Træthed, flertydigt udtryk, der især vedrører reaktionen på fysisk og psykisk arbejdsbelastning, men i øvrigt omfatter mange forskellige oplevelser og sindstilstande, fx oplevelsen af udmattelse, svækket energi og vitalitet, manglende lyst samt behov for søvn. Træthed er endvidere den normale fysiologiske reaktion i en organisme, en legemsdel eller et organ, som efter kraftig eller længerevarende belastning har nået grænsen for ydeevnen, og i denne situation er træthed et vigtigt advarselssymptom. Træthed, som ikke afhjælpes af hvile eller søvn, er et hyppigt symptom ved mange sygdomme. Trætheden kan i kronisk form være en sygdom i sig selv, eller den kan være et personlighedstræk livet igennem.
Træthed er ofte knyttet til bevægelsessystemet, især muskulaturen, evt. lokalt som rygtræthed. Den, der på forhånd er træt, orker ikke at aktivere musklerne og føler måske smerter i musklerne blot ved tanken om at skulle bevæge dem. Muskeltræthed defineres som en manglende evne til at foretage en konstant vedligeholdt eller regelmæssigt gentaget kraftudfoldelse, og denne præstation kan måles, om end med begrænset pålidelighed, bl.a. fordi motivationen eller indsatsen kan være utilstrækkelig, eller smerter i muskler og led kan hindre en optimal ydelse. Abnorm muskeltræthed ved nogle muskelsygdomme kan diagnosticeres ved klinisk-neurofysiologiske undersøgelsesmetoder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.