jeg

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Jeg. I Freuds strukturelle opfattelse af personligheden er jeget placeret som den mæglende instans mellem det'et (drifterne, lidenskaberne), overjeget (samvittigheden, idealerne) og omverdenen, der formidles til det gennem systemet perception-bevidsthed. Modellen stammer fra Freuds 31. forelæsning (Nye forelæsninger, 1933).

jeg, filosofisk og psykologisk begreb, der traditionelt betegner centret for de psykiske funktioner, sædet for viljen og individets billede af sig selv, dets identitet.

Jeg-begrebet ændrer karakter sammen med de overordnede menneskeopfattelser, hvortil det er knyttet. I 1600- og 1700-t. blev der lagt stor vægt på, at den frie vilje har sit sæde i jeget, og at jeget uden fremmed tilskyndelse er i stand til at percipere, tænke, erindre, træffe beslutninger og handle. Selve individets eksistens er bygget på det tænkende jeg, jf. Descartes' "cogito ergo sum" ('jeg tænker, altså er jeg'). Fra og med Kant sondres mellem det empiriske jeg, der udgøres af individets bevidste forestillinger om sig selv, og det transcendentale jeg, der er ubevidst og udgøres af de bagvedliggende strukturer, der formodes at betinge perception og tænkning. I 1800-t. vandt den opfattelse frem, at jeget også rummer farlige og ukendte sider knyttet til følelserne og nedfældet i personligheden i barndommen. Inden for psykiatrien begyndte man at operere med spaltede eller multiple personligheder, hvori flere jeg-identiteter er virksomme på samme tid.

I psykoanalysen skete fra ca. 1900 den definitive demontering af jeget, som den selvbevidste kerne i personligheden, hvorom alle andre psykiske egenskaber er aflejret. Ifølge Freud er jeget ikke mere herre i sit eget hus. Det tidligst udviklede jeg kaldes narcissistisk pga. barnets selvforelskelse og søgen tilflugt til et almægtigt og grænseløst jeg-billede, hvor ydre og indre krav fornægtes. Det modne jeg ses som resultat af en lang dannelsesproces, hvor jeget gradvis lærer at bemestre drifterne og tilpasse sig realiteten, og hvor jeg-identiteten opbygges gennem en serie af identifikationer med forældre og andre autoritetspersoner (se identifikation).

Freud tredeler fra 1923 personligheden i det'et, jeget og overjeget, og jeget tildeles herefter rollen som den mæglende instans, der under stadig hensyntagen til den ydre realitet skal forsøge at tilvejebringe et kompromis mellem de driftsmæssige krav, der hidrører fra det'et, og den moralske stemme, der taler til det fra overjeget. Jeget gøres dermed til part i psykiske konflikter og desuden til udgangspunkt for mere eller mindre lemlæstende forsvarsmekanismer. En del af jeget er ubevidst, idet forsvarsmekanismerne i form af dybt indgroede og automatisk udløste strategier for afværgelse af konflikter kan overtage styringen af jeget, inden det gennem bevidste overvejelser får lejlighed til at finde et bæredygtigt kompromis.

I nyere psykologi og psykoanalyse er jeg-begrebet blevet yderligere opspaltet i del-jeger svarende til hver enkelt af de formodede jeg-funktioner. Nogle forfattere, navnlig de amerikanske egopsykologer med Heinz Hartmann i spidsen, har forsøgt at gengive jeget dets dominerende placering i personligheden, idet det tildeles en øget grad af autonomi, såvel i forhold til drifterne som til omverdenen. Andre som fx George Herbert Mead og Jacques Lacan fremhæver omvendt jegets fundamentale passivitet og ser det som en instans, der i sin søgen efter sit eget grundlag selv er under konstant forandring, eller som et flygtigt billede, der fra det ubevidste projiceres op på en skærm.

I England og især USA har der været en tendens til at erstatte termen jeg (eller ego) med termen selv (se selvet). Mange forfattere giver dog de to begreber en distinkt betydning, idet det tidligere jeg-begreb spaltes i to dele: det, der nu kaldes jeget, ses her alene som bærer af de psykiske funktioner, mens selvet snarere betegner den personlige identitet. I samme forstand anvendes termen subjekt i fransk og tysk filosofi og psykoanalyse ofte som betegnelse for en mere omfattende helhed end jeget.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Jeg. I Freuds strukturelle opfattelse af personligheden er jeget placeret som den mæglende instans mellem det'et (drifterne, lidenskaberne), overjeget (samvittigheden, idealerne) og omverdenen, der formidles til det gennem systemet perception-bevidsthed. Modellen stammer fra Freuds 31. forelæsning (Nye forelæsninger, 1933).

Viser 1 af 1 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+362438.801.svg (3.48 kB)

Jeg. I Freuds strukturelle opfattelse af personligheden er jeget placeret som den mæglende instans mellem det'et (drifterne, lidenskaberne), overjeget (samvittigheden, idealerne) og omverdenen, der formidles til det gennem systemet perception-bevidsthed. Modellen stammer fra Freuds 31. forelæsning (Nye forelæsninger, 1933).

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
18/03/2014
PKN
17/03/2014
Redaktionen
25/01/2012
Oprindelig forfatter
OAO
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki