Homologe organer, strukturer, der hos forskellige arter har fælles evolutionær oprindelse og deraf følgende fællestræk i bygning og/eller placering. Vigtigst er den fælles oprindelse, dvs. at de gener, som under fosterudviklingen bestemmer dannelsen af homologe organer, kan føres tilbage til de samme gener hos en fælles stamform.

Homologe organer kan hos voksne individer være meget forskellige afhængigt af den funktion, de varetager. Forlemmet hos muldvarp, hval og flagermus er gennem evolutionen tilpasset hhv. gravning, svømning og flyvning og er vidt forskellige i deres ydre fremtoning, men deres placering og ligheder i den indre knoglebygning viser, at der er tale om variationer over forlemmet hos en fælles stamform. Vinger hos hhv. flagermus og fugle er også homologe: Skelettet viser, at der er tale om modifikationer af et hvirveldyrforlem. Tilpasningerne til flyvning, hudfold og fjer, er imidlertid udviklet helt uafhængigt af hinanden og betegnes som analoge (se analoge organer).

Ovennævnte definition er med dens vægt på et genetisk slægtskab tilbage til en fælles stamform et barn af darwinismen. Men også før den moderne evolutionstanke blev fremsat i 1859, beskæftigede man sig med problemer vedrørende ligheder mellem organismerne. Man talte om "sande" ligheder og om den "samme" struktur hos forskellige organismer. Selve begrebet blev defineret af Richard Owen allerede i 1840'erne som det samme organ hos forskellige dyr i enhver tænkelig form og funktion. Hans inspiration var idéen om en arketype, en idealiseret grundtype, med hvilken fx samtlige hvirveldyr kunne sammenlignes. Allerede i begyndelsen af 1800-t. kom Étienne Geoffroy Saint-Hilaire med sit forbindelsesprincip ind på emnet ud fra en idealistisk helhedsopfattelse af naturen, men måske også tilsat nogle vage idéer om en evolution (se geoffroyisme).

I dag har begrebet en central placering inden for den kladistiske taksonomi (se fylogeni og kladisme), der tilstræber at inddele organismerne i naturlige slægtskabsgrupper. Fremgangsmåden er at samle arter, som har specialiseringer, der med sikkerhed kan føres tilbage til én fælles stamform (afledte homologier). Under dette arbejde bruges ikke kun organer, men også forskellige mindre delstrukturer og endog homologe gener.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig