Psykisk krise er en karakteristisk psykisk reaktion på pludselige, uventede eller længerevarende traumer og belastninger. Det drejer sig som oftest om ekstraordinært voldsomme psykiske eller fysiske begivenheder, fx tab af nære pårørende, alvorlig sygdom, ulykker, krig (se granatchok), overfald, voldtægt eller naturkatastrofer.

Sådanne begivenheder er belastende for næsten alle mennesker. Krisereaktioner kan derfor opfattes som normale reaktioner på begivenheder, der truer den enkeltes liv eller personlige integritet.

Man kan skelne mellem en række faser i et kriseforløb. Disse benævnes chok-, reaktions-, gennemarbejdnings- og nyorienteringsfasen. I chokfasen opleves traumet ikke fuldt ud følelsesmæssigt. Det kan betragtes som en hensigtsmæssig reaktion over for den pludselige, voldsomme belastning.

Reaktionsfasen indtræder som regel få dage efter traumet og er præget af en forsinket følelsesmæssig reaktion. Traumet genopleves intenst og smertefuldt, og et tab kan synes uovervindeligt. Tilværelsen forekommer håb- og meningsløs. I denne fase kan følelserne svinge hurtigt fra skyld- og skamfølelse til angst og fortvivlelse, men også vrede og aggression kan ses.

I gennemarbejdningsfasen begynder den kriseramte at forholde sig mere nøgternt til oplevelsen, såvel intellektuelt som følelsesmæssigt, og evner nu at se muligheder for at leve videre på de nye livsvilkår. Det kan være en lang og møjsommelig proces med tilbagefald til reaktionsfasens mere kaotiske følelsesmæssige reaktioner.

I nyorienteringsfasen er traumet gennemlevet, og man har indstillet sig på at leve livet videre på de nye præmisser.

Reaktionen kan blive så intens, at den må betegnes som psykisk lidelse. I psykiatrisk terminologi skelnes mellem akut belastningsreaktion, der udløses af pludselige, voldsomme begivenheder, og tilpasningsreaktion, der opstår gradvis som følge af ændringer af livsvilkår, fx nyt arbejde.

Akutte belastningsreaktioner opstår umiddelbart i relation til traumet og varer oftest få dage. I begyndelsen er personen i en tilstand med ændret bevidsthed. Begivenheden føles uvirkelig, og man har en oplevelse af at være "ved siden af sig selv". Intellektuelt fatter man knap, hvad der er sket, og trods traumet fremtræder nogle følelsesmæssigt påfaldende fattet. De har dog ikke altid fuld erindring om denne fase af krisereaktionen.

Andre bliver paniske, usamlede og forvirrede og kan da foretage uhensigtsmæssige, pludselige handlinger, fx flygte væk fra en bilulykke og overlade ofret hjælpeløst. I nogle tilfælde opstår der en tågetilstand, hvor den pågældende kan vandre omkring uden at være orienteret om egne personlige forhold samt tid og sted. Atter andre reagerer med depression eller er apatiske og handlingslammede.

Tilpasningsreaktioner optræder normalt inden for den første måned efter et traume eller andre belastende forhold, fx betydningsfulde ændringer i arbejds- eller boligforhold. De varer op til seks måneder. Tilstanden er præget af ængstelighed, bekymring, opgivenhed, irritabilitet og en følelse af ikke at kunne klare de ændrede livsvilkår. Hos unge kan tilstanden være præget af let vakte aggressioner og dårlig social tilpasning.

Nogle giver udtryk for, at de personlighedsmæssigt er blevet modnet trods et svært traume eller modgang. Andre bliver aldrig sig selv igen eller oplever senere en række symptomer på egentlig psykisk sygdom, der sammenfattes under betegnelsen posttraumatisk belastningsreaktion, hvis de optræder inden seks måneder efter traumet. Traumet genopleves igen og igen, evt. som natlige mareridt.

Man undgår situationer eller steder, der giver mindelser om den traumatiske begivenhed. Der optræder en række typiske angstsymptomer som anspændthed, irritabilitet og søvnforstyrrelser. Stemningslejet kan være præget af tristhed eller egentlig depression. Nogle udvikler misbrug af alkohol eller narkotiske stoffer. Symptomerne er så udtalte, at de påvirker den sociale funktionsevne. Selvmord kan også ses.

Der er stor variation med hensyn til menneskers reaktion på traumer. Lette krisereaktioner på svære og uventede belastninger ses hos de fleste, men forløbet er kortvarigt. Andre har i længere tid psykiske og sociale følger til traumet, der påvirker arbejdsevnen og fører til sygemelding.

Traumets karakter spiller en stor rolle for kriseforløbet. Jo pludseligere traumet sætter ind, og jo voldsommere det er, desto mere udtalt er krisereaktionen. Den præges imidlertid også meget af det enkelte menneskes personlighed og dermed evne til at tåle eller bearbejde belastninger. Sociale forhold er ligeledes vigtige, fx om man lever alene eller har god støtte i familie eller venner.

Man kan afhjælpe et kriseforløb ved tidlig psykologisk intervention. Det kan fx ske gennem families og venners hjælp i en sorgproces eller i svære tilfælde gennem professionel bistand. Der er mange steder tilbud om krise- og katastrofeintervention (se katastrofepsykiatri) ved særligt uddannede psykologer og psykiatere.

Vigtige behandlingskomponenter er at informere om krisesymptomerne, at give den enkelte lejlighed til at udtrykke tanker og følelser omkring traumet samt at være støttende og optimistisk, men ikke bagatelliserende over for den kriseramtes problemer.

I de sværeste tilfælde, især ved posttraumatisk belastningsreaktion, kan supplerende behandling med psykofarmaka komme på tale.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig