Kønsskifteoperation, også kaldet kønsbekræftende kirurgi, er en kirurgisk procedure, hvorved de ydre kønsorganer ændres. Nogle transkønnede personer vælger at få udført operationen som led i deres transition.

Faktaboks

Også kendt som

kønsbekræftende kirurgi

Transkvinder

Kønsskifteoperation foretages hyppigst på transkvinder (personer, der har mandlig anatomi, men som transitionerer til kvinde). Penis og testikler fjernes, hvorefter der dannes et hulrum mellem urinblæren og endetarmen. Huden fra penis og den spaltede pung anvendes til konstruktion af kønslæberne og skedeindgangen, hvorefter urinrøret tilpasses og sys ind på det rette sted. Da pungens hud sjældent kan nå til bunden af den kunstige skede, suppleres huddækningen i dybden med et hudtransplantat (se hudtransplantation) svøbt om en protese af passende form og størrelse. For at modvirke skrumpning af den nydannede skede skal protesen anvendes dag og nat i mindst et halvt år efter operationen.

Behandling med kvindeligt kønshormon (østrogen) medfører som regel den ønskede udvikling af brystkirtlerne, så indlæggelse af brystproteser kan undgås.

Transmænd

Kønsskifteoperation på en transmand (personer, der har kvindelig anatomi, men som transitionerer til mand) er mere kompliceret, og patienten vil ofte anse det for en tilfredsstillende løsning, at der blot foretages en kirurgisk fjernelse af brystkirtlerne og en fjernelse af livmoderen og evt. æggestokkene for at undgå menstruation.

Konstruktion af et penislignende organ fordrer dannelse af et hudrør med et indre, hudbeklædt hulrum, hvori der kan anbringes en lille stav, når erektion er ønskelig. Klitoris bevares, og den forstørres lidt, hvis der gives mandligt kønshormon. Skeden fjernes ikke, medmindre man ønsker at konstruere en pung, hvori der kan indopereres proteser, der illuderer testikler. At skabe en forlængelse af det korte kvindelige urinrør frem til spidsen af den konstruerede penisattrap er forbundet med en så stor risiko for komplikationer i form af utæthed og invaliderende urinvejsinfektion, at såvel patient som kirurg sædvanligvis vælger at afstå fra det.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig