Ødipus

Gustave Moreaus "Ødipus og sfinksen" fra 1864.

Af .
Licens: CC0 1.0

Ødipuskompleks er et psykoanalytisk begreb, der betegner en følelsesmæssig konfliktstruktur. Konfliktens grundkomponenter er en drengs incestuøse forelskelse i moderen, hans jalousihad mod faderen og hans angst for faderens repressalier. Ødipuskomplekset kulminerer i den normale psykiske udvikling hos drenge i alderen 3-5 år.

Begrebet blev udformet af Sigmund Freud omkring 1900. Han navngav det efter den græske sagnfigur Ødipus, der dræbte sin far og giftede sig med sin mor.

Hos pigen findes det samme kompleks med ombytning af faderens og moderens rolle (af Carl Gustav Jung kaldt elektrakompleks).

Den klassiske teori

Sigmund Freud
Fotografi af Sigmund Freud, ca. 1921.
Af .

Ifølge den klassiske teori fortrænger drengen ødipuskomplekset som følge af kastrationsangst (se kastrationskompleks), mens pigens ødipuskompleks går under pga. frustration over faderens manglende gengældelse af hendes erotiske følelser. Ved overvindelsen af ødipuskomplekset i femårsalderen indstiftes overjeget som psykisk repræsentant for den ydre forbudsinstans, mens selve komplekset lever videre i det ubevidste, hvorfra det er i stand til at præge personligheden som helhed. I voksentilværelsen kendes et mangelfuldt overvundet ødipuskompleks navnlig på et problematisk forhold til autoriteter.

Sigmund Freud postulerede i Totem og tabu (1912-13), at ødipuskomplekset kan føres tilbage til civilisationens begyndelse, hvor førerhannen i den såkaldte urhorde dræbtes af sine sønner, hvorefter disse i hans fravær alligevel var tvunget til at adlyde hans incestforbud som værn mod anarki. Loven sættes dermed i den døde fars sted, og fra dette punkt udvikles et samfundsmæssigt hierarki med symbolske fadererstatninger på både det politiske og det religiøse plan. Ifølge Freud er ødipuskomplekset "oprindelsen til religion, moral, samfundsmæssighed og kunst" såvel som "kernen i alle neuroser".

Kritik af teorien om ødipuskomplekset

Freuds teori er blevet kritiseret for at være en generalisering af nogle særtræk ved den patriarkalske kernefamilie, og antropologer har begrundet kritikken gennem henvisning til andre kulturer, hvor denne organisation ikke fandtes.

Efter Sigmund Freud er teorien søgt forklaret ud fra polariteterne mellem mand-kvinde og barn-voksen. Den ødipale konflikt antages at hænge sammen med barnets modstand mod at lade sig indpasse i den rollestruktur bestående af far, mor, søn, datter, som disse polariteter har frembragt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig