Ejakulation, sædafgang, mandens udtømmelse af sæd under orgasmen. Før den egentlige ejakulation udvides den bageste del af urinrøret, hvor sædceller fra testiklerne samt sædvæske fra især sædblærer og prostata opsamles (emissionsfasen). Samtidig aflukkes urinrøret mod urinblæren. Manden fornemmer, at sædafgang nærmer sig, og at den er uafvendelig.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ejakulation kommer af latin ejaculatio, afledt af ejaculari 'kaste ud'.

Under orgasmen sker selve sædudtømmelsen 1-3 sekunder senere ved rytmiske sammentrækninger af urinrøret og bækkenbundens muskler. De to-tre første, kraftigste stød kommer med 0,8 sekunders mellemrum fulgt af svagere sammentrækninger med lidt længere interval. Ved seksuel stimulation udløses ejakulationsrefleksen fra rygmarvens lændedel, men den er under såvel fremmende som hæmmende påvirkninger fra hjernen.

Fantasier kan medføre sædafgang uden samtidig stimulation af penis, omvendt kan utryghed, modvilje m.m. medføre for hurtig (ejaculatio præcox), sivende eller udeblivende ejakulation, se også seksuel dysfunktion. Underlivsoperationer, rygmarvsskader, forskellige former for lægemidler m.m. kan vanskelig- eller umuliggøre sædafgang eller lede sæden bagud til urinblæren.

Sædafgang er mulig såvel med som uden penisrejsning. Sædafgangen følges af en refraktær periode, dvs. en periode, hvorunder yderligere seksuel stimulation ikke udløser ejakulation. Perioden er kort hos unge; den forlænges med alderen. Den første ejakulation opnås sædvanligvis i 14-15-års-alderen, og evnen bevares til en sen alder. Der udtømmes op til ca. 5 ml sædvæske svarende til en teskefuld, heraf udgør sædcellerne nogle få procent (se sæd). Væskemængden mindskes, når flere ejakulationer følger tæt på hinanden samt med stigende alder. Sædudtømmelse i søvne (pollution) forekommer især i pubertetsårene samt efter lang tids afholdenhed.

Nogle kvinder afgiver, især efter intens seksuel stimulation, en væske fra urinrøret; den adskiller sig muligvis fra urin mht. lugt, farve og kemisk sammensætning. Denne kvindelige ejakulation kædes ofte sammen med stimulation af G-punktet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig