Mayo Clinic. To af klinikkens grundlæggere, Charles H. Mayo (tv.) og William J. Mayo.

.

Mayo Clinic. Gonda Building i Minnesota.

.

Mayo Clinic, verdensberømt klinik i Rochester i Minnesota, USA; oprindelig et mindre, kirurgisk afsnit af St. Mary's Hospital, der blev grundlagt i 1889 af byens franciskanernonner med hjælp fra kirurgerne William W. Mayo (1819-1911) og hans to sønner, William J. Mayo (1861-1939) og Charles H. Mayo (1865-1939).

Brødrene Mayo foretog selv alle kirurgiske indgreb indtil ca. 1905 og opnåede ry for at kunne foretage store, vellykkede operationer for dengang dødelige sygdomme. I 1903 fik klinikken sit nuværende navn; i 1911 overførte brødrene Mayo bygninger og formue til en velgørende fond (Mayo Association). I 1915 blev klinikken udvidet til at dække alle lægelige specialer, og den blev samtidig tilknyttet University of Minnesota.

Mayo Clinic blev et førende center for lægevidenskabelig forskning og er i 2012 et af verdens største privatejede sygehuscentre med afdelinger i Florida og Arizona og 58.300 ansatte, heraf 3800 læger og andre forskere.

Fremstillingen af kortison og opdagelsen af dets virkning på leddegigt, som gav P. Hench og E. Kendall nobelprisen i 1950, samt mange andre lægevidenskabelige gennembrud er foregået på klinikken.

Diabetesforskningen ved det danske Steno Diabetes Center drevet af Novo Nordisk er siden 1996 foregået i samarbejde med klinikken.

Mayo Clinics hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig