Sundhedsvæsen, samfundets samlede indsats mhp. forebyggelse, diagnostik og behandling af sygdom og pleje af syge, både i offentligt og privat regi. Inden for sundhedsvæsenet, især sygehusvæsenet, foregår der desuden sundhedsvidenskabelig forskning og uddannelse i et betydeligt omfang. I den industrialiserede del af verden omfatter sundhedsvæsenet normalt aktiviteter baseret på et traditionelt sundhedsvidenskabeligt grundlag, men ikke alternativ medicin, i modsætning til fx Kina, hvor vestlig og traditionel medicin eksisterer side om side.

I mange lande, herunder Danmark (se Danmark (sundhedsforhold)), skelnes mellem det primære og sekundære sundhedsvæsen.

Det primære sundhedsvæsen er karakteriseret ved geografisk nærhed, åben adgang for borgerne, uselekteret klientel og relativt lav specialisering. I modsætning hertil har det sekundære sundhedsvæsen en regional placering, normalt kun adgang efter henvisning, et selekteret klientel, som er henvist fra den primære sektor, og en høj specialisering.

Det primære sundhedsvæsen udgøres i Danmark af alment praktiserende læger, praktiserende tandlæger, sundhedsplejersker mfl. Også apoteker kan henføres til denne del af sundhedsvæsenet. Langt de fleste patienter færdigbehandles i det primære sundhedsvæsen; i de resterende tilfælde henvises patienterne til den mest relevante del af det sekundære sundhedsvæsen. Det primære sundhedsvæsen har også vigtige forebyggelsesopgaver, fx vaccinationer af børn.

WHO har fra 1970'erne med Primary Health Care introduceret et begreb, der på nogle områder er bredere end det danske. Det omfatter således også aktiviteter rettet mod bl.a. arbejdsmiljø samt forurening af vand og fødevarer, hvilket ikke traditionelt har været en opgave for det primære sundhedsvæsen i Danmark.

Det sekundære sundhedsvæsen består af sygehuse og i mange lande klinikker eller ambulatorier med speciallæger. I Danmark findes en større gruppe praktiserende speciallæger, som indtager en mellemstilling, idet de i et vist omfang kan søges uden henvisning og dermed kan henregnes til det primære sundhedsvæsen.

I bl.a. de nordiske lande er der en lang tradition for, at den største del af sundhedsvæsenet er offentligt finansieret via almindelig beskatning. I fx Centraleuropa foregår den traditionelle finansiering gennem et sygeforsikringssystem. I meget store dele af verden er det overladt til patienterne selv at betale for de enkelte ydelser.

I velfærdssamfund gives en række sociale ydelser til borgere med særlige behov. Nogle af disse er tæt sammenhængende med ydelser fra sundhedsvæsenet, fx omsorg og pleje af svage gamle, botilbud til psykisk syge, som samtidig modtager behandling etc. I internationale sammenligninger benyttes ofte den andel af BNP, som landet anvender på sundhedsvæsenet, uanset hvorfra midlerne kommer. Direkte sammenligning er ofte vanskelig, da varierende dele af de sociale ydelser kan være finansieret af sundhedsvæsenet.

Samfundets fordeling af resurser til forskellige dele af sundhedsvæsenets ydelser (prioritering i sundhedsvæsenet) vil ofte være genstand for fordelingsetiske overvejelser og medicinsk teknologivurdering (se teknologi (teknologivurdering)). Se også Institut for Sundhedsvæsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig