Allergi, overfølsomhed, sygdom hos mennesker og dyr, hvorved immunsystemet påvirkes, så der optræder symptomer ved kontakt med et eller flere fremmede stoffer, der ellers tåles af raske; individet er blevet overfølsomt (sensibiliseret) over for et givet allergen. En sådan sensibilisering kræver kontakt af en vis varighed med allergenet; man reagerer derfor ikke allergisk første gang, man udsættes for et stof. Nogle allergener kan sensibilisere blot efter en enkelt, kortvarig kontakt; det gælder fx insektgifte og visse stoffer i den kemiske industri, mens en længere kontakt oftest vil være nødvendig for andre allergener som pollen og husstøvmider.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet allergi kommer af græsk allos 'anden' og ergon 'virke, virkning'.
Allergi er en immunologisk sygdom, som skyldes, at organismen har dannet enten antistof (immunglobulin) eller specielle hvide blodlegemer (T-lymfocytter), som er rettet netop mod det stof, der ikke tåles. Man skelner mellem fire forskellige typer allergireaktioner:
Type I er straksreaktioner, hvor overfølsomhedsantistof (immunglobulin E, IgE) medvirker, og hvor symptomerne udvikles inden for få minutter: høfeber, nældefeber, kløe eller astma; i visse tilfælde ses også symptomer fra tarm eller andre organer og i sjældne tilfælde allergisk chok.
Type II er meget sjældnere; her drejer det sig om, at andre - sædvanligvis gavnlige - antistoffer (IgG eller IgM) sætter sig på kroppens egne celler og derved får dem ødelagt.
Type III er ligeledes sjældne; her dannes der komplekser af cirkulerende antigener og antistoffer (oftest IgG) i blodet, som udløser betændelsesreaktioner. Type II og III kan optræde henholdsvis som pludselig, svær blodmangel, oftest efter indtagelse af visse medikamenter, og som serumsyge efter indsprøjtning af serumprodukter.
Type IV er ligesom type I hyppige. Her er tale om senreaktioner, hvor det ikke er antistoffer, men sensibiliserede, hvide blodlegemer, der udløser allergireaktionen. Den viser sig som eksem efter hudkontakt. Se også parfumeallergi.
Adskillige af disse sygdomme kan også optræde hos patienter, hos hvem man ikke kan påvise en immunologisk mekanisme. Så taler man enten om endogene tilstande (dvs. sygdomme uden ydre årsag) eller, hvis det lykkes at påvise stoffer, der giver de allergilignende symptomer, om intoleransreaktioner. Fx udløser intolerans over for det smertestillende medikament acetylsalicylsyre ikke helt sjældent astma, ligesom farvestoffer og konserveringsmidler kan give symptomer, der ligner fødevareallergi, uden at mekanismen er kendt.
Type I, de allergiske straksreaktioner, skyldes en kombination af arv og miljøpåvirkning. Specielt sygdommene høfeber, allergisk astma og astmaeksem (atopisk dermatitis) har en fælles arvegang. Har forældre eller søskende én af disse lidelser, vil risikoen være øget, enten for at få den samme eller en anden af disse. Med raske forældre er risikoen ca. 10%; er én af de nære pårørende allergisk, er risikoen 20-40%, mens to syge øger risikoen til 40-60%. Hvis begge forældre har samme sygdom, stiger risikoen yderligere. Miljøets indflydelse afspejles af, at risikoen for pollenallergi er øget for børn født lige før en pollensæson. Allergi er hyppigst i de industrialiserede lande, og forekomsten stiger. Man kender ikke årsagen med sikkerhed, men har mistanke til såvel forurening som ændret byggestil med dårligt ventilerede boliger.
Overfølsomhedsantistofferne, IgE, dannes ligesom organismens andre antistoffer af plasmaceller i milt, lymfeknuder og knoglemarv. IgE-molekylerne sætter sig på overfladen af specielle hvide blodlegemer, de basofile granulocytter, og på nogle tilsvarende celler ude i vævene, mastcellerne. Disse celler indeholder en lang række farmakologisk aktive stoffer, der bl.a. kan påvirke kar og nerver. Når det allergen, som har givet anledning til IgE-dannelsen på et tidligere tidspunkt, bindes til IgE på celleoverfladen, frigiver mastcellen straks sine aktive stoffer. Disse nedsætter karrenes tæthed, så der trænger blodplasma ud og opstår hævelse; de får den glatte muskulatur til at trække sig sammen (astma) og stimulerer kirtlerne (snue). Trænger der store mængder plasma ud af karbanen, vil blodtrykket falde, og der udvikles kredsløbschok (shock).
Vigtigst blandt inhalationsallergierne i Danmark er pollenallergi (græs, træer og urter), men dyrehårsallergi og husstøvmideallergi er næsten lige så hyppig. Også skimmelsvampeallergi (svampesporer) spiller en rolle. Der er en tendens til, at store allergenpartikler som pollen overvejende bremses i næsen og giver høfeber, mens mindre partikler når helt ned i lungerne, hvor de udløser de mere alvorlige astmareaktioner. Insektstikallergi og lægemiddelallergi kan begge give anledning til livstruende tilstande, men mere ufarlige hudreaktioner ses langt hyppigere. Fødevareallergi har et broget symptombillede, og patienternes mistanke om allergi kan ikke altid bekræftes.
Allergidiagnostik er vigtig for at kunne rådgive og forebygge med hensyn til erhverv, boligforhold, kost m.m. og for at kunne behandle. Behandlingen består dels i medicin, der dæmper symptomerne, dels i hyposensibilisering, hvorved man ved indsprøjtning af små, men gradvist stigende mængder af det stof, der ikke tåles, udvikler en tolerans. Symptomdæmpende medicinsk behandling er ved høfeber og nældefeber oftest antihistaminer; ved astma og høfeber binyrebarkhormon i pulver- eller sprayform; ved astma beta2-adrenergt stimulerende stoffer, der afslapper den glatte muskulatur i luftvejene; ved choktilstande adrenalin.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.