Tandtekniker i arbejde under fremstilling af tandprotese. Th. ses udsugning mhp. fjernelse af støv.

.

Tandtekniker, person, der arbejder på et dentallaboratorium med fremstilling af kroner, broer, tandproteser og andet, som anvendes i tandlægepraksis (laboratorietandtekniker), eller en person, som efter to års uddannelse og et års arbejde kan søge autorisation hos Sundhedsstyrelsen til i selvstændig praksis at fremstille aftagelige tandproteser (klinisk tandtekniker).

Uddannelsen til laboratorietandtekniker finder sted som mesterlære suppleret med teknisk skole. Laboratorietandteknikere kan specialisere sig inden for arbejde med guldindlæg og -kroner, porcelænskroner eller tandproteser. En tandlæge kan sende tredimensionale laseraflæste oplysninger om præparerede tænder til laboratorietandteknikeren, som derefter vha. computere kan fremstille nøjagtige indlæg og kroner. Mange teknikere foretrækker selv at bestemme farvetonen til farvede kroner, hvorfor patienter skal møde til farveprøve.

Kliniske tandteknikere uddannes på Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere under Aarhus Universitet. Uddannelsen er toårig. De fleste kliniske tandteknikere nedsætter sig med egen praksis eller har samarbejde med tandlæger. De kliniske tandteknikere må ikke selv gøre indgreb på tænder, men skal henvise til tandlæger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig