Urinafledende operationer, operationer, der foretages for at aflede urinen fra nyrerne pga. sygdom eller defekt i urinledere eller urinblære, fx medfødte misdannelser (se medfødte sygdomme (urinvejssygdomme)), svulster, læsioner eller omfattende betændelse. Den amerikanske kirurg Eugene Bricker (1908-2000) beskrev i 1950 en operation, hvorunder urinlederne bliver indopereret i et isoleret tarmstykke, oftest tyndtarm (Bricker-blære, ileum-blære). Tarmen bliver ført ud som en kunstig åbning (stomi) på huden i form af en urostomi, og urinen opsamles i en pose. Siden 1990'erne anvendes ofte en tarmblære af tynd- eller tyktarm, der foldes, så der ikke kan forekomme trykstigninger. Tarmblæren tømmes af patienten med et lille kateter flere gange daglig gennem en lille urostomi. Den primære sygdom og selve operationen kan medføre seksuelle forstyrrelser og diarré.