Fluorbehandling, har til formål at hæmme eller standse udvikling af caries (huller i tænderne). I 1930'erne blev man i USA opmærksom på, at beboere i områder med et forhøjet indhold af fluor i drikkevandet havde færre cariesangreb. Denne opdagelse kom til at revolutionere behandlingen af cariessygdommen. I nogle lande bliver drikkevandets fluorindhold nu kunstigt forøget ved tilsætning af fluorid. Store befolkningsgrupper kan behandles på denne måde, og resultatet af vandfluorideringen har vist et fald i caries hos børn på op til 70 %. I Danmark har vandfluorideringen ikke været brugt, fordi en systematisk tilsætning af stoffer til drikkevandet er forbudt. Desuden har den individuelle fluorbehandling i mange lande formindsket betydningen af den generelle vandfluoridering. Den vigtigste faktor er fluorholdig tandpasta. Hos patienter med særlig stor cariesaktivitet kan den cariesforebyggende virkning forstærkes ved supplerende lokalbehandling med fluorpensling, fluorskylning, fluorgel eller fluorlak. I 1960'erne og 1970'erne anvendtes desuden fluortabletter til mindre børn. Tabletterne blev bl.a. indtaget med det formål at påvirke selve tanddannelsen, således at der udvikledes en mere cariesmodstandsdygtig tandemalje. Pga. usikkerhed omkring doseringen forekom der lejlighedsvis tanddannelsesforstyrrelser. Men ikke mindst foranlediget af en dansk forskningsindsats er opfattelsen af fluorids virkningsmåde nu ændret, og anvendelse af fluortabletter er forladt herhjemme. Vigtigst synes det at være, at der er en vis koncentration af fluorid i det fugtige miljø omkring den færdigdannede tand. Fluorid fra fx tandpasta forhindrer den opløsning og afkalkning af tanden, som ellers ville finde sted, når en bakteriebelægning dannes på tandoverfladen. Man kan således ikke en gang for alle forstærke tanden ved at behandle med fluorid — fluorid skal tilføres livslangt for at virke carieshæmmende.