Hos hvirveldyrene har øret og ligevægtsorganet en fælles oprindelse i en blæreformet indkrængning af overfladeepithelet, høreblæren (otocysten), som dannes ud for baghjerneanlægget tidligt i fosterlivet. Otocysten er udviklingsmæssigt beslægtet med fiskenes sidelinjeorgan, et fintfølende sanseorgan til registrering af strømninger og lavfrekvente svingninger i vand. Høreorganet og ligevægtsorganet udgør et sammenhængende system, den hindede labyrint, som er indlejret i et system af kanaler og hulrum i hørekapslen; hos pattedyr i den benede labyrint, beliggende i kraniets fjeldben. Den hindede labyrint indeholder en væske, endolymfe, hvis sammensætning afviger markant fra perilymfen, der udfylder mellemrummet mellem den benede og den hindede labyrint.
Sansecellerne optræder i specialiserede grupper på indersiden af den hindede labyrint. Både i ligevægtsorganet og i høreorganet har sansecellerne store ligheder med sansecellerne i fiskenes sidelinjeorgan. De er aflange og udstyret med et antal tynde, fingerformede udløbere (sansehår), som udløser en ændring i den elektriske potentialforskel over cellemembranen, når de bøjes. Dette påvirker i næste led nervetråde, som er i kontakt med sansecellerne. Hos fiskene er hørelsen knyttet til to sækformede afsnit af den hindede labyrint, sacculus og lagena, der hver indeholder en afrundet kalkudfældning, øresten (otolit), som hviler mod sanseceller i sækkenes væg. Ørestenene har større massefylde (og dermed inerti) end endolymfen. Lydbølger, der fra vandet forplantes gennem fiskens hoved, vil derfor få sansecellerne til at vibrere i forhold til otolitten, hvorved sansehårene bøjes.
Øret når sin højeste udvikling hos pattedyr, hvor det oprindelige sanseorgan, det indre øre, er udbygget med to lydtransmitterende afsnit: det ydre øre med øregangen, der er udviklet i fostertilværelsen fra anlægget til den forreste ydre gællefure, og et luftfyldt mellemøre, der er udviklet fra den forreste indre gællefure, adskilt fra øregangen af trommehinden og forbundet med næsesvælget gennem det eustakiske rør. Det indre øre er en videreudvikling af lagena, der danner en rørformet udløber, ductus cochlearis, som hos pattedyrene er lang og snoet op i en spiral, der er indlejret i en sneglehusformet knoglekanal, høresneglen (cochlea), i fjeldbenet.
Det ydre øre og mellemøret. Det ydre øre er hos næsten alle pattedyr udbygget med en variabelt udformet tragt (øremusling), som indfanger lyden og hjælper ved retningsbestemmelse af en lydkilde. Lydbølgerne sætter trommehinden i svingninger, der overføres gennem det luftfyldte mellemøre via en kæde af tre små knogler (ossikler): hammeren (malleus), hvis skaft er fastvokset til trommehindens inderside, ambolten (incus) og stigbøjlen (stapes), hvis ovale "fodplade" er fastvokset til en membran, der dækker det ovale vindue, hvorigennem svingningerne overføres til det indre øre. Lydtrykket mod trommehinden koncentreres på det meget mindre ovale vindue medførende en 10-20 gange kraftforstærkning.
I mellemøret findes to små muskler, der er tilhæftet hhv. hammeren og stigbøjlen, og som kan dæmpe svingningerne. Ved høj lyd eller forventning om en sådan spændes disse muskler som en beskyttelsesmekanisme for det indre øre.
Ved synkning og gaben åbnes det eustakiske rør, hvorved trykket i mellemøret udlignes til atmosfæretryk. Ved længerevarende tillukning af det eustakiske rør opstår undertryk i mellemøret, fordi luftens ilt optages i blodet, hvilket medfører hørenedsættelse, fordi trommehindens svingninger dæmpes.
Lydtransmissionsmekanismen til det indre øre er hos de øvrige dyregrupper meget variabelt udformet. Hos krybdyr og fugle ligger trommehinden i reglen i plan med eller let forsænket i forhold til hovedets overflade. Hos nogle krybdyr kan svingninger også overføres til det indre øre gennem en knoglekæde, som optager svingninger fra underkæben; hos slanger er det tilsyneladende den eneste mekanisme, idet de mangler trommehinden. Hos nogle padder (frøer) er der ud over til trommehinden også knoglekontakt til dyrets skulderbælte, således at vibrationer i underlaget forplantes til høreorganet gennem forbenene. Nogle padder har ingen trommehinde eller mellemøre og opfatter kun sådanne "seismiske" vibrationer.
Det indre øre. Høresneglen er opdelt i tre parallelle "løb", hvoraf ductus cochlearis, der indeholder endolymfe, danner det midterste, der betegnes scala media. Over og under denne ligger henholdsvis scala vestibuli og scala tympani, der indeholder perilymfe og er forbundet ved sneglens top. Scala vestibuli står i forbindelse med det perilymfatiske rum i vestibulum, hvortil stigbøjlen overfører sine svingninger. Disse forplantes gennem scala vestibuli og overføres til scala tympani ved resonans gennem scala media.
Scala tympani er forbundet med mellemøret gennem en membran, det runde vindue, der svinger i modfase til membranen over det ovale vindue. Den side af scala media, der vender mod scala vestibuli, består af en ganske tynd membran (Reissners membran); mod scala tympani begrænses scala media af membrana basilaris, der er opbygget af stramme fibre, udspændt mellem en knoglekam på sneglens midtersøjle (modiolus) og en kam langs dens ydre væg. Disse fibre har en resonansfrekvens, der falder mod sneglens top. Svingninger i scala vestibuli vil derfor afhængigt af frekvensen bringe forskellige områder af membrana basilaris i resonanssvingninger, der registreres af et kompliceret system af sanseceller, det cortiske organ, der er fastgjort til membrana basilaris.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.