvanligvis ikke virker. Denne tilstand er livstruende og kræver øjeblikkelig, intensiv behandling. Status asthmaticus er ikke en type af astma, men en tilstand, der kan opstå ved alle grader af astma.

En anden årsag til astma er en øget reaktivitet i luftvejene dvs. øget reaktion fra ydre påvirkninger. Alle luftveje er reaktive, men astmatiske luftveje er hyperreaktive. Dette resulterer i en øget følsomhed (bronkial hyperreaktivitet) over for en række faktorer, som enten kan udløse, forværre eller vedligeholde astma. Faktorerne kan fx være infektioner, anstrengelse, allergener, kulde, røg og luftforurening, stress, graviditet og visse lægemidler, herunder acetylsalicylsyre.

I starten blev astma behandlet med medicin der blev sprøjtet ind i blodet intravenøst, bl.a. adrenalin. Siden kom muligheden for intravenøs behandling med kortikosteroid og steroid som tabletter. I 1950’erne og 1960’erne kom muligheden for de inhalationsprodukter, som primært anvendes i dag.

Forebyggende behandling bruges for at sikre astmakontrol uden behov for akut medicin. Den forebyggende behandling indtages ofte dagligt og kan være binyrebarkhormon, som inhaleres eller som tabletbehandling. Ved alvorligere tilfælde af astma indtages binyrebarkhormon ofte som tabletter. Binyrebarkhormon virker forebyggende og dæmper betændelsestilstanden i både næse og lunger.

Den forebyggende behandling består typisk af binyrebarkhormon til inhalation (ICS). Binyrebarkhormonet kan enten tages alene eller i kombination med medicin der udvider luftvejene beta-2-agonister i samme inhalator eller i to forskellige inhalatorer. Behandling kan også foregå med Leukotrien-antagonist-tabletter, som modvirker slimhindeirritation. Denne behandling er specielt god ved anstrengelsesudløst astma samt ved høfeber.

Ved alvorligere tilfælde må der ofte anvendes tabletbehandling med binyrebarkhormon, fx prednisolon. Denne form for behandling kan give mere alvorlige bivirkninger end binyrebarkhormon, der inhaleres. Bivirkningerne er additive, hvilket vil sige, at bivirkningerne fra den aktuelle tabletbehandling tillægges bivirkningerne fra de tabletter, der er taget for fx et år siden.

Allergisk astma kan behandles med de samme midler som ikke-allergisk astma. Ved allergisk astma er der dog også mulighed for elimination, hvilket vil sige at undgå allergenerne. Hvis personen fx er allergisk over for katte, og allergien kan udløse allergisk astma, vil der være bedre astmakontrol ved ikke at have kontakt med katte.

Hvis astma skyldes pollen, så er der mulighed for vaccination for allergi, kaldet allergen immunterapi (AIT). AIT er den eneste behandling, som kan ændre den allergiske astma, forstået således at det forhindrer udvikling af nye allergier. De nye biologiske stoffer giver bedre sygdomskontrol ved svær astma, men de kan ikke fjerne sygdommen.

Svær astma behandles med højdosis binyrebarkhormon, som inhaleres, samt langtidsvirkende bronkieudvidende medicin (ICS/LABA). I de tilfælde, hvor der ikke er sygdomskontrol, kan der suppleres med langtidsvirkende muskarin-antagonist (LAMA), der modvirker, at musklerne trækker sig sammen. Det kan ofte stabilisere symptomerne og dermed sygdommen. LABA er således en stimulator der får luftvejene til at åbne sig, og LAMA er et stof der forhindre at luftveje trækker sig sammen.

Siden 2000’erne er der kommet monoklonale antistoffer som injektion, hvilke anvendes i behandlingen af svær astma. Disse stoffer er udviklet for at hæmme de stoffer der frigøres i den astmatiske inflammation (interleukiner). De monoklonale antistoffer er aktive mod de interleukiner (IL), der stimulerer de eosinofile granulocytter i luftvejene. De monoklonale antistoffer anvendes som målrettet behandling til de patienter, som har mange af disse specifikke interleukiner. Disse biologiske stoffer har, modsat steroider, meget få bivirkninger.

Inhalationsbehandling af astma kan ske med fire forskellige inhalationssystemer, såkaldte devices. Nogle devices kræver en god lungefunktion, fordi de kræver kraftigt sug, hvor andre er designet til at kræve mindre sugeevne. Det er derfor vigtigt, at lægen vælger den device, der passer til den pågældende patient. Der kan anvendes følgende fire systemer:

1. Dosisaerosol med drivgas. Dette system findes næsten ikke længere, fordi gasserene er dårlige for miljøet.
2. Dosisaerosol med ikke-freonholdige drivgasser, hvor der ofte anvendes en åndingsbeholder, som også kaldes en spacer, der forbedrer fordelingen af stoffet i lungerne.
3. Pulverinhalator, som kun stiller beskedne krav til patientens inhalationsteknik.
4. Forstøvet medicin der gives via et inhalationsapparat, som drives med trykluft eller elektricitet. Få patienter tilbydes denne astmabehandling, som ofte kun benyttes ved akut forværring.