• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

arketype

Oprindelig forfatter PSkog Seneste forfatter Redaktionen

C.G. Jung.

C.G. Jung.

arketype, i platonisk filosofi de ikke-materielle forbilleder, der ligger til grund for den brogede sanseverden; psykologisk term indført af Carl Gustav Jung om de medfødte, ubevidste psykiske strukturer, der vedrører universelt menneskelige livserfaringer som fx fødsel, ægteskab og moderskab.

Arketyper, som henviser hertil, er hhv. barnets arketype, animus/anima og den store moder. Arketyperne antages at ligge til grund for billeder eller symboler i fx drømme, myter, eventyr og andet symbolhistorisk materiale fra vidt forskellige tider og steder.

Ordet arketype kommer af græsk archetypos, af archi-, arche- og typos 'form, mønster'.

Teorien om arketyper kan således forklare ligheder mellem disse, der vanskeligt kan forklares med fx kulturel overførsel, men teorien er i første række udviklet som redskab til forståelse af ubevidste psykologiske processer: I sin private praksis og sin selvanalyse fandt Jung, at arbejdet med arketypiske motiver førte til en ny personlig balance og helhed.

Selvets arketype danner i særlig grad grundlag for oplevelser af helhed og mening. Typiske symbolske udtryk for Selvets arketype er geometriske grundformer som cirklen og varianter af fire- og ottefoldige mønstre, fx af mandala-typen, eller overpersonlige skikkelser.

I 1912 kaldte Jung arketyperne for "urbilleder". Allerede under sin ansættelse som psykiater på Burghölzli-hospitalet i Zürich var han optaget af ligheden mellem motiver fra især psykotiske patienters drømme og mytologiske motiver. En tid overvejede han, om urbillederne kunne være medfødte, men opgav tanken.

Omkring 1917 skrev Jung om ikke-personlige dominanter eller knudepunkter i det kollektive ubevidste, der tiltrak psykisk energi og påvirkede personlighedens adfærd og holdninger på tilsvarende måde som komplekserne i det personligt ubevidste.

Men da termen arketype var blevet taget i brug, stod det klart for Jung, at der måtte skelnes mellem arketype som struktur og arketypiske billeder; arketypen kan ikke i sig selv bevidstgøres, men regulerer ubevidste psykiske processer, ligesom det instinktive adfærdsmønster regulerer den biologiske organismes liv.

Arketypens billeder er dog ikke et spejl af biologiske instinkter, men en forvandlingsform, udviklingshistorisk set opstået sammen med menneskets bevidsthed og dets evne til symboltænkning og kulturdannelse.

Arketypisk adfærd udmønter sig fx i grupper ved kultisk, rituel eller anden symbolsk adfærd præget af en blanding af emotionel og religiøs grebethed.

Et moderne eksempel på, hvordan man i en subkultur ubevidst udagerer et arketypisk mønster, er kulten omkring sangeridolet Elvis Presley, hvor tilbedere sørger ved hans grav, men dog forestiller sig, at han i virkeligheden slet ikke er død, og venter hans tilbagekomst med længsel.

På tilsvarende måde begræd antikkens mennesker skønne "guddommelige ynglinge" som Adonis og Attis og længtes efter deres genkomst.

Læs også om arketype i Gyldendals Teaterleksikon.