retsmedicin

Den egentlige retsmedicin består af tre subspecialer, retspatologi, der varetager retsmedicinske undersøgelser af levende og døde personer, retskemi/-toksikologi, der varetager retskemiske undersøgelser, og retsgenetik, der varetager retsgenetiske undersøgelser. Retsodontologi, som har eksisteret i mange år, og retsantropologi, som er et forholdsvis nyt område i Danmark, er discipliner, som har overordentlig stor betydning for identifikation af lig. Retspatologi, retsodontologi og retsantropologi findes ved alle tre retsmedicinske institutter, mens retsgenetik for hele landet er centraliseret i instituttet i København. De retsmedicinske institutter varetager tillige undervisningen af medicinstuderende i retsmedicin og medicinallovgivning.

Retspsykiatri er delvis nationalt præget, idet betydningen af psykiske afvigelser for sanktionsvalg varierer noget fra land til land, men de store linjer genfindes internationalt. Retspsykiatri varetages i Danmark i universitetssammenhæng af faget psykiatri.

I England indførtes coronere formentlig i 800-tallet. Ordet kommer af middelalderlatin custos placitorum coronae og betyder 'vogter af kronens rettigheder'. Coronersystemet var med sikkerhed fast etableret i 1100-tallet. Coronerens væsentligste opgave var at undersøge visse dødsfald for at afgøre, om det drejede sig om selvmord eller anden dødsmåde. Såfremt en person døde for egen hånd, tilfaldt den pågældendes ejendom og formue kronen.

Efterhånden kom der coronere i alle grevskaber, og disse embeder blev besat ved valg. Stillingen var ulønnet, men meget magtfuld, og besættelsen af stillingerne skete ofte på et ret vilkårligt grundlag. Efterhånden blev coronernes arbejdsområde udvidet, således at deres opgaver ikke blot bestod i at påvise selvmord, men i det hele taget foretage efterforskning i forbindelse med pludselige dødsfald.

Coronersystemet eksisterer stadig. Først ved en lovændring i 1926 blev det indført, at disse embeders indehavere skulle have en adækvat uddannelse som enten læge eller jurist. Dette er ikke tilfældet i USA, hvor systemet også findes mange steder. Coroneren har ved dødsfald mulighed for at afholde en slags offentlig høring (inquest), og på basis af de informationer, der herved fremkommer, er det coronerens opgave at fastslå en dødsmåde og en dødsårsag. Såfremt det ikke umiddelbart er muligt på basis af det fremkomne, har coroneren mulighed for at lade en patolog foretage en obduktion med tilhørende supplerende undersøgelser.

Pga. manglende krav om sagkundskab hos embedernes indehavere var kvaliteten af arbejdet meget vekslende, og angelsaksisk retsmedicin hævede sig først i 1900-tallet til et akademisk niveau, som svarer til kontinentets. Der er dog stadig yderst få retsmedicinske institutter i Storbritannien, og i USA har omkring halvdelen af counties stadig folkevalgte coroners uden særlig faglig viden, mens den anden halvdel bruger Medical Examiner-systemet, som kvalitetsmæssigt ligger på lige så højt niveau som det danske system.

På det europæiske kontinent begyndte den akademiske udvikling af faget for alvor i 1500-tallet med udøvere som Andreas Vesalius (1514-1564) og Ambroise Paré (1510-1590).

Ambroise Paré regnes for grundlæggeren af fransk og dermed mellemeuropæisk retsmedicin. Paré var egentlig kirurg, men fattede samtidig interesse for den deskriptive retsmedicin, hvilket er dokumenteret gennem et meget stort forfatterskab, som omfattede retsmedicinske emner som hudlæsioner, kulilteforgiftning, pludselig, uventet spædbarnsdød og drukning. Han var den første, som opstillede teorien om ihjelligning som årsag til disse spædbarnsdødsfald, en teori, som det senere har vist sig var forkert, men som holdt sig helt op til begyndelsen af 1900-tallet. Han beskrev desuden, som den første, fænomenet skumsvamp ved næse og mund som et sikkert tegn på drukning, hvilket er en observation, som stadig anvendes i praktisk retsmedicin.

Italiens store retsmedicinere på denne tid var Fortunato Fideli (1550-1630) og Paolo Zacchias (1584-1659) og lidt senere Giovanni Lancisi (1654-1720), hvoraf Lancisi især er kendt for sine studier af pludselig død. Han var den første, der beskrev hjerneblødning som en årsag til pludselig død.

I 1663 påviste danskeren Thomas Bartholin (1616-1680), at normalt lungevæv, i modsætning til andet væv, er i stand til at flyde på vand, mens lungevæv fra et dødfødt barn ikke indeholder luft og derfor synker til bunds. Den observation reddede senere utvivlsomt en 16-årig pige, der var anklaget for barnedrab, fra dødsstraf. Dette er det første kendte eksempel på, at resultatet af den retsmedicinske obduktion har haft afgørende betydning for udfaldet af en retssag. Det var den tyske læge Johann Schreyer (ca. 1690), der anbragte et nyfødt barns lunger i vand og viste, at de var lufttomme, og at der dermed var tale om dødfødsel og ikke barnedrab.

Det næste store skridt fremad skete med fremkomsten i 1761 af Giovanni Battista Morgagnis (1682-1771) værk De sedibus et causis morborum per anatomen indagatis 'Om sygdommenes sæde og deres årsager undersøgt ved anatomi', hvori patoanatomiske forandringer for første gang blev beskrevet. Herved var faget patoanatomi, som er basis for retspatologien, grundlagt.

Retsmedicinen var de næste mere end 100 år praktisk talt udelukkende baseret på obduktioner, selvom retstoksikologien begyndte at blive anvendt fra midten af 1800-tallet, om end undersøgelserne var af vekslende kvalitet. Herefter flyttedes retsmedicinens tyngdepunkt til den såkaldte Wienerskole med udøvere som Karl von Rokitansky (1804-1878), Eduard von Hofmann (1837-97), Alexander Kolisko (1857-1918) og Albin Haberda (1868-1933). Denne skole bragte mange landvindinger til faget, specielt inden for studiet af pludselig død. Således beskrev von Hofmann blodpropper i hjertets kranspulsårer i forbindelse med sine obduktioner, hvilket dog først blev almindelig kendt i 1900-tallet, ligesom han i 1888 beskrev død som følge af forblødning efter bristning af æggelederen ved graviditet uden for livmoderen.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev andre retsmedicinske discipliner som retstoksikologi, retsgenetik og retsodontologi grundlagt. Retsgenetikken blev først og fremmest muliggjort gennem opdagelsen af blodtyperne AB0 og rhesussystemet, og senest DNA-typebestemmelse, som helt har erstattet blodtypebestemmelse.

Retslægeligt ligsyn er en udvendig besigtigelse af liget, der foretages af politi og en lægelig myndighed. Sundhedsloven afstikker ganske nøje retningslinjer for, hvilke dødsfald der skal underkastes retslægeligt ligsyn. Det drejer sig om 10-12 procent af samtlige dødsfald i Danmark. Den lægelige part i disse ligsyn er enten en retsmediciner (kun i København) eller en læge fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ved ligsynet oplyser politirepræsentanten om de nærmere omstændigheder forud for dødsfaldet, herunder om den afdødes helbredstilstand, eventuelle misbrug mv. Afklædning sker i forbindelse med dette retslægelige ligsyn, og tøjet undersøges for iturivninger, tilsmudsninger mv. Derefter undersøges liget for dødstegn, særlige kendetegn, sygdomstegn og eventuelle tegn på vold mv. I omkring 25 procent af disse tilfælde foretages der efterfølgende retslægelig obduktion. Reglerne for, hvornår et retslægeligt ligsyn skal efterfølges af en retslægelig obduktion, er nedfældet i Sundhedsloven. Disse obduktioner foretages altid af en medarbejder ved et af de tre retsmedicinske institutter, under supervision af stats- eller vicestatsobducenten eller speciallæger med kompetence som supervisor.

En obduktion er en ydre og indre undersøgelse af et dødt menneskes krop, eventuelt med supplerende mikroskopisk undersøgelse, retskemisk eller mikrobiologisk undersøgelse mv. Før obduktionen foretages en helkrops CT-scanning. I forbindelse med obduktion kan der udtages vævsprøver til mikroskopisk undersøgelse, hvorved der kan påvises sygelige forandringer, som ikke kan ses med det blotte øje, ligesom formodning om sygdom kan be- eller afkræftes. I kriminalsager kan de mikroskopiske præparater anvendes som bevismidler. Ved mistanke om forgiftningsdødsfald foretages yderligere retskemisk undersøgelse, ligesom der i alle drabssuspekte sager udtages materiale til DNA-typebestemmelse. Af mere specielle retsmedicinske undersøgelser skal nævnes halsdissektion ved kvælningstilfælde, undersøgelse af negleskrab og hår i drabssager, undersøgelse for luftansamlinger i brysthulerne eller i bughulen og påvisning af blodpropper i de store blodkar. Også undersøgelse for luft- og fedtpropper i blodbanen forekommer jævnlig. Ved obduktion af nyfødte anvendes særlige undersøgelsesmetoder med henblik på bestemmelse af barnets fosteralder og der undersøges tillige for levedygtighed og nyfødthed.

Undersøgelse af levende personer foregår fx i tortursager og sager om vold eller voldtægt, hvor både ofret og den sigtede undersøges. Ved undersøgelse af et offer undersøger retsmedicineren for iturivninger af tøjet, tilsmudsninger (blod, sæd, jord mv.), ligesom der foretages en generel lægeundersøgelse, hvorunder de forskellige læsioner registreres, og undersøgelsen afsluttes med udtagelse af materiale til retskemisk og retsgenetisk undersøgelse. I særlige tilfælde foretages fotodokumentation ved det lokale politi eller National Kriminalteknisk Center.

Hulrumsundersøgelser foretages på personer, som mistænkes for narkotikakriminalitet. Her undersøges i de ydre legemsåbninger for, om der her er skjult euforiserende stoffer, ligesom undersøgelsen i mange tilfælde afsluttes med en røntgenundersøgelse af tarmene mhp. påvisning af eventuelle beholdere, som den pågældende måtte have slugt. Undersøgelse af mulige torturofre omfatter en grundig legemlig undersøgelse, som i mange tilfælde suppleres med specialundersøgelser som røntgenundersøgelse af skelettet, tandundersøgelser, neurologisk og psykiatrisk undersøgelse.

Mentalundersøgelse foretages med henblik på vurdering af en sigtets tilstand på gerningstidspunktet, bl.a. med det formål at vejlede domstolen med henblik på den mest formålstjenlige sanktion, såfremt personen findes skyldig i det pågældende forhold.

Ved retsmedicinske sporundersøgelser forstås biologiske undersøgelser af bevismidler til brug i forskellige kriminalsager, oftest drabs- og seksualforbrydelser eller voldssager. Det drejer sig om pletundersøgelse (blod, sæd, spyt mv.) og fiberundersøgelse (hår, tråde mv.). Genstande, som underkastes sådanne undersøgelser, er først og fremmest beklædningsgenstande, men det kan også være undersøgelser af våben og andet materiale, herunder negleskrab, alt efter sagens anledning. Ved de retsgenetiske undersøgelser anvendes nu udelukkende DNA-typebestemmelse.

Den retsmedicinske vurdering af forgiftninger omfatter både dødeligt forløbende og ikke-dødeligt forløbende tilfælde, fx alkoholpåvirkethed i forbindelse med færdselslovsovertrædelser.

Arten af forgiftninger varierer fra den ene tidsperiode til den anden, ligesom der er store forskelle i forgiftningsmønstret fra land til land. Myndighedernes regulering af lægemiddeludbuddet afspejler sig i forgiftningsmønstret, og barbitursyreforgiftninger næsten forsvundet efter den næsten totale afregistrering af præparater med barbitursyre i Danmark i 1986.

Der findes ingen simpel definition af, hvad man forstår ved et giftstof. Mange almindeligt forekommende og anvendte stoffer kan have en giftvirkning, såfremt de indtages i meget store mængder, mens andre stoffer er overordentlig giftige for den levende organisme selv i meget små mængder. Mange særdeles værdifulde lægemidler kan forårsage forgiftninger, hvis de indtages i for store mængder, og modsat kan giftige stoffer i meget små mængder have en gavnlig virkning på den levende organisme. Hvert stof, som gennem en kemisk påvirkning bevirker funktionsforstyrrelse, sygdom eller død, når det indtages eller opsuges i organismen i tilstrækkelig mængde, er et giftstof.

Ligesom mængden af det indtagne stof har betydning for, om der udvikler sig en forgiftning, har stoffets indgangsport i mange tilfælde betydning. Nogle stoffer kan gennemtrænge den intakte hud eller slimhinde, mens andre kan optages gennem lungerne eller ved indsprøjtning. Også den kemiske forbindelses tilstand har betydning, idet luftarter eller opløsninger vil opsuges hurtigere i organismen end giftstoffer i fast form. Stoffernes opløselighed i vand, alkohol eller andre væsker har også indflydelse på optagelseshastigheden. Den hastighed, hvormed nedbrydningen eller udskillelsen finder sted, har desuden betydning for en forgiftnings udvikling. Endelig er der individuelle forhold som fx alder, helbredstilstand, ernæringstilstand, reaktionsmåde mv., der kan være forskellige fra person til person. Kun et fåtal af forgiftninger underkastes retsmedicinsk undersøgelse, idet langt de fleste forgiftninger overleves.

Dødsfald som følge af forgiftning er for størstepartens vedkommende selvmord eller ulykkestilfælde. Der findes dog en ret stor gruppe af forgiftningsdødsfald, hvor dødsmåden ikke med sikkerhed kan oplyses, men hvor muligheden står mellem selvmord eller ulykkestilfælde. Giftdrab i Danmark er overordentlig sjældne.

I Danmark forekommer der 800-900 forgiftningsdødsfald årlig. Alt efter dødsmåden kategoriseres ca. 2/3 som selvmord, 1/6 som ulykkestilfælde og 1/6 som uoplyste. Ca. 75 procent af dødsfaldene skyldes lægemiddelforgiftninger, inkl. ca. 275 dødsfald pga. indtagelse af euforiserende stoffer, mens ca. 20 procent skyldes kulilteforgiftning og resten alkoholforgiftning.

De retskemiske analyser i forbindelse med dødsfald foretages først og fremmest på blod, urin, maveindhold og levervæv. Ved mistanke om særlige forgiftninger kræves i nogle tilfælde andre undersøgelsesobjekter.