krise (medicinsk begreb)

Krise er et begreb, der opstod i den antikke lægekunst som betegnelse for det afgørende vendepunkt i forløbet af en akut febersygdom.

Krise blev særlig typisk beskrevet ved en bestemt type lungebetændelse (primær pneumoni). Ved denne stiger temperaturen hurtigt til ca. 40 °C og holder sig der i de følgende dage, samtidig med at patientens tilstand forværres med åndenød samt psykisk uro og uklarhed. Ved en ubehandlet sygdom indtræder sædvanligvis den syvende dag krisen, som fører til helbredelse med et såkaldt kritisk, pludseligt temperaturfald til ca. 36 °C, normalt åndedræt og en rolig søvn.

Det komplementære medicinske begreb lyse (gr. lysis 'opløsning') blev brugt om sjældnere sygdomsforløb med et såkaldt lytisk, gradvist, langsomt temperaturfald. Hvis patienten ikke formåede at danne antistoffer mod infektionen, indtrådte døden uden optræden af krise eller lyse.

Med den moderne antibiotiske behandling af febersygdomme finder de to begreber sjældent anvendelse på denne måde, og fra at betyde vendepunkt er betegnelsen krise efterhånden kommet til at dække en særlig farlig fase af et forløb.

Uden for den medicinske brug har betegnelsen i denne betydning fundet bred anvendelse; ethvert "system" kan komme i krise. Inden for en række fagområder, bl.a. psykologi, økonomi og politik, indgår krisebegrebet dog med en mere specifik betydning i de respektive fagområders terminologier.

I nutidig medicinsk terminologi bruges betegnelsen krise fx i forbindelse med addisonkrise, dvs. akut svigt af binyrebarkens funktion ved Addisons sygdom, blastkrise, dvs. optræden i blodet af mange umodne hvide blodlegemer (blastceller) ved leukæmi, myastenisk krise, dvs. livstruende forværring af myastenia gravis, seglcellekrise, dvs. smertefuld tilstand pga. tillukning af mindre blodkar ved hæmoglobinsygdommen seglcelleanæmi, samt thyreotoksisk krise, dvs. akut drastisk forhøjelse af stofskiftet ved skjoldbruskkirtelsygdommen thyreotoksikose.