Huntingtons chorea. Diagram af kromosom nr. 4. Patienter med sygdommen har et defekt gen på kromosombånd nr. 16 i den yderste ende af den korte arm på dette kromosom. Der gik ti år, fra genet blev lokaliseret i 1983, til dets DNA-struktur blev påvist.
Huntingtons sygdom er en kronisk hjernesygdom, som er dominant arvelig, dvs. har en person genet får halvdelen af børnene sygdommen. Symptomerne er ufrivillige bevægelser og demens. Huntingtons sygdom hører til gruppen af neurodegenerative sygdomme.
Huntingtons chorea
Huntingtons sygdom ses hos 0,05 ‰ af befolkningen, dvs. at der i Danmark er ca. 300 tilfælde.
Sygdommen debuterer oftest i 30-45-årsalderen, men debut i såvel i barndommen som efter 50-årsalderen forekommer.
Huntingtons sygdom er en autosom, dominant arvelig sygdom, hvilket betyder, at en genfejl på det ene kromosom, dominerer over det normale arveanlæg på det andet kromosom. Børn, hvor en af forældrene har genet vil have 50 procent risiko for at arve sygdommen, uafhængigt af køn, dvs. der er lige mange mænd og kvinder som rammes af sygdommen. Hvis barnet ikke arver genfejlen, vil det ikke få sygdommen og fører heller ikke sygdommen videre til sine børn. Hvis barnet arver genfejlen, vil det udvikle sygdommen på et tidspunkt. Omkring 10 procent af nye tilfælde af Huntingtons sygdom opstår uden at forældrene har haft sygdommen, antagelig som følge af en spontan ændring i en lille del af arvemassen.
Genfejlen er lokaliseret til kromosom 4 og medfører en ustabilt udvidet trinukleotidsekvens, der koder for et protein kaldet huntingtin. De fleste raske personer har mellem 11 og 26 trinukleotid- (CAG-) gentagelser i dette gen. Ved mere end 40 gentagelser udvikler personen Huntingtons sygdom, og jo flere gentagelser jo tidligere er debutalderen og desto sværere bliver symptomerne. I intervallet 27 til 39 gentagelser vil personer i den høje ende have en risiko for at få Huntingtons sygdom, men sygdommen forekommer kun hos en del af dem. I den lave ende af dette interval får personen ikke Huntingtons sygdom, men der er en risiko for, at deres børn, som arver genet, samtidigt udvikler flere gentagelser (en ny varians), hvilket fører til sygdommen.
Det normale protein huntingtin spiller en rolle for nervecellernes funktion og stofskifte, men funktionen er ikke nærmere kendt. Ved Huntingtons sygdom er proteinet abnormt og nervecellerne kommer til at fungere dårligt. Der kommer en forkert balance mellem flere signalstoffer (neurotransmittere), herunder af dopamin.
Patotoanatomisk er der ved Huntingtons sygdom degeneration og atrofi af caput nucleus caudatus og putamen i de dybe dele af hjernen samt lettere atrofi af hjernebarken.
Den norske læge Johan Christian Lund beskrev i 1860 en sygdom i Setesdalen i Norge, som var kendetegnet ved demens og ufrivillige bevægelser, som muligvis var Huntingtons sygdom. George Huntington (1850-1916), som var praktiserende læge, beskrev sygdommens symptomatologi i 1872; hans kendskab til patienter i flere slægtled hos en familie på Long Island gjorde ham klar over, at det var en arvelig sygdom. I begyndelsen af 1900-tallet blev det klarlagt, at sygdommen er dominant arvelig. I 1932 lavede P. R. Vessie et studium, der sandsynliggjorde, at genet var blevet bragt til Massachusetts i 1630 af indvandrere fra Suffolk. Historien om "The Groton Witch" der var voldelig og havde ukontrollerede bevægelser fra 1671, blev blandt andet taget til indtægt for teorien.
Det store gennembrud kom i 1983, da genet blev lokaliseret til kromosom nr. 4 af James Gusella et al. i forbindelse med HUGO (Det humane genom projekt); i 1993 lykkedes det at påvise, at for mange gentagelser af CAG-baserne fører til Huntingtons sygdom.
De tidlige symptomer er ofte af kognitiv og psykiatriske art i form af koncentrationsbesvær, hukommelsesproblemer, depression, tab af emotionel kontrol og personlighedsforandring. De kan vise sig adskillige år før de klassiske hovedsymptomer.
De klassiske hovedsymptomer er ufrivillige (choreatiske) bevægelser, som ofte begynder i ansigtet og hænder for siden at brede sig til resten af kroppen. Bevægelserne starter med lette ryk og forværres i sygdomsforløbet. Tale og svælgfunktionen kan blive påvirket og der kan komme gangforstyrrelser. De kognitive symptomer forværres med fremadskridende demens.
Diagnosen stilles ud fra symptomerne og kan være vanskelig at stille i sygdommens tidlige stadier. Den kan verificeres ved DNA-analyse. Sygdomsanlægget kan påvises ved fosterundersøgelse.
Der er ingen behandling, som kan stanse sygdomsudviklingen. Symptomerne kan mildnes ved behandling, dels rettet mod de abnorme bevægelser og dels rettet mod de kognitive/psykiatriske symptomer. Antidopaminerg medicin, der hæmmer dopaminreceptorerne og tetrabenazine, som fører til en større nedbrydning af monoaminer (dopamin, noradrenalin, serotonin), reducerer de abnorme bevægelser. De psykiatriske/kognitive symptomer behandles bl.a. med antidepressiv medicin.
Sygdommen udvikler sig snigende og skrider gradvist frem. Overlevelsen fra diagnose er omkring 20 år.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.